Lugteflasken – hvad siger Ånden til menighederne?

Tekst: (Lettere omskrevne)

Jeg læser fra profeten Ezekiel: Herrens ord kom til mig:
Hvad er det for et ordsprog, I bruger om livets vilkår, nedarvet generation efter generation: »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.« Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog, for alle menneskers liv tilhører mig. Ez 18,1-4a
Og Johannes skriver i sin Åbenbaring:

Dette siger den Hellige, den, som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger.
Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn.

Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen.

Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Åb 3,7-13

Refleksion: Lugteflasken

(Inspireret af Karen Blixens ”Vejene omkring Pisa”, fra ”Syv fantastiske fortællinger”).

Hvad siger Ånden til menighederne?

Ånden er af en flyvsk karakter, som farer hid og did.

Det er som at beskrive en lille flakon med duftesalt.

En lille flaske fra gamle tider, hvor en duft af noget stærkt og krydret bragte livet tilbage, når verden for et øjeblik slap sit tag i virkeligheden, og alt ramlede sammen i et hoved, som var bragt ud af kurs, som et skib over verdenshavene, når stormen tog fat og mennesker klyngede sig til rebene og bandt sig til masterne, bange for at miste sig selv til det uendelige hav.

En flakon med duftesalt fra gamle dage.

På flasken var resterne af et afskallet maleri i miniature: Et slot og en bro, som ledte øjnene hen mod slottet af en lille sti gennem et eventyragtigt landskab, som man ikke længere kunne se mere af, end resterne af lidt grønne træer og enkelte figurklippede buske.

Dufteflasken boede i lommen på en ældre mand, som havde båret rundt på den det meste af sit liv.

Han havde fået den af sin elskede tante, som var død for længst, men han havde elsket hende, og hendes gave havde fået en magisk magt over ham og hans liv:
Hvis han var syg, dristede han sig til at tage dem frem fra lommen og skrue låget af og dufte til indholdet, som straks bragte minderne frem om duften af barndomshjemmet, fra de tunge sofaer og blomsterne på bordet, vinduerne, som stod åbne om sommeren, hvor luften var fyldt med varme og summende insekter og sommerfugle – og besøgende af tanten, som altid gjorde hans livshorisont større med de små samtaler, som havde livsvigtig karakter for et lille barn, der søgte verden med uspoleret nysgerrighed og iver efter at kende alt, hvad der findes.

Et enkelt snus fra dufteflasken og han var rask igen.

Hvor havde han dog fundet trøst og helbredelse mange gange på grund af den flaske!

Livet var gået.

Han var blevet voksen og skammede sig en smule over at bære rundt på flasken endnu. Men han kunne ikke livet uden den.

Han var en voksen mand. Respektabel. Fulgte de rigtige veje og var blevet rig og berømt.

Han ejede alt, hvad hans hjerte begærede, men der var en tristesse i hans liv:

Han kunne ikke finde sin indre retning og sit livs kærlighed.

De mange aftener alene i det smukke hus, hvor han slukkede for fjernsynet og lod stilheden komme til ham røbede en dyb længsel, som han ikke kunne skubbe væk i dagligdagen.

Den lå altid under overfladen og bed i ham som arvesynden – at han kunne række ud efter alt, men det, som betød allermest slap væk mellem fingrene på ham, når han forsøgte at række ud.

Han savnede sin tante, som havde bragt livsvisdom med til ham i små dryp, hver gang, de var sammen. Hun var for længst borte og tilbage var kun denne flaske, som bragte livet med sig et kort øjeblik, selvom duften for længst havde mistet sin flyvske friskhed og der kun var motivet tilbage på forsiden, som hans sind så mange gange havde vandret af, for at finde vej til et sted, som han ikke vidste, hvor var.

Som om dette sted ville skænke ham livet og alt det, som han længtes efter.

En pludselig høj lyd udenfor huset bragte ham tilbage fra de tunge tanker i stilheden, og han gik hastigt hen til vinduet, for at kikke ud og se, hvad det var.

Der var sket en ulykke, og folk stimlede sammen udenfor.

Han gik udenfor og lod døren stå åben, mens han gik ned af trapperne til vejen, og ville se, om han kunne hjælpe med noget.

På et øjeblik var hans liv forandret.

Et menneske var ved at dø, og en besked var livsvigtig at få overbragt, og ham måtte være budbringer til en, som han ikke kendte.

Han måtte begive sig ud på en rejse for at overbringe beskeden, som var en gammel sandhed, der indtil nu havde været begravet i et menneskehjerte, som havde lidt hele livet med en viden, som ikke var til at bære alene.

Han måtte afsted, for han mærkede, at denne rejse ikke bare var et hensyn for at lindre en smerte hos et menneske, der ikke kunne finde fred inden sin død, men at det var et urkald, noget uundgåeligt, der havde ramt ham, den aften, da han åbnede døren for at hjælpe, men at den aften blev til en vandring uden at lukke døren eller ænse livet, som det havde plejet at være.

Han gik afsted, og ledte efter vej og mål, så han kunne nå frem.

Undervejs skete ting, som aldrig plejede at ske i hans gamle virkelighed, og det var, som havde han begivet sig ud på en magisk rejse, hvor alt tryllede sig om til en anden virkelighed, som føltes mere levende og ægte og virkelig.

Han så dybere ind i menneskers naturer. De trådte frem foran ham som maskeradefigurer i pantomimeteatre, som om at han var blevet en del af en omrejsende comedia del arte-skuespillertrup, der rejste rundt fra by til by og røbede livsvisdom, som han havde længtes efter at nå ind i dybden af.

Han endte sin rejse i Italien, I Pisa, hvor han fandt den unge dame, som skulle have den livsvigtige besked, om hvem hun var og at den gamle dame, der havde været ude for et trafikuheld i Norden, var døende og uden fred, før han havde overbragt beskeden til den rette:

Den unge dame takkede ham, og som tak gav hun ham noget, som havde været livsvigtig for hende, som hun havde fået af den gamle dame.

Hun fortalte ham historien om det hjem, de var flygtet fra, hvordan det så ud, og at hun havde en lille flaske, som bar motivet fra det sted, hun var vokset op.

Hun viste ham flasken, som viste et billede at et lille slot med en bro, så man kunne gå over til slottet, når man gik af den lille sti med træerne og buskene ved siderne.

 

Det svimlede for ham, da hun viste ham flasken og kunne fortælle ham, hvor det sted var, som var afbilledet på flasken.

Han greb sig til lommen og knyttede hånden omkring flasken og vidste, at hans liv nu havde fået mening.

Gud siger, at så sandt, som at han lever, så skal vi ikke længere sige det gamle, fornuftbetonede ordsprog med, at »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder,« hvor alt har en konsekvens for andre, på grund af de handlinger, vi gør.

Gud fortæller os, at selv den dybeste længsel og alt, som synes uforklarligt og uforståeligt i menneskers liv kan ændres, fordi alle menneskers liv tilhører Gud, som kan ændre vores liv, når vi møder ham gennem hinanden – med åbne sanser.

Dette siger den Hellige, den, som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Han siger: Jeg kender dine gerninger.
Og alligevel vil han lukke en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og han ved, at du kun har svage kræfter og hjælper dig til at holde fast ved hans ord og ikke fornægte hans navn, og han vil give dig kræfter til at gå de veje, som han har lagt for dig, selvom du ikke kender dem – endnu.

Amen.

Bøn: Herre,
Fyld vores liv med kunst og digte og musik, ligesom du giver os kærlighed, frisk luft og lege at lege, fra vi er helt små.

Giv os farver og himmelsejl, skibe i sjove kulører, som vi undres over og skab forundring i os.

Giv os krymmeldrys i glade farver på isen fra i går, som vi ikke helt havde råd til, og gør os sultne efter dig og alt det, som gør os godt.

Giv os små stykker af himlen, som vi kan lægge sammen til et meningsfuldt puslespil på gulvet hjemme i dagligstuen, og lad små hænder kræve opmærksomhed, når vi sidder fortabte med fingrene i de sociale medier og skubber billede efter billede væk fra ulæste updates, som vi liker i blinde.

Gør vore hjerter levende, så vi ikke bare er en del af et lukket univers, hvor vore hjerner ikke er klogere end Pisaundersøgelser og krydser i multiple choice-tests.

Drys engle der, hvor mennesker sidder fast, og skub til os, så vi snubler over dine kloge ord om en visere verden end verdenens vismænd og hårdkogte kartofler.

Giv os fred og noget at grine af, når vi har grædt øjnene ud og tabt håbet.

Hjælp os til at være noget for hinanden – også dem, vi ikke bryder os om eller ikke kender.

Hjælp os til at finde mening i det meningsløse, når vi har brug for dig, fordi intet andet giver mening.

Kom til os, mens vi er stille her i kirkerummet, og led os ind i dit stille Faderhjerte, hvor vi kan stille alle de spørgsmål, som vi ellers ikke tør stille, og vi kan turde forvente svar i stilheden, som er mere mættet af dig end af verdens overskudslagre.

Amen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s