Vi er kaldet til velsignelse!

Jeg læser fra apostlen Peters første brev:
”Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broder- og søster-kærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse”
1 Pet 3,8b-9

Refleksion:
Vi er kaldet til at arve velsignelse!

Vi bruger vor ungdom på at finde ud af, hvor langt vi kan nå med det, vi kan.
Måske har vi talent for noget, måske må vi knokle løs med det lille vi kan, som kunne vokse sig til et levebrød, fordi vi arbejde hårdt.

Vi har en indre rastløshed, som skubber os fremad. For det ligger i vore gener, at vi søger at bliver størst, få mest og blive mest lykkelig.

I vor alderdom mister vi kræfterne til at kæmpe om de forreste pladser og vi må lære at bøje hovedet og finde lykken i det, som er.

Barndommen var måske lykkelig.
Skoletiden er en forgård til konkurrencestaten.
Uddannelsen er en udvælgelse til konkurrencestaten.
Arbejdslivet er en udfoldelse af konkurrencestaten.
Alderdommen er en deroute i konkurrencestaten som uværdigt smækker døren i, når vi er blevet en byrde.

Er vi for tykke, for unge, for gamle, for uarbejdsdygtige, forkerte mange af os?
Hvem passer ind i det cirkus, som verden trækker os ind i af dødsdromer, hamsterhjul, kasinorouletter, lykkehjul?

”Vi er kaldet til at arve velsignelse”, siger Peter i sit brev til sine venner.

Peters samtid var ikke anderledes at leve i som menneske, end den tid, vi lever i.

På samme måde var mennesker bundet af verdens vilkår dengang, som mennesker er i dag.

Vi oplever indre og ydre krav.
Vi oplever sjældent lykken og arbejder alle – efter evne – på at opnå mest af alt det, som giver os tryghed, livsvilkår, fremtid.

Vi arbejder og arbejder.

Men vi er kaldet til at arve velsignelse!

Hvad betyder det – at vi er kaldet til noget, som bliver til en velsignelse?

At vi har udsigt til at få noget, som vi ikke skal gøre os fortjente til – for en arv er jo noget, man får – noget man ikke selv har arbejdet sig frem til.

Noget, som er givet med vor fødsel ind i en familie eller en anerkendelse for et følt slægtskab, der er begrundet ud fra, at en eller anden har set værdien i det menneske, som denne ophøjer ved at give det arv.

Som kristne har vi et gammelt testamente, der taler til os i et sprog, som vi forstår, fordi det taler om regler og krav, som vi skal leve efter, for at det skal gå os godt.
Men vi har også fået et nyt testamente, som taler til os i et sprog, som vi ikke forstår. Her bliver alt vendt på hovedet og er ulogisk.

Her handler det ikke om, at vi kan gætte ud fra verdens logik, hvordan vi skal leve vort liv for at få anerkendelse og alt det, som giver os følelsen af lykke og at vi føler, at vi er lykkedes.
Her handler det om, at alt er givet os – vi skal bare tage imod det.
Vi skal ikke arbejde for at få det.
Vi skal ikke gøre os fortjente til at få det.
Vi HAR fået det!

Og det er helt menneskeligt ikke at kunne forstå, hvad det er, vi har fået!
For vi har fået det af et menneske, som blev slået ihjel og som genopstod fra de døde.

Hvordan i alverden kan vi lægge vort liv i hænderne på et paradoks? Hvordan kan vi leve vort liv overgivet til en tro på noget, som strider imod enhver form for fornuft og erfaring?

Som får os til at se latterlige ud i andre menneskers øjne, som lever fint med naturvidenskabens forklaringer på alt, som kan måles og vejes.

Hvad er budskabet i denne arv fra det ny testamente, som Peter kalder sine venner sammen for at høre?

En kaldelse til velsignelse.

At være velsignet med at alt lykkes. At alt er godt – såre godt, når vi er mennesker på denne grønne planet.

Peter taler om et andet liv.
Et liv som er givet – og ikke taget!

Et liv som er overgivet og ikke overtaget af kræfter udenfor os selv.

Et liv som begynder hver morgen med en ny begyndelse.
Et liv, som er tilgivet og forandret.

En ny dag, som begynder med, at vi kan være i nuet og spørge ind efter, hvad vi har brug for lige nu – og bede om at få det – at turde række ud.

Måske får vi det lige nu – måske må vi vente lidt på at få det – men følelsen af at starte i nuet giver os et indblik i os selv og et indblik i at der er noget større end os i vor tilværelse.

En erkendelse, som for et øjeblik kan rokke os ud af vor egen sikkerhedszone og opleve en større virkelighed end den, vi vågnede op fra.
Det er den velsignelse, vi har fået i arv.

Vores arv er, at vi i øjeblikke kan forbinde os med noget, som er større end os, som overtager vor virkelighedssans og gør os større mens vi oplever os mindre.

Som fylder os med større perspektiv, mens vi glemmer os selv i salige øjeblikke.

Det er i disse øjeblikke at vi mærker velsignelsen!

At vi i selvforglemmelsen mærker os selv og mærker hjertet slå og mærker pulsen fra livet omkring os og som fylder verden med farver og syn, som vi ikke havde lagt mærke til før og som efterlader os med følelsen af håb, af tro på livet og at en større kærlighed end den, vi mærker mellem mennesker er en virkelighed, som giver af sig selv uden at vi gør os fortjent til den. En kærlighed, som får os til at vokse.
Uden vi har bedt om den. Uden vi har kendskab til den. Uden vi har erfaring med den.

Om lidt er der nadver.

Her giver Jesus sig selv.
Her kan vi smage og sanse ham. Her er han tilstede.
Her er vi brødre og søstre mødt med barmhjertighed og kærlighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s