Brændte vore hjerter ikke?

Prædiken over Emmausvandringen 2. påskedag, Stenløse kirke

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?”

Kærligheden brænder i os, så den føles som ild.

Den føles både godt og skræmmende.

Lukas fortæller os, om hvad det vil sige at tro i hjertet:

Han taler ikke bare om Ordet, som vi kommer til tro af, ved at høre evangelierne og brevene, som handler om Jesu liv, men Lukas taler om, hvordan vi tror, og derfor kan blive opmærksomme på, hvordan troen i hjertet er måden at kommunikere med Jesus på.

Jesus vandrer med os hele tiden på den vej, som er vores livsbane. Livsbanen er den vej, som lærer os at åbne os for troen på, at vi kan vente en skat forude.

Vi har alle på et tidspunkt haft en drøm, som ledte os ud på begyndelsen af vores livsbane. Drømmen er ligesom de gammeltestamentlige profetier, der fik Israels folk til at håbe på, at der en dag kom en menneskesøn, som skulle frelse og genoprette det.

Skatten, vi håber på, er noget, som vi ikke ved, hvad er, men vi ved, at når vi har fundet den, har vores liv fået mening.

Derfor længes vi efter at finde den (skatten)!

Rejsen kan være lang, og kan sende os væk til fremmede himmelstrøg mens vi leder efter skatten, og vi kan rejse til verdens ende, før vi finder ud af, at den måske lå lige foran os i en nedbrændt ruin af en kirke, lige der, hvor vores rejse begyndte, hvor vi følte, at der var noget, der var anderledes for første gang i vores liv.

Undervejs lod vi os lede af små tegn, som viste os, at vi var på rette vej.

Måske havde vi begynderheld, og klarede første etape godt, og vi gik videre med stor entusiasme, mens drømmen i os stadig var lyslevende og klar.

Senere, kom der vanskeligheder, og tegnene blev svære og svære at stole på, og en frygt for at følge vores drømme holdt os tilbage, og vi forsøgte at stille os tilfreds med det, som vi havde opnået.

Da var vi lette ofre for andre menneskers – og for vor egen fornuft, der overbevidste os om, at det med at forfølge drømme hører ungdommen til, og at vi på et tidspunkt må vende os til, hvordan verden er, og holde op med at beskæftige os med drømme.

Så skal der en åbenbaring til, for at drømmen om at finde skatten atter kan flamme op i os, og at vi får mod til at gå ud på den vej igen, som føltes som vores livsbane, den retning, som giver os en følelse af mening med livet.

Denne åbenbaring er Jesus, som bryder igennem til os, som åbner vores øjne for ham – uventet – og han bliver den del af vores liv, som vi ikke kan leve uden.

I samme øjeblik, vi ser ham, bliver han usynlig, og fra da af må vi kommunikere med ham på en anden måde, end den måde, som mennesker normalt kan tale med hinanden på. Han lærer os, ved at øve os i, at vi ikke kan se ham, ved at være der – og ikke være der – og være der – og ikke være det – som en slags børnenes yndlingsleg med ”Titte-bøh”.

Vi må lære at tale hjertets sprog, kærlighedens sprog, og det er det sprog, som vi lærer, når vi begiver os ud på vores rejse.

Fra da af har vi kun tegnene, som leder os videre fra sted til sted, til de steder, hvor vi kan samle erfaring op, som gør os i stand til at tale både med Jesus og med de andre mennesker, som vi møder undervejs.

Det er troen sprog, som vi lærer at kende, mens vi samler os kundskab, og denne viden bevirker, at vi bliver i stand til at lukke vores hjerte op og tale hjertets sprog.

Kærligheden, som brænder i os, er en ild, der lutrer og renser os for alle de ting, der er sket os i fortiden, eller som vi selv har gjort, og som forhindrer os i at kunne elske og modtage kærligheden, der strømmer til os fra andre mennesker. Kærligheden brænder samtidigt også vores frygt væk for at gå troens vej.

Hvordan lærer vi da dette troens sprog, som tales med hjertet? Troen, der bor i vores hjerte, og som åbner sig op for os, når vi hører Ordet fra Biblen, som fortæller os om Jesus og forudsigelsen om ham?

Prøv at høre denne her historie:

Indledning:

Der var engang en ung mand, der hed Santiago. Han havde været fårehyrde et par år, og levede af at sælge ulden, som han solgte til de forskellige handelsmænd rundt omkring på sin vej i Andalusien.

En aften lægger han sig til at sove i ruinerne af en nedbrændt kirke sammen med fårene. Han havde hørt lyde i natten, som fortalte ham, at der var røvere i området, så han havde gennet sine får ind i ruinen og havde lukket døråbningen med noget træ, som han havde fundet rundt omkring, hvor der før havde været en dør.

Den nat drømte han en drøm, som han havde drømt før, og da han vågnede, mærkede han, at han ønskede at følge denne drøm. Det var en drøm, som fortalte ham, at der ventede ham en skat ved foden af pyramiderne i Ægypten.

Forude lå en rejse, hvor han fandt modet og viljen til at blive ved med at gå, fordi han hele tiden befandt sig i nogle omstændigheder, som fik ham til at gå videre. Det var tegn, som Jesus kunne havde fortalt om, som vi hører i Johannesevangeliet, men det var tegn, som gav menig for den unge Santiago:

Han blev drevet af kærligheden til skønne kvinder, som med tiden blev til længslen efter den eneste ene kvinde, hende, som han ville dele livet med. Han blevet bestyrket i, at han skulle forfølge sin skat, ved at han mødte vise mennesker, som stillede ham de spørgsmål, der må til, for at han kunne finde frem til at gå på sin livsbane uden at miste modet og blive i stand til at læse tegnene selv, som han mødte på sin vej.

Han erkendte at han måtte sælge sin fåreflok og rejse fra Andalusien over til Ægypten. Han krydsede havet og ørkenen, for at skulle møde den kvinde, Fatima, som han kom til at elske, der boede i en beduinlejr ved en Oase midt ude i ørkenen. Han måtte rejse på kamelryg og mødte verdens største Alkymist, som kendte til at skabe guld af de vises sten og som havde en beholder med den eliksir, som giver evigt liv. Han befandt sig midt i klankrige og blev slået ned af røvere og fik frastjålet alle sine penge gang på gang. Han mødte folk, som havde opgivet deres drømme, men han mødte også folk, som gav ham de skub, der skulle til, for at han kunne komme videre. Han blev drømmetyder for ørkensheikerne, fordi han kendte til drømme, og han bragte held til de mennesker, som han mødte på sin vej, når han levede det liv, som var autentisk med hans livsbane. Alt dette gik han igennem for at finde skatten, og han fandt den!

Undervejs lærte han sit hjerte at kende, og han lærte at lytte til det og tale med det:

”Han blev ved med at lytte til sit hjerte mens de red gennem ørkenen. Han begyndte at forstå dets kneb og trick, og at acceptere det som det var. Så han holdt op med at være bange og have lyst til at vende om, og en eftermiddag fortalte hans hjerte ham at det var glad og tilfreds. “Det kan godt være at jeg gør lidt vrøvl,” sagde hans hjerte, “men det er fordi jeg er en mands hjerte, og sådan er mænds hjerter. De er bange for at virkeliggøre deres højeste ønsker, fordi de mener at de ikke fortjener det eller det ikke vil lykkes for dem. Vi hjerter dør af angst bare ved tanken om en elsket der drager bort for altid, på øjeblikke der kunne have været skønne og ikke var det, på skatte der kunne være blevet fundet, men som blev liggende skjult i sandet for altid. For når det sker, lider vi forfærdeligt.”

“Mit hjerte er bange for at lide,” sagde han til Alkymisten en nat hvor de sad og så på den måneløse himmel.

“Sig til det at frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden. ”

“Hvert sekunds søgen er at finde,” sagde Santiago til sit hjerte. “Mens jeg har søgt efter min skat, har hver dag været strålende, for jeg vidste at hver time var en del af drømmen om at finde. Mens jeg har ledt efter min skat har jeg undervejs opdaget ting som jeg aldrig ville have set hvis jeg ikke havde haft modet til at prøve noget der forekom umuligt for en hyrde.”

Så var hans hjerte stille en hel eftermiddag. Den nat sov drengen roligt, og da han vågnede, begyndte hans hjerte at fortælle ham ting fra verdenssjælen. Den sagde at ethvert lykkeligt menneske bærer Gud i sig. Og at lykken kunne findes i et enkelt sandskorn i ørkenen, som Alkymisten havde sagt. For et sandskorn er et mo­nument for skabelsen og det har taget universet milliar­der af år for at skabe det. “Hvert menneske på jorden har en skat som ligger og venter på det,” sagde hans hjerte. “Vi hjerter taler kun sjældent om disse skatte, fordi menneskene ikke længere vil søge dem. Vi taler kun om dem over for børn. Derefter lader vi livet gå sin gang, og enhver følge sin skæbne. Men ulykkeligvis slår kun få ind på den vej der er lagt for dem, og som er deres livsbanes og deres lykkes. De synes at verden ud­gør en trussel- og derfor bliver verden en trussel … Så vi hjerter taler stadig lavere, selvom vi aldrig vil tie helt stille. Men vi håber at vores ord ikke bliver hørt, for vi ønsker ikke at menneskene lider fordi de ikke følger deres hjerter.”

“Hvorfor fortæller hjerterne ikke menneskene at de bør blive ved med at følge deres drømme?” spurgte Santiago Alkymisten.

“For i så fald er det hjertet der lider mest. Og hjerter bryder sig ikke om at lide.”

Fra den dag forstod drengen sit hjerte. Han bad om at det aldrig ville overlade ham til sig selv; bad om at det, når han befandt sig langt fra sine drømme, skulle knuge sig sammen i brystet på ham og slå alarm. Drengen svor at han, når som helst han mærkede tegnet, ville rette sig efter det.

Den nat fortalte han alt til Alkymisten. Og Alkymisten forstod at drengens hjerte var vendt tilbage til verdenssjælen.

“Hvad gør jeg nu?” spurgte drengen.

“Fortsæt mod pyramiderne,” sagde Alkymisten.

“Og bliv ved med at lytte til tegnene. Dit hjerte er allerede i stand til at vise dig skatten.”

“Var det det j eg manglede at vide. ”

“Nej,” svarede Alkymisten. “Det du mangler at vide er det her: Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom vi har lært undervejs mod vores drøm. Det er det tidspunkt hvor de fleste giver op. Det er det vi på ørkensprog kalder ‘at dø af tørst når daddelpalmerne dukker op i horisonten’ … Hver søgen starter altid med begynderheld. Og den ender altid med vinderprøven. ”

Drengen kom i tanke om et gammelt ordsprog fra sit land. Det lød sådan her:

Den mørkeste time kommer lige før solopgang.” (Citat slut).

Kristus er opstanden! (Ja! Han er sandeligt opstanden!)

Mørkets magt er brudt!

Påskemorgen genopstod Kristus som en fugl Fønix af sin aske. Nu er dødens magt brudt, og livets varme og lys befinder sig i vore hjerter.

Vi kan lære at tale hjertets sprog, så det at have troen på en evig fremtid sammen med Jesus, konkret bliver til en bevidst færdighed i vores liv. Troen bliver til en flamme, der lyser i vores liv, som vi kan give videre til andre mennesker, vi møder.

De vil kunne se lyset i os som et tegn på, at også de er på rette vej til at finde deres skat.

Når vi finder vores skat, ønsker vi at blive til noget bedre, end vi var før, og det får alt omkring os til at også at blive bedre.

Kærligheden er den kraft, som omdanner og forbedrer verdenssjælen. Første gang, vi trænger ind i den, kan den forekomme os fuldkommen, lige som ørkenen, der ligger stille, vinden, der farer verden rundt eller solen, der betragter os livgivende og genoprettende på afstand. Men det går op for os, at verdenssjælen er en afspejling af alle skabninger, og at den har sine krige og lidenskaber.

Det er os, der nærer verdenssjælen, til at blive et bedre eller værre sted at leve i, alt efter, om vi er bedre eller dårligere.

Det er her kærlighedens kraft kommer ind, for når vi elsker ønsker vi altid at være bedre end vi er.

Når vi møder kærligheden, overvældes vi af en bøn uden ord og tryglen. Vi forstår, at der er en højere mening, som styrer universet mod et punkt, hvor skabelsens seks dage bliver til et stort mesterværk.

Vi vil kunne dykke ned i verdenssjælen og opdage, at verdenssjælen er en del af Guds sjæl. Vi vil opdage, at vores sjæl også er en del af Guds sjæl, og at vi derfor kan komme til at opleve og til selv at udrette mirakler.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s