Jeg gør det en dag

Hvad mon holdt mig i live?
Var det de små fingre
som legede i vand i håndvasken?

Var det de små skridt
hen ad gangen
på vej mellem barnesengen og min?

Hvad var det, som fik mig til at stå op
og rydde op om natten,
mens tyste åndedrag gjorde verden nær?

Var det englevinge,
der berørte mit hjerte blidt,
mens det, der var mig, var spærret inde indenfor?

Hvad var det, der gik galt,
da de små stemmer ikke var små mere?
Jeg krydsede forkerte broer og farede vild.

Jeg gik rundt inde i mig selv
og kunne ikke mærke noget.
Kun en svimmelhed, der væltede mig omkuld.

De små skridt forsvandt
mens jeg øvede mig på at gå
som en flagermus, der ikke kunne flyve.

Hver bro, jeg krydsede,
fik jeg lyst til at standse op på, for at kaste mig ud,
men vingerne kunne ikke bære.

Noget drev mig videre.
Viljen slet og ret
til ikke at give op og slås for det, jeg har kært.

Ensomheden i min stue
er en gæst, der ofte kommer
netop, når grønne blade bliver gule.

Jeg tænder lys og gør det, jeg skal.
Gør ingenting hverken helt eller halt.
Drømmer kun tilbage til små hænder.

Hænder, der klasker imod mit ansigt,
som kun små barnehænder kærligt kan,
mens jeg prøver at vågne fra mit eget fortabte barndomsland.

Og jeg ved, at jeg gør det en dag.

Digt af Marlene Evensen 2016