Tjenersind i en brudt verden

Skærtorsdag i Veksø kirke
24. marts 2016 ved sognepræst Marlene Evensen

Kære Gud.
Midt i kaos og larm,
er du stilheden, som holder os varm.
Du bliver ved med at hviske i mørket,
at der er håb, at der er håb, at der er håb.
Der er intet, som er for småt for dig
eller for stor en opgave for dig,
med at hjælpe os mennesker.
Du bliver ved med hviske, at du er der.
Prædiken:

Jesus træder ind i en verden, som er fyldt med glasskår og roser, lange hvide skyer på en solrig dag og regntunge mørke skyer over sønderrevne liv.
Jesus træder ind i en brudt verden, hvor mennesket har sin frie vilje til godt og ondt.

Jesus træder ind i den verden, som er vor. En skabt verden amok efter kærlighed eller ragnarok.

Han træder ind der, hvor livet er sat på spidsen. På et knivsæg. På æggegang mellem elefanter i en glasbutik fuld af roser, og han er den eneste, der standser op og dufter til blomsterne, mens verden går amok i tidssyge, legesyge og sindssyge.

Han er den eneste, der ved, hvad der skal ske.

Han har gået gennem fødslen, gennem dåben og fristelserne i ørkenen. Han har fulgt sit kald og blev en menneskesøn med vidunderlige og forunderlige mirakler og historier.

Han blev selv til historien over alle historier.

En historie, som går gennem verdens skabelse ud af kaos og tomhed, til skabelsen af verden og vegetation, til skabelsen af liv og viljesbestemte mennesker, til begyndelsen af verdens tidsaldre og til tidernes ende med os pakket ind imellem.

Han kom gående ud af skyggen og skyggede med hånden i den solfyldte dag, hvor han red ind gennem byen på et æsel, hvor folket modtog ham som en konge og råbte af glæde og håb: ”Hosianna” – frels os!

Han var med, da verden blev til, og han var med, da verden blev ramt af terror og frygt, og han blev alligevel ved med at gå, skridt efter skridt, ind i vor verden, for at bane en vej, som handler om kærlighedens overskud, kærlighedens overmand, kærlighedens vilje til liv og lys i verden. For blinde og tiggere, fattige og udmarginaliserede. For hjemløse og flygtninge. For mennesker, som dig og mig.

Han gik rundt i templet i tre dage, mandag, tirsdag og onsdag. De stille dage før sabbatten.

Før påskelammet skulle slagtes og udfrielsen fra fangeskabet i Ægypten skulle fejres og mindes.

Han talte i templet og folket lyttede mere til ham end til farisæerne og de skriftkloge.
Så de ville af med ham. Gøre det af med ham med en voldelig død.

Og han vidste det.

Torsdag var han forsamlet med sine nærmeste venner, de tolv disciple, på et loft i et lånt hus hos en af vennerne fra Jerusalem, og han fortalte dem, at han vidste, hvad der ville komme til at ske, og at han gerne ville give dem en måde at huske ham på, og en måde at praktisere – på en helt enkelt måde – det kærlighedens budskab, som han var kommet med, så de alle sammen kunne finde ud af det.

Han begyndte måltidet med at vaske disciplenes fødder.

Evangelieteksten til i dag handler nemlig om det, som går forud for nadveren, der almindeligvis forudsætter, at dem, som deltager allerede er ”vaskede rene” eller: døbte.
I dåben vaskes vi rene, og det, som Jesus foretager sig i dagens tekst er også at ”vaske” sine disciple rene fra synd. Det gør han ved at tage deres fødder i sine hænder og vaske dem.

Det er en symbolhandling, som peger på, at det at vaske fødder er det samme som at vaske hele kroppen og dermed hele mennesket på dem, som er i Jesu hænder. Dermed er renhed ikke noget fysisk, men noget sjæleligt.

Det er også en eksempelhandling, hvor Jesus som forbillede viser os, hvordan vi skal behandle hinanden, især når noget er gået skævt i vores tilværelse. Der skal vi være til rådighed for hinanden.

Det er svært at få vasket fødder af et andet menneske. De fleste er blufærdige med netop den legemsdel, som bærer os rundt det meste af vores liv. Det er i orden at få vasket fødder af en fodterapeut – men ikke vores chef eller nogen, som vi mener, rangerer højere end os selv.

Så bliver det til noget skamfuldt.

Men det er skammen og følelsen af skyldighed, som vaskes bort på denne måde.

Det, der er sværest at vaske bort, er de sår, som ikke kan ses.

Et brækket ben eller en albue i gips er lette at forstå, og kræver ikke så meget mere, end medfølelse og en lyst til at høre den syges historie, som handler om, hvordan vedkommende pådrog sig sin skade. Her kan vi ofte grine lidt med, når vi hører forklaringen, da den som oftest bunder i et uheld, som så mange kommer ud for, at vi alle burde være blevet klogere på hinandens vegne. Men nej!

Men et sår i sjælen er ikke så let at forklare.

Det får lov at sidde, og det får lov til at vokse og fylde det menneske, som bærer rundt på det.

Her vasker Jesus så disciplenes fødder.

En efter en. Alle bliver husket og vasket helt rene.

Peter værger sig, og mener ikke, at Jesus skal vaske hans fødder, men Jesus insisterer. Ellers kan de ikke dele skæbnefællesskab, og Peter må opgive at fastholde sin gode opdragelse og sin villighed til at overholde de kulturelle forskrifter.

Jesus viser da, hvad kærlighed er, og hvordan kærligheden renser og gennemlyser det menneske, som er fuld af synd og skam og skyld.

Når Jesus vasker synden væk, er det ikke bare et tryllemiddel, som han drysser ned over vandet, og derefter hælder ud over deres fødder.

Han tager fat i fødderne og blødgør det skidt og snavs, som en lang dag – eller et langt liv – har samlet sig på dem. Hans fingre kommer ind i alle kroge og folder, og fjerner alt det, som havde sat sig til hård hud og ømme fødder.

Han renser ikke med et fortryllet vand, men med Livets vand, som kan opbløde det menneskehjerte, som har vandret med syndens åg og været tynget at skyld og skam og sorg.

Jesus giver os sig selv som eksempel på, at vi kan vise kærlighed overfor vore næste: Hans kærlighedsgerning til os, var at træde ud af sin rolle som Herre og mester, og påtage sig den ydmyges rolle, for på den måde at skabe en mulighed for, at det andet menneske kunne forløses fra det, som adskilte det fra Gud.

Skærtorsdag tog Jesus det jødiske påskemåltid og fyldte det med nyt indhold.

Påskemåltidet, som handlede om Guds udfrielse af israelitterne fra Egypten, skulle nu handle om Jesu udfrielse af os, som lever under syndens og dødens slaveri.

“Gør dette!” sagde Jesus. Jesus ville have, at hans disciple skulle gøre, lige som Jesus gjorde ved påskemåltidet: De skulle tage usyret brød og vin og fejre nadver.

Jesus sagde ifølge Paulus: (1 Kor 11,23-25):

”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«

Gør dette til min ihukommelse! – Nadveren er altså et måltid, som minder os om Jesus. Lad os bruge dagen i dag til at se nøje på det brød, som uddeles ved altergangen.
På de fleste alterbrød, der deles rundt i kirkerne, er der præget et billede af Jesus på korset. Det var dér, han gav sit legeme i døden for vores skyld. Det skal vi særligt mindes i dag skærtorsdag, hvor vi hører om, hvilken gave nadveren er til os:

Nadveren er delagtighed i Jesus, når vi spiser brødet og vinen. Her modtager vi Jesus, som gør alting nyt i vores liv!

Han giver os del i sit offer på korset og dermed syndernes forladelse og et retvendt forhold til Gud.

At gå til nadver betyder at være en del af et fællesskab med Jesus og andre kristne (1 Kor 10,17), som samles søndag efter søndag over hele verden for at mindes ham og høre om ham, så vi kan lære ham nærmere at kende.

– Nadveren er det mindste måltid med den største betydning. Det ser ikke ud af så meget, men det er ubegribeligt stort, det, som vi modtager.

Nadveren er en rasteplads i kristenlivet. Ethvert liv skal have næring for at leve. Det gælder også det kristne liv. Kristenlivet finder næring ved samvær med Kristus (ligesom kærligheden mellem to mennesker får næring ved at de er sammen). Og ved nadveren er han ikke bare sammen med os. Han giver os sig selv på en helt speciel måde.

“Jeg er livets brød”, siger Jesus, “den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid” (Joh 6,48-51). Det er svært – eller umuligt – at forstå. Det er større end vore tankers grænser. Men bare vi vil tage imod det, så får vi det hele.

– Vi kan også forstå nadveren som en forsmag på himlen:
I Bibelen sammenlignes himlen med en bryllupsfest – den flotteste fest, vi kan forestille os. Da skal vi holde evig fest sammen med Jesus og alle dem, som tror på ham. Ved nadveren er det de samme, vi er sammen med. Det er en forsmag på himlen – et festmåltid – bare med ganske enkle midler. Så kan alle være med, og ingen får hverken mere eller mindre end andre. Alle får det hele, nemlig Jesus selv!

– Nadveren er også et sted for stilhed, for bøn og tak
Ved nadveren er vi sammen med Jesus på en måde, som går ud over vores forstand. Nadveren er stille og højtidelig, og mange benytter anledningen til at bede og sige tak til Gud.

I dag vil vi fejre nadver i stilhed og enhver er velkommen ved Herrens bord.

På grund af terrorhandlingen forleden, er der stillet et ildfad og fyrfadslys frem, så enhver, som har lyst, kan standse op foran alteret og tænde et lys for det, som ligger på ens hjerte af tak og bøn, enten når man er på vej tilbage fra alters, eller blot ønsker at gå op og tænde et lys.

Vi fejrer nadver i dag i stilhed, for at mindes det nære og intime aftensmåltid, som Jesus indbød til, da han brød brødet og bød kalken rundt.

 

 

Salmer:
Indgangssalme: 3: Lovsynger Herren, min mund og mit indre

Gt-læsning

Salme mellem læsningerne: 458: Sion pris din saliggører (Mel: Kommer, sjæle, dyrekøbte)

Epistlen

Trosbekendelsen: Synges
Salme før prædiken: 178: Han står på randen af sin grav

—–

Salme efter prædiken: 367: Vi rækker vore hænder frem

Nadveruddeling – i stilhed (Ingen nadversalme)
Takkevers: 473: Dit minde skal, o Jesus, stå

Udgangssalme: 373: Herre, jeg vil gerne tjene