Vi står i en ørken!

Vi kan næsten dufte svovldampende fra verdens fyrste i dagens tekster.
Slangen hvisler sin forførelse af den ene og den anden, som giver skylden videre.
Der er ikke noget nyt under solen.
Vi krymper, når sandhedens lys rammer os.
Der er en masse mekanismer i os, når vi bliver udstillet i vor fejlbarlighed.
De får os til at vikle os ind i alle mulige muligheder for at undslippe det eneste, som er det eneste at gøre:
Nemlig at stå i lyset, som dem vi er – i vor skabthed. I vor fejlbarlighed, som samtidig er et grundvilkår, vi har fået givet, fordi vi er skabt af jord og Ånd.

Vi er sat til at leve i paradoksernes verden.
En levetid, før døren åbner sig til det tabte rige, hvor vi er frie til at leve, som Gud har skabt os til.

En voksenalder, hvor vi har fået evnen til at kende forskel på godt og ondt og fået et indre kompas til at navigere på under stjernerne, mens livet snegler sig fremad i et menneskes levetid.

En overtrædelse, og menneskeheden er fravredet det nære Gudsforhold, som vi er skabt til at leve i, hvor kærligheden og den sunde frugt fra træerne i Paradisets have var vor næring og livsfællesskab.

Vi bliver selv sat i en ørken.
Udenfor en dør.
I en afgørelse.

Vi kan godt svælge i dag over glæden over, at Jesus klarede fristelsen i ørkenen, og dermed vandt over djævelen på vores vegne – vor storebror klarede ærterne for os, og kom og slog den store mopper hjem over tre omgange i skolegården, eller at Gud på højeste plan erkendte, at hans kærlighed til sin skabelse er større end hans menneskelige side, som er fuld af vrede og udslettelsestrang, når menneskene ikke gør, som han vil.
Gud sendte Jesus ud i ørkenen for at slå det onde i verden en gang for alle.
Fordi Jesus kunne, fordi han er Guds søn, en del af Guds indre fællesskab, en del af det Åndsfællesskab, som vi også er inviteret ind i.
Hver dag. I en afgørelse hver gang, at djævelen frister os i en ørken.

Hvad er en ørken?

Det er et orangebrunt sted, hvor storme danner riller i bjerge og sender sandkorn ind i alle de ømme og skjulte dele af os, som vi prøver at tildække med den følelse af skam og skyld, som verden klistrer på os.

Sandet finder vej ind i de blødeste dele af os, i øjnene, i halskanten, som vi prøver at tildække med tørklæder for vinden. Op gennem buksebenes åbning mellem sandalerne og strømperne. Alle steder fra forsøger de brændende sandkorn at finde ind til vor bløde krop og ridse hul i det bløde menneske, som vi søger at tildække, skjule for verden og næsten ikke ser i vort forsøg på at klare tilværelsen, arbejdet, vandringen, livet, parforholdene, venskaberne, udfordringerne, nederlagene, børnefødslerne, som gør os nøgne i barselssengen og bringer afstand mellem kønnene, som ikke kan tage smerten fra hinanden, når den er.

Vi står i en ørken.
I en afgørelse.
Hver eneste dag.
Foran en dør.

Alle forsøg på at undslippe, er paradoksalt  en handling, som bringer os bort fra ørkenen, hvor vi kan møde Gud, i stedet for at løbe efter fatamorganaerne i ørkensandet, hvor vinden får det til at flimre for vore øjne, og vi ser det fortabte Paradis kalde lokkende på os, som en jagen efter den elskede, som vi aldrig møder, men som vi kun finder det udslukkede bål efter, når vi finder frem til stedet, hvor han eller hun var for et øjeblik siden, og vi kun ser ørkenkaravanen i horisonten, som er en tidsrejse og en menneskealder væk fra os.
Så vi jager efter vind, står der et sted i biblen.
Det er menneskers betingelse.

Vi står i ørkenen og ser alt det, vi gerne vil have flimrer foran vore øjne, og hver gang vi bevæger os, forsvinder det længere bort.

Vi ældes, vi jager morgendagen med forfrisket mod. Med ungdommens glød. Med alderdommens visdom.
Men vi jager efter vind.

Sandet når os og sliber sig ind i vor hud på de blødeste steder, når alderdommen gør, at vi ikke længere kan løfte hænderne for at skygge for solen og vinden.

Med alderdommen resignerer vi, og erkender, at alt, hvad vi gjorde for at føre os ud af ørkenen ikke medførte, at vi kom ud af ørkenen, og at enhver lykkefølelse var en kortvarig illusion, mens vi hele tiden stod i afgørelsens ørken.
Foran en lukket dør.

Med Gud og djævelen på hver vore skuldre.

Med mennesket som eksempel i menneskenes verden og med en ofte lukket bog på et bord i en kirke, som ingen havde åbnet for os,  fordi alle havde for travlt til at realisere sig selv og deres human ressource-potentiale i den konkurrencestat, som djævelen fik menneskene forført til at skabe, i stedet for at løfte sløret for hinanden og fortælle med enkle ord, at vi er skabt til at eje hele verden, til at skabe sten til brød og lade englene bære os, hvis vi styrtede ned fra sandbakkerne, hvis det var det, Gud ville.

Kristendommen er helt enkel.
Den har et helt enkelt budskab:

Guds rige er her allerede.

Lige her i ørkenen.
Døren står åben.

Tænk, hvis vi kunne se, som Jesus kunne se verdenen!

Tænk, hvis han tog os med op på forklarelsens bjerg og viste os, hvordan verden er fuld af liv.

Tænk, hvis han slog armene ud, og viste os, at Guds rige er midt i blandt os, lige der, midt i vor tilværelse, hvor slaget står dagligt mellem at tjene andre eller at tjene sig selv.
At få muligheden for at vokse op i en kærlig familie, som ved, at Gud har lært os at kende den sande kærlighed, fordi han elskede os først.
Så betingningsløst, at han udsletter alt det fra sin hukommelse, som klæber sig til os af skyld og skam, når vi lægger det foran ham – i sandhedens lys – i kærlighedens tilgivende lys.

Hvordan ser verden ud med Jesu øjne?

Hvordan ser Guds rige ud lige her i dit og mit liv?

Er det der, hvor du bliver nødt til at anstrenge dig hver eneste dag for at du lykkes i familien, i venskaberne, på arbejdet. Hvem er det, som nager som en orm i dit indre? Som finder vej gennem dit skjold og kradser hul på dig?

Er det djævelen?

Er det Gud, som tillader, at djævelen må bruge dig som legetøj under Guds øjne? En Gud, som har trukket sig tilbage fra dig?
Har Gud ladet dig stå alene i ørkenen og brænde i sandet under solen?

Er det Gud, som bruger al den tid, der er i verden, for at åbne dine øjne, og som berører dig i din hverdag gennem dine børn, som kræver mere af dig, end du kan give?
Er det Gud, som lader dig ligge alene på plejehjemmet, når du ikke længere kan binde op om dig selv, og du må lade dig føre hen, hvor du ikke selv vil hen?

Vi står i en ørken!
Vi står i afgørelsen.
Hvad er det for noget snak med en afgørelse?

Hvor bliver et sandkorn i en åben musling til en kostbar perle?

Al utilpasheden ved livets barske realiteter, al tiden, vi bruger på at fjerne os fra utilpasheden. Alle de korte stunder af lykke og tryghed.
Hvad er afgørelsen for noget?

Hvad betyder det for os, at vi får udstillet vor menneskelighed i skabelsesberetningen, hvor vi fristes af slangen?
Hvad betyder det for os, at Paulus tydeliggør for os, at det er: ” ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult, og ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som døende, og ved at se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.”

Der skal falde skæl fra vore øjne, står der også et sted.
Det er slangeskæl, der skal falde af, så vi kan se med Jesu øjne.

Hvad betyder det for os, at Jesus sejrer over djævelen og døden ude i ørkenen efter 40 dages og 40 nætters sult?

Hvad er det for et liv, vi er skabt til at leve, som vi længes efter?

Hvordan får vi kontakt til det?

Hvordan afgør vi, at det er det liv, som vi vil leve og ikke verdens liv, som vi er sat til at leve i i en menneskealder?

Prøv at lukke øjnene!

Stå der!

Stå i ørkenen og bliv stående.

Begynd med at mærke verden omkring dig.
Hvad mærker du?
Hvad kommer til dig lige nu?

Hvad kan du se med dit indre blik?

Er alt tomt eller kommer der billeder?
Mærker du noget i kroppen?
Mærker du bevægelse?

Mærker du liv?

 

Bliver der talt til dig?
Får du en idé, som spræller inde i kroppen?
Mærker du glæde ved at være lige her og nu i nuet?

Er du sulten?
Mangler du noget?
Mangler du noget lige nu?

Sker der en udvidelse inde i dit hoved lige nu, inde i din krop?

Kommer tankerne myldrende nu, fordi du forsøger at være stille og være her lige nu?

Hvor står kampen?
Hvor er døren?

Djævelen og Gud står på hver sin side af dig.
Det er her, du skal afgøre dig.

Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn
Gud, giv os livet – med alt, hvad det indebærer af muligheder – og fristelser.
Hjælp os, så vi ikke drukner i mulighederne og opgiver at vælge.
Giv os mod til at vælge fra, når fristelserne bliver for nærgående.
Bær over med os, hvis vi lader os friste – og hvis vi frister andre til fald.
Rejs os op, når vi falder – og giv os styrke til at rejse andre op – ikke med vold, men med kærlighed.
Lad os være din kirke, som går ud med din kærlighed i en verden, der er fuld af had.
Fortæl os, at der kun er én kærlighed, fordi du, Gud, kun er én.

Giv styrke til dem, der regerer vort land. Vær med dem, når der skal træffes store beslutninger og giv dem styrke til at vælge ud fra kærlige hensyn og ikke med bagtanker. Vær med vor Dronning, hendes majesæt, dronning Margrethe den 2. og hele hendes hus og os her i Stenløse-Veksø pastorat.

Vær med dem, der er faldet og ikke kan rejse sig selv igen, hvad enten det skyldes sorg eller savn eller mangel på mad, arbejde, land eller frihed.
Lad os være dine hænder – og lad disse hænder arbejde i kærlighed, Gud, så vi – og andre – kan få lov at leve i tryghed og tillid og med håbet om, at du altid får det sidste ord – og at det ord er ….. kærlighed!

AMEN.