Noblesse oblige

Alle steder hen – ved en skillevej.

Jeg er ved en skillevej
og alle veje fører alle steder hen.

Jeg er begyndt at gentage mig selv
og se mere på det, jeg samler,
end det, jeg giver.

Jeg længes efter regndråberne.
Regndråberne, der glider ned af vinduer
i stille stier
og trak mine sanser tæt til livet.

Jeg elskede at gå ad de ensomme veje
hvor mit hjerte begyndte at banke,
hvor frygten farvede mine kinder røde
og mine hænder tog fast i frakkekraven ved mit hjerte.

Kunne jeg bare sidde i de sene nattetimer
endnu engang
og mærke nærheden af tid
og afstanden mellem sekundurets tikken
som tikkede langsommere og tiden gik i stå.

Hvor et ur, der var gået i stå blev bragt til live
af et telefonopkald
fra manden, jeg elskede.

Nu sidder jeg her – noblesse oblige.
Engang var jeg ung og havde for lidt erfaring –
kun ungdommens glød, som gav mig uovervindelig charme.

Nu er jeg for gammel og alt det, jeg har lært
er værdiløst i verden
men alt jeg har
ved en skillevej
hvor alle veje fører alle steder hen og et frø skal knækkes
før nyt liv vælder frem.

Digt af Marlene Evensen 2017