Ingen dobbelt udgang – men indgang!

22. søndag efter Trinitatis.

Dagens evangelietekst er grusom, hvis vi læser den tekstnært.

Den inviterer til at tale om ”den dobbelte udgang”, som handler om, at mennesker skal frygte Gud, fordi vi ikke kan vide, om vi er skabt til fortabelse eller til herlighed.

Den bringer os lige ind i Martin Luthers store sjælskamp, som stod på i årevis i hans klostercelle, hvor han var rædselsslagen for at gå fortabt, og han var bange for Gud og for sit liv, indtil han gjorde den mageløse opdagelse med, at der står i Romerbrevet, at mennesker er frelst ved troen alene og ikke dets gerninger.

Hvis jeg tog udgangspunkt i dette tema, ville det blive en tør og svær prædiken i dag – emnet vil jeg hellere gemme til næste års mange foredrag, som vi får mulighed for at høre i sognene, hvor vi har stemt sindet til at høre vanskelige ord og temaer belyst et af gangen fra Martin Luthers skarpe skrivepen.

1 ”Historien om gode, gamle onkel Georg:

Jeg vil hellere tage udgangspunkt i vores muligheder for forskellige Gudsbilleder, som handler om, hvordan vi selv har konstrueret vort billede af Gud gennem vor barndom og levede liv med de erfaringer, vi gør os undervejs.

Jeg kom i tanke om en historie, som sætter forståelsen af Gud på prøve, ud fra det gamle og det nye testamente:

Historien hedder: ”Gode, gamle onkel Georg”:

På måden, jeg udtaler navnet, Georg, på, kan I gætte, at vi befinder os i England, og settingen er fin, når vi tænker på de engelske huse, som er fyldt med kaminer i alle værelser, hvilket bringer det, med at se ild ind i historien, som noget hverdagsagtigt for engelske børn.

Onkel Georg boede netop i et af de huse med mange små skorstene, så røgen kunne komme op fra alle de små kaminer, der befandt sig i alle værelserne.

I kælderen havde han et stort brændefyr, som varmede vandet op til køkkener og badeværelser.

Den dag, vi skal høre om i fortællingen om onkel Georg, handler om et besøg af en af nevøerne, og historien bliver fortalt, så vi lever os ind i at være nevøen.

Onkel Georg fortæller den dag, hvor nevøen er omkring 6-7 år, at han gerne vil have besøg af nevøen en gang om ugen.

Han tager ham med ned i kælderen og spørger drengen, om han har prøvet at brænde fingrene engang, og det kan drengen godt komme i tanke om.
Han husker, at han har prøvet at brænde sig på flammen fra et stearinlys, som han af nysgerrighed havde trukket fingeren igennem for at mærke ilden.

Onkel Georg fortæller nu, at nevøen må prøve at forestille sig den smerte, som det gjorde i fingerspidsen, at den kunne gøre ondt over hele kroppen, hvis han ikke kommer og besøger onkel Georg hver søndag, og at onkel Georg vil sende ham ned i kælderen til brændefyret, hvis han ikke kommer!

Drengen bliver skrækslagen, og tør ikke andet end at komme hver søndag for at besøge onklen fra da af.

”Gode, gamle onkel Georg”!

2 Vi bliver magen til det Gudsbillede, eller den forestilling, vi har af Gud:

Jeg kom til at huske min egen historie med at møde mit første Gudsbillede – for vi kommer til at hænge fast i det billede, vi får af Gud, ud fra de oplevelser, vi har med de voksne, vi vokser op hos, og de historier, vi får fortalt om, hvem Gud er, og det kan være svært at ændre det billede, vi har af Gud, hvis der ikke sker en forvandling af os selv og vort verdensbillede undervejs i vort liv.

Og omvendt: Vi bliver magen til det billede – eller den forestilling, vi har af Gud. Vi bliver ligesom ”onkel Georg!”

Jeg er vokset op i en familie, hvor jeg var den eneste, som troede på Gud.

Min mor lærte mig en godnatbøn, som en del af vores godnatritual. Det var ikke Fadervor, men:

”Nu lukker sig mit øje,

Gudfader i det høje.

I varetægt mig tag
i synd og sorg og fare,
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag”.

Den havde hun lært af sin mor, og så var den god nok at give videre.

Vi havde ikke mange penge, mens jeg voksede op, og der var ikke råd til at betale fritidsaktiviteter, så da jeg fra lille af viste interesse for at synge, tog min mor mig med i den lokale kirke, hvor jeg sad og kikkede op på koret under gudstjenesten, og gerne ville være med.

Da jeg blev gammel nok, kom jeg med i koret, og min mor blev fri for at følge med op i kirken.

Hun brød sig nemlig ikke om at være der, for når musikken og salmerne gik i gang, løb tårerne ned af hendes kinder, og hun følte sig skamfuld, fordi hun ikke kunne holde sine følelser og bevægelse tilbage.

Præsten var stærkt Tidehvervsk, og dundrede med sorte prædikener søndag efter søndag, for at huske os på, at vi var fortabte syndere, og efterlod os rystende på kirkebænkene, når han endeligt sluttede dagens lange prædiken med et fast og bestemt ”Amen!”

Vi kom til at frygte både himlen og især helvede!

Den forestående dommens dag, hvor vi alle skulle kaldes frem og se tommelfingeren pege op eller ned fra en streng og dømmende Gud, skulle nok få os til at klynge os til livet, så længe som muligt, for vi kendte godt til alle de fejl og mangler, som vi hele tiden kunne mærke bonne ind i Guds straffende bog, og som ville komme frem på den yderste dag.

Som voksen søgte jeg Gud i en apostolsk kirke, der havde samme bibelnære fortolkning, og det føltes godt at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Det hele blev nemmere at forholde sig til – men det indre kasseapparat blev ved med at tælle fejltrin – og det eneste, som gjorde mig rigtigt godt, var at gå ind i en forbønstjeneste, hvor det at bede for helbredelse for andre, gav mig en slags aflad – men jeg blev ikke selv helbredt for min angst for Gud og dommens dag.

3 Casestory, som ændrede mit Gudsbillede fra et fundamentalistisk til et kærligt billede:

Lad os lige høre en anden historie:
En dag får en præst besøg af en kvinde, som gerne vil tale om sin relation til sin søn. Sønnen havde netop prøvet at begå selvmord for fjerde gang.

Hun fortalte, at han var involveret i prostitution, narkotika og mord – men det, som var hendes største sorg var, at han havde vendt Gud ryggen og ikke ønskede at have noget med Gud at gøre.

Kvinden var katolsk, og hendes største frygt var, hvad der ville ske ham, hvis det en dag lykkedes for ham at tage livet af sig selv, og ikke nåede at bede Gud om tilgivelse for sine synder og bekende sin tro på Gud.

Hun forstod Biblen således, at når vi dør, bliver vi stillet foran Guds trone, hvorefter Gud bedømmer, om vi har levet et godt liv eller et dårligt liv. Derefter sender Gud os enten til himlen eller til helvede.

Det ville have været en grufuld samtale, hvis præsten havde bekræftet hende i, at det er sådan, det vil gå, hvis vi læser Biblen fundamentalistisk.

I stedet spurgte præsten hende, om hun ville prøve et eksperiment. Han bad hende om at lukke øjnene et stykke tid, og prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis hun måtte få lov til at se, hvordan Gud ville modtage hendes søn på dommens dag.

Det ville hun godt prøve, og hun lukkede øjnene og gav sig tid til at åbne sindet op for de billeder, der eventuelt ville komme til hende.

Efter et stykke tid begyndte tårerne at pible ud af hendes øjne, og hun fortalte præsten, at hun så sønnen stå foran Guds trone.

Præsten spurgte så, hvordan sønnen så ud, og hun fortalte, at han så så ensom og forladt ud, at hun havde lyst til at holde om ham.

Præsten spurgte dernæst, om hun kunne prøve at se ind i Guds øjne, for at se, hvad Gud havde lyst til at gøre – og hun så Gud træde ned fra sin trone og omfavne hendes søn, ligesom hun havde lyst til at gøre.

Præsten sluttede samtalen med, at han lod kvinden bruge den tid, som hun havde brug for, til at stå sammen med Gud og holde om sin søn.

Den historie ændrede mit billede af Gud, og jeg konfronterede mig med tanken om, at den Gud, som dømmer mennesker til helvede, er en børnemishandler og ikke den Kærlighedsgud, som jeg længes efter.

Det med at lære Gud at kende gennem Biblen, er altså et sprogligt problem, som jeg fik lyst til at forfølge nidkært, og selv blive helbredt og forvandlet til en bedre udgave af mig selv, så jeg holdt op med at være fordømmende over for andre, mens jeg ændrede mit Gudsbillede, for jeg var selv et dømmende og retfærdighedssøgende menneske.

Hvad skal vi med en Gud, som elsker os betingningsløst, men smider os i kælderskakten, hvis vi ikke er gode børn?

4 Gud elsker os mindst lige så meget, som dem, der elsker os mest!

Så: Hvad gør vi nu med alt det, der står i Biblen om himmel og helvede?

Hen mod slutningen af Matthæusevangeliet står der, at vi bliver delt til straf og til himmel på den yderste dag – og der står endda i dagens tekst, at hvis dit højre øje frister dig, så er det bedre at rive det ud, end at beholde det, for ikke at blive sendt ned i helvede.

På den måde minder Gud fuldstændigt om ”Gode, gamle onkel Georg”.

Hvis vi holder os til den tolkning, som kvinden havde i begyndelsen af samtalen med præsten, så medfører det er godt spørgsmål, nemlig:

”Hvordan kan dem, som elsker os, straffe os bort fra deres selskab?”

Der er intet mere forfærdeligt, end at blive lukket ud fra det selskab, som man gerne vil være en del af.

Her mener jeg ikke den slags selskaber, man gerne vil være med i for at ”være noget” – men det selskab, hvor man altid må være med, uanset, om man gør godt eller fejler – den slags selskab, hvor der er kærlighed og venskab til stede.

Kunne det være, at når vi hører om dommedag, så handler det om at forstå Bibelteksten som en allegori – et billede på, at mennesker, som elsker os, fortæller os i billedsprog, at når vi gør noget forkert, så fjerner vi os fra det fælleskab, som andre gerne vil have med os?

Når Gud så siger til os, at det er bedre, at vi stikker det øje ud, som frister os til synd, så siger Gud til os, at det er vigtigt, at vi ikke ødelægger vore øjne, da de er sjælens spejl og vinduer til himlen – der hvor vi viser Gudsgnisten i os for hinanden og åbner hjerte, sind og tanker op for vor forbindelse med Gud, mellem himmel og jord – dér, hvor vi er sammen med dem, vi elsker.

Der, hvor vi er elskede som dem, vi er, og udlever vor fødselssret som Guds børn.

Hvor vi er set og anerkendt, elskede og ønskede af den Gud, som har skabt os, og af de mennesker, som vi er iblandt.

Som altid, når vi hører Jesus dundre om dommens dag, slutter han sine fortællinger med at ophæve dommen og tage den på sig.
I dag hører vi om den gode hyrde, der forlader sine 99 får, for at gå ud at redde det fortabte får; Gud giver sig selv fuldt og helt, for at få alle med – og han siger, at han ikke vender tilbage til dom, før vi alle har lært ham at kende!

Søstre og brødre.
Guds rige er midt i blandt os.

Nåden er af kongeblod. Står, om end tårnene falde i vort liv!

Når vi om lidt skal synge salmen om Guds nåde, så tag salmen ind i dit hjerte og lad den virke.

Lad Gud forandre dig i dag, så kærligheden sejrer og lad ham fjerne al frygt for fremtiden og den store dag.

Jesus har sat sig over alle lovens bogstaver fra det gamle testamente og siger: ”Se, jeg gør alting nyt!”

Størst af alt er kærligheden, som fik Gud til at træde ned fra tronen og smide al sin vrede og gerningsretfærdighed over bord, og vise, at det eneste, han vil i sit Faderhjerte er, at være sammen med os.

Derfor sendte Han Jesus for at forarge os igen og igen med sine forunderlige historier, som altid ender modsat af, hvad vi tror, fordi vi kommer med erfaring fra verden, hvor den onde ler og den gode græder.

Tag imod Ham i dag, i nadveren, som renser os fra alle vore vildfarelser om, at vi skal sendes ned i kælderen, hvis vi ikke gør, som vi hele tiden burde gøre.

Vi skal kun ét, og det er at sige ”Ja Tak!” Og synde tappert – for vi er på én gang syndere og frelste ved det ”Ja Tak”!

Og himlen svarer: ”Amen!”

Salmer: 731/39/289//695/3/594

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s