Et modent håb

Det er nok noget
af det mest fremstrakte håb
at jeg sidder her i min stue
og fornemmer mig selv sidde her
om tyve år
og kikker på lampens perlemønster i loftet
som nu
i aften
og stadig vil have den stærke følelse af mig
som har gået som en rød tråd gennem mit liv.

En følelse
som startede som en viljeshandling
en følelse
som tog sit udspring i en lille bange pige
som ikke fandt nogle øjne at stole på.
En lille pige
som blev stor
og mestrede angsten mere og mere
og satte den til side
i en bås
som ikke fik lov til at fyld mere
end januarnætter.

En ung kvinde
som gik på glas og æggeskaller
men gik
selvom blodet farvede sneen rød
under fødderne.

En ældre kvinde
der lyttede til vinden og brugte sine øjne til at se
hvornår vinden vendte
og solstrålerne ramte livet så specielt
at nye veje skulle betrædes.
En voksen kvinde
alt, alt for sent
hvor livet ramlede sammen
fordi spillekortene ikke var dækket op
til det rigtige spil fra starten.

For mange blinde makkere
og alt for lidt hænder
der rakte ud.

Måske så hun dem ikke.

Men nu – i aften
lyser lampen med perlemønsteret særligt stærkt
og jeg ved
at jeg vil sidde her om tyve år
og være mig
have været omkring mange tinge endnu
men essensen er her – her i mig.

Digt af Marlene Evensen 2016