Året der gik – Men størst er kærligheden!

Nytårsrefleksion i Natkirken på Strøget 2016: ”Året der gik”!

Bøn:

Lad os bede (frit efter Zakarias 4,6 og efter den katolske messebog):

Ikke ved magt, og ikke ved styrke,
men ved din Ånd,
Hærskarers Herre!

Herre, dagene svinder bort mellem vore hænder,
og vort liv med dem.
Men du forbliver.
I går, i dag og i morgen er du den samme.
Fra evighed kender du os.
Vor fremtid er i dine hænder.
Gør os beredte til alt det, du vil med os.
Det beder vi dig om i tillid til din trofasthed.
Amen.

Tekst: 1. Kor 13: Om Kærligheden:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Refleksion: Men størst er kærligheden!

Vi rækker mod himlene.

I vor største afmagt rækker vi vore hænder op mod himlen.
Vi rækker ud i armod, i fattigdom, i afsavn.
Vi rækker hænderne ud,
når vor verden er gået amok.

Vi rækker ud og rækker ud,
som om vi aldrig bliver færdige med at række ud,
og vi aldrig bliver færdige med at være angste,
at frygte, at sørge, at miste modet og falde ned
på en ituslået jord, som har slået revner,
som er overbegroet af tidsler og torne,
med oseaner, som er fyldte med plastikpartikler
der kvæler os langsomt.
Som store sømonstre,
forbrugere, forspildte, forulykkede,
forstemte og forrykte mennesker, som verden gør os til,
når vi forsøger at overleve,
være klogere, være foran, være handlingsparate,
mens vi ikke flytter os ud af stedet.

Mens vi graver i skidtet og spreder døde blomster,
mens vi forsøger at vaske hænder og finde familiefølelsen frem,
midt i verdens ondskab,
som vi vogter os imod.

Men størst er kærligheden!

Vi ligger i sprækkerne,
på bunden af jorden, nede i dalene,
dybest nede,
hvor kun slanger og kryb kan finde os, med urolige hjerter.

Vi ligger helt nede, hvor kun små solstrejf kan røre os,
når vi vender ansigtet opad
mod lyset.

Vi lever i en løgn:

”Aldrig har et år været så forfærdeligt”, hører vi!

”Aldrig er der sket så meget ondt, så meget terror,
så meget grusomhed”, siger de!

Vi er fulde af angst.
Vi vil væk fra dette år, som vi gerne rev ud af kalenderen, som om det aldrig havde været der.
Som om intet var sket, og vi kunne leve i vore elfenbenstårne, hvor intet kan røre os.

Men hvis intet kan røre os…

Hvordan kan vi så komme i tanke om,
at der hvert år er en julenat, som minder os om,
at Gud rakte sine arme ned til os – julenat!

At, når vi ser alt i lyset fra julenat,
så er livet stadig livet værd! fantastisk!
Så er livet stadig din og min kærlighed værd!
Så er livet stadig levende, drømmende, elskende.
Lige nu befinder vi os midt i vor egen drøm, som kan være et mareridt eller en lise for sjælen.
En frihedsdrøm.
En vandring på en gade på vej hjem, efter at have gået af forslidte og forkerte stier, som bragte os hjem –
Uventet!
Vi havde gået:
Uden retning!
Uden venner!
Uden nogen at vandre med!

Vi lå i sprækkerne på bunden af jorden og kikkede op.
Vi så et ansigt gå foran solen,
og vi så en skikkelse bøje sig ned
til den dybeste armod,
og rækkede sine hænder ned til os,
som løftede os op,
og bragte os i øjenhøjde
med sig selv,
den julenat,
hvor vi havde travlt med at feste med familien
eller savnede dem, vi aldrig fik eller forsvandt.

Den julenat,
hvor angsten for fremtiden lå på lur,
mens vi løftede glassene og skålede,
mest af alt til vort eget spejlbillede, fordi vores tanker er i fremtiden – i frygten for fremtiden,
for det nye år, vi knap nok kan lægge vores håb og drømme i,
fordi vi er bange for fremtiden,
mens vi ligger der i jordens sprækker,
og ikke tør drømme og leve og elske.

Verden står på lur som en stor fortidsøgle.
En kødædende T-Rex, hvis tænder sultent længes efter at sætte sine store tænder i vort skrøbelige kød og flænse os i små stykker,
hvor døden indtræder et sted imellem Guds fuldendte skabelse og verdens partering af vort sande ophav i små usammensættelige stykker.

Men størst er kærligheden!

Endnu ser vi i et spejl – i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender vi stykkevis, men da skal vi kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud.

Det sker, når vi lægger os i Guds hænder.
Når vi lader os samle op i sprækkerne på bunden af jordens dyb.
Når vi lader os løfte op i øjenhøjde med Skaberen, ser vi,
at aviserne, nyhedsstrømmen på medierne, i fjernsynet, i forudsigelserne om det kommende år, i udsendelserne om ”Året der gik”, at vi bliver fyldt med skræk, med mismod, med angst for fremtiden, og vi bliver åreladet af verdens skarpe penne og tunger, som prædiker dommedag og død, og vi glemmer kærligheden – julenat, som hvert år vender tilbage, for at huske os på, at julenat bringer os håb, fremtidshåb, tro, troen på kærligheden, som er størst af alt i alle.
Kærligheden, som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Julenat.

Gud, som rækker armende ud mod dig og mig, mod sin skabelse her i sin verden.

Gud, som vil løfte os op i øjenhøjde og give os vor tabte kongeværdighed tilbage,
give os drømmene, livet og kærligheden, som er størst af alt,
som sætter alt ind i livets ramme og forandrer os til en bedre og mere ærlig version af os selv, set i spejlet, i de mange små stykker af spejlbilleder, som ikke viser os, som vi tror, vi er, men som vi er i Guds øjne fra skabelsens morgen.

Skabt til noget stort, som vort hjerte kan svulme af – af kærlighed og forventninger til en fremtid, som er fuld af fuldbragthed, af liv og opfyldte drømme.

Så vær velkommen!

Du, som er fattig i ånden,
Du, som sørger,
Du, som er sagtmodig,
Du, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
Du, som er barmhjertig,
Du, som er ren af hjertet,
Du, som stifter fred,
Du, som forfølges på grund af retfærdighed.
(Frit efter Matt 5,2 ff)
Vær velkommen i det nye Herrens år,
hvor endnu en julenat, når året går på hæld, vil minde os om, at livet er værd at leve, Hvor vor menneskelighed får lov til at blive levende på den jord, som vi er blevet sat til at leve på –
på godt og ondt.

For størst er kærligheden!
Vær velkommen!
For Himmeriget er dit og mit allerede her og nu!
Lad os lægge det nye år i Guds hænder! Amen!

Salmer:
Vær velkommen Herrens år.
En Rose så jeg skyde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s