Rosenhjerte

Enerum.
Lad mig gå i enerum.
Jeg er ikke vant til så mange venlige ord.
Det er som at strø sukker
på et blødt sted
der engang var bittert.

Tid læger så mange sår.
Mod, er det, der skal til
for at vende sort og hvidt
til rosenfarvede blade.

Mit indre træ er fyldt med skælvende roser
og vinden køler de raslende blade
med varme fra gode stunder
hvor en lille spire vokser på hjertetræ.

Stadig er jeg stille,
tager imod,
lader mig fylde.

Jeg har længtes efter regn
til jeg holdt op med at længes
og nu regner det guld
det regner ned over min have
det regner i min rosenhave
i mine rosenbede
på mine rosenblade
i mit rosenhjerte.