Livet er altid bedre, end du tror!

14. søndag efter Trinitatis:

Livet er altid bedre, end vi tror!

Har vi ondt et eller andet sted – i kroppen eller økonomien – tror vi, vi skal dø.
”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø” – siger vi.

Det kan ikke blive værre.

Verden er af lave.

 

Alt er i mod mig, og jeg kan ikke stole på nogen.

Det ender aldrig godt!

 

Og sådan kan vi blive ved med at tænke…

 

Der var engang en prinsesse, som havde en drøm, da hun var ganske lille.

(Frit efter ”Prinsessens drøm” – Persisk eventyr).

 

I drømmen så hun en flok kronhjorte græsse i en lysning. Blandt dem var en han, som opholdt sig i nærheden af en af hunnerne, og denne hun var hende selv.

Pludselig dukkede nogle jægere op i skoven.

Alle hjortene flygtede og hannen sprang afsted ved hendes side.

Men mens de flygtede, satte en af hannens klove sig fast i en revne i den tørre jord.

Hunnen løb afsted til en lille bæk i nærheden, samlede vand op i sin mule og løb tilbage og vædede jorden omkring hullet.

Frem og tilbage sprang hunnen med hjertet bankende i livet, lige til jorden var blødt op, og hannen kunne trække kloven til sig.

Så fortsatte de flugten med jægerne i hælene.

Snart efter fik hunnen selv en klov i klemme, men hannen hjalp hende ikke!

Hun så, hvordan han sprang videre sammen med de andre hunner uden så meget som at vende sig om og se på hende.

 

Et øjeblik efter hørte hun jægerne brase gennem underskoven, og hun så fortvivlet på dem, mens de lagde geværerne til kinden, og skød hende.

 

På dette sted i drømmen vågnede prinsessen op, og hun tænkte nu, at mænd er troløse og uden hjerter i livet – og kunne derfor ikke tåle at se dem.

 

Da hun voksede op, besluttede hun sig for, at hun ikke ville giftes, og de friere, som kom og bankede på slottets dør, lod hun skyde og begrave, før de havde set sig om.

 

Et andet sted i verden voksede en ung kongesøn op.

Han var smuk og lige så vellidt, som sin far – men der var dog en ting, man kunne udsætte på ham:

Han ville ikke giftes.

 

Men skæbnen venter på en, hvor man mindst venter det!

 

En dag, hvor han vandrede langs bredden af en flod, fik han øje på en fattig mand, som sad i skyggen af et træ og kikkede på et billede, som han holdt mellem hænderne.

 

Billedet forestillede en smuk ung pige, som han straks forelskede sig i og ville vide alt om.

 

Historien fortsætter med at fortælle om en prins, som ville gøre alt for at vinde sin prinsesse, og det, som blev enden på historien var, at prinsen fandt ud af, hvorfor prinsessen var så vred på alle hankøn – mænd og dyr – at han byggede et tårn udenfor prinsessens by og hidkaldte de dygtigste malere.

Han lod dem male tolv billeder, som han satte på væggene i sneglegangen, så jo højere op prinsessen gik i tårnet, jo mere så hun sin egen drøm blive udfoldet foran sine øjne.
Han inviterede hende indenfor, og da hun kom til stedet i drømmen, hvor jægerne ville skyde, som var det ottende billede, turde hun ikke gå videre eller se mere og holdt sig for øjnene.

Men ligesom hun skulle til at vende sig om for at flygte bort, faldt hendes øjne på det niende billede:

 

Her stod hannen ved et vandløb i færd med at samle vand op i sin mule.

I det fjerne så man de andre hunner forsvinde derfra.

Prinsessen stirrede på det, som om hun ikke kunne tro sine egne øjne, og så løb hun hen til det næste billede.

Her var hannen nået tilbage til lysningen, men den stod lidt på afstand mellem træerne og kunne se, at jægerne havde skudt og dræbt hunnen.

To af jægerne havde allerede taget fat om hendes bagben og var i færd med at slæbe hende bort.

 

Prinsessen sprang videre til det ellevte billede og så, hvordan hannen fortvivlet af sorg løb hovedet ind mod en klippesten, til dens gevir brækkede af, og hovedet blev knust.

Det tolvte og sidste billede viste hannen, som lå på jorden og var død.

 

Pludseligt gik det op for prinsessen, at tanken aldrig havde strejfet hende, at hun ikke kunne vide, hvad hannen gjorde, efter at den havde forladt hende, eftersom hun var død og ikke kunne drømme videre.

Måske havde bukken forsøgt at hjælpe hende, måske havde den også sat sit liv på spil for at redde hende?

Ja, hvem vidste, måske havde den holdt lige så meget af hende, som hun af den, og havde sørget bittert over hendes død?

 

Hun satte sig ned og græd for de mænd, som hun havde frarøvet livet – og hun græd over sig selv.

 

Og det endte med kongebryllup og glæde og kærlighed mellem prinsen og prinsessen.

 

Det er aldrig til at vide, hvad livet gør ved os.

 

Gør det ondt, tror vi, vi skal dø.

 

Det eneste, der kan vække os til live igen er kærligheden, som kongesønnen kommer med til os fra sin Fader.

Som Jesus, som himmelens kongesøn kom med fra Gud.

 

Vi ved ikke, hvad den syge tænkte, som lå ved Bethesdas dam i 38 år.

 

Skæbnen venter på os, når vi mindst venter det!

 

Jesus var på vej til Jerusalem, og på vejen kom han forbi den syge mand, som ikke selv kunne bringe sig frem til et mirakel.

Og Jesus spurgte ham: »Vil du være rask?«

 

Og det blev han – på en anden måde, end han havde forestillet sig.

 

Han mødte en mand, som talte til ham og spurgte ham om det, som lå allermest i hans hjerte.

 

Tænk, hvis Jesus kom og spurgte dig om det samme: ”Vil du være rask?”

Hvad mon der ligger i dit hjerte?

 

Lad os være stille for Herren et minuts tid, og tænke efter, hvad der ligger os på tanke og sinde, og lad os bede til Gud for hjælp og sige tak i stilhed.

 

(Et minuts stilhed). (Ud af stilheden):

Lovprisning:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

Salmer:
496 Af dybsens nød
750 Nu titte til hinanden
Dåb
Sang: Jeg har et pas i hånden
298 Helligånden trindt på jord
prædiken
410 Dom tørstige hjort monne springe
439 O, du Guds Lam
Nadversalme: 192 Hil dig, Frelser og Forsoner
31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud (På melodien: Elefantens vuggevise)