Sorgen er dråbeformet

Sorgen er dråbeformet
og bitter at bide i.
Øjne, som glødede af liv
bliver hule og krænger indad
som hudens pergament.

Glade skridt bli’r til stille trin
i efterårsbladebunker,
der dæmper alle lyde
udadtil
og indadtil bli’r larmen større,
når sorgen vælder ind
ad åbne døre
i efterårsskovens orangebrune død.

Det bli’r skyggernes tid.
Hver skygge i øjenkrogen
blander fortidens sorger
med nutidens sorg.
Aldrig alene er sorgen
og dog aldrig så rent
slår sorgens fortabte hænder
mod et hulkrænget bryst,
hvor hjerte banker uroligt
efter forløsertrøst,
mens træer og løvfald minder om
en forårssaft, der ikke længere er
og ikke vandrer her
ad svampefyldte stier.