Noget om helte

2017-07-23 Hjelmsjö DSRlejr Friluftsgudstjeneste
(6. søndag efter trinitatis)

Indlednings-Salme 752: Morgenstund har guld i mund

Hilsen:
P: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.

Kollekt:
Almægtige Gud,
du er fjern og ufattelig for os der vakler på jorden,
blinde for din himmel.
Vi misser med øjnene
og drejer os mod dine ords horisont,
og vi længes efter et nyt liv
der skal fødes på det kors du har hængt på.
Men dine ord bor allerede i os.
Du plantede dem i os da vi blev døbt,
og vi kan godt høre hvad der kræves.
Styr på vores skridt
så vi går hen til dem der har noget imod os,
og tager deres vrede fra dem.
Du ved hvordan,
for du er glædens Gud,
tilgivelsens kilde,
livets Ånd.
Amen.

Tekstlæsning Gt og NT:
Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog:
Moses sagde til hele Israel: »Det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: ‘Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?’ Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: ›Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?‹ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.« 5 Mos 30,11-14

Derfor kan vi læse Det hellige evangelium, som evangelisten Matthæus skriver i et glædeligt lys, selvom dagens budskab er tungt. Her siger Jesus:
»Hør nu her. I skal gøre det, Gud vil have, og det skal være med et overskud, der langt overgår de skriftkloge og farisæernes (altså alle dem, som går og vigtiger sig med, at de ved, hvad det er, som Gud har sagt). Ellers kommer I ikke ind i hans kongerige.
I ved, hvad der står i Loven: ’Du må ikke slå ihjel’ og ’Den der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol’.
Men jeg siger jer (der er ting, der er værre!):
Den, der (bare) bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol. Hvis nogen kalder en anden for et fjols, vil han være skyldig over for den øverste domstol. Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild.
Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet straks hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter.
(Og et godt råd): Er du på vej til en retssag, så sørg for, at du bliver gode venner med din modpart på vejen derhen. Ellers risikerer du, at han udleverer dig til dommeren, der vil give betjentene ordre til at kaste dig i fængsel. Og jeg kan godt sige dig: Du kommer ikke ud, før du har betalt hver en øre af gælden.« Matt 5,20-26. Oversættelsen ’Den Nye Aftale’ 2011

Prædiken:
Roere har ikke lyst til at vende om lige før målstregen for at blive gode venner med dem, som er skide sure over, at de lige har fået en overhaling, som bragte dem langt bag ud ift. den målstreg, som alle vil over først!

Det ligger bare ikke i nogen som helst sportsgrenes konkurrence-DNA!

Så det er et rigtigt svært tema at bringe på bane på en rolejr!

Vi er her for at blive bedre til den sport, som vi alle har fået i blodet – endten fornyligt eller igennem mange års viljefast trænong, hvor delmål bliver flyttet fremad – uge for uge – eller år for år , for at sublimere vore muskler, vor evne til at udholde smerte, vor evne til at tænke i taktik og lære sig selv og sin egen psyke og krop at kende.

Så der bliver ikke givet ved dørene!

Vi kan godt være høflige og hjælpe nye roere i gang med at elske vor rosport, ligesom vi selv gør, men når alt bliver sat på spidsen – på regattabanen – så er der kun en tanke:
Det er at komme over målstregen først!

I processen med at nå mål og delmål lærer man mange ting om sin egen psyke – kroppen kan gøre ondt og blive overtrænet – så skal kroppen have ro og tid til at læges.
Det er acceptabelt, at kroppen får omsorg og er en god undskyldning for hviledage.
Men når psyken kommer i vejen for ropræstationerne – er det meget vanskeligere.
Når kroppen skal have hviledag vælter en masse tanker op, som der normalt ikke er tid til at tænke over – eller tænke igennem, og de tanker kan være med til at præge ropræstationerne.

I starten er alt nemt og man oplever hurtige forbedringer og sejre – med tiden kommer stilstand efter stilstans, hvor der ikke anes udvikling – og fustrationerne dukker op.

Hvorfor bliver andre hurtigere bedre end jeg?

Er der noget galt med min krop, min fysiologi – eller er det min fortid, som blokerer mig?

Vi plejer at være sunde og normale – nu gør kroppen ondt og tankerne myldrer ind i træningspassene, så det er svært at holde fokus.

Man kan dele glæderne med hinanden – og være stolt på sin klubs vegne over andres flotte heltebedrifter – folk, som bare er bygget til at sidde i en konkurrencebåd og dyste om de små marginaler.

Så gider vi da ikke bekymre os om, at vi skal gå tilbage og rydde op i vor fortid, når vi er lige ved målstregen.

I dagens evangelietekst er alteret målstreget.

Som altid vender Jesus alle ting om på hovedet for at få os til at standse op og tænke vores liv igennem.

Gør vi det, vi skal?

Har vi det godt med den måde, som vi lever på?

Er der nogen, som vi måske svigter, fordi vi har travlt med at leve vores liv og ikke har lyst til at holde tilbage på, fordi det går godt lige nu?

Et eller andet sted i os ved vi godt, at hvis vi skal opnå de helt store præstationer, så er der noget overmenneskeligt, som vi må åbne op for i os og vor måde at tænke på – for at nå disse mål, hvor der bliver skubbet verdensrekordtider og distancer.

Dem, der kan, vækker noget urkraft i os – en følelse af håb, som vi kan spejle os i, og som giver os modet til at skubbe grænser i os selv.

Jeg har underhold alle, som jeg har talt med efter DSRs 150 års jubilæumsreception fornyligt, om hvordan der gik en A-HA-oplevelse igennem mig, da jeg så alle vore smukke og elegante kaproere træde frem på bådpladsen – som en slags overmennesker med deres lange kroppe og muskler – som en slags avatarer for rosportens idealer.

Og det er dem, som kommer hjem med sejre til os og som giver tilbage til os, når de lærer fra sig og giver gode råd på Hjælmsjö – og når de fra tid til anden bruger af deres tid på at instruere nye roere, som hver især bliver en del – forhåbentligt – at vores roklub med det, som er hver deres kompetence.

Når vi hjælper hinanden vokser vi alle sammen og bliver en del af et fællesskab.
Et livsvigtigt fællesskab!

Hvad er det så, som er på færde i de tekster, som denne søndag har som tema?

Det er hverken fjernt, som himlen kan være på en solskinsdag over Hjælmsjö – eller på den anden side af søen, hvor naturen altid kan synes smukkere.

Nej – det er noget, som er helt tæt på os – noget helt eksistentielt:

Vi har det bedst, når vi har fred i vor tilværelse – med os selv og med andre – fra vor fortid og i vor nutid – og det er lykkedes for os at skabe gode trædesten for en fremtid, som vi har mod til at gå ud på – gerne i en form for fællesskab.

Det er det overskud, som gør os alle til helte og avatarer i vores eget liv og som rollemodeller for andre.

Skal vi finde det overskud, må vi finde fred i os selv ved at leve livet med mod på at tage de ting op til refleksion, som dukker op under vejs:

Vi længes altid efter noget, som handler om at komme i balance.

Når vi er sure skal alt betales tilbage – uanset om vi mister et venskab eller at vi selv bliver begrænset i vores liv.

Og det er en dum konsekvens for vort liv, fortæller Jesus, for han vil gerne have os tilbage på rette spor, så vi er frie til at leve.
Kærligheden er ligeglad med balance.
Den giver altid mere af sig selv end den får, for dens natur er at give sig selv.

Hvis vi ikke har nok kærlighed i vores liv er vi ikke frie i vores måde at leve på.

Når vi ikke er frie (i vores liv), kan vi ikke høre de små signaler eller tegn, som skulle få os til at stoppe op og rydde op i de ting, som vi kommer til at rode rundt i og i stedet komme i gang med leve vores liv på en god måde. Måske er der noget, vi skal lære og gøre anderledes fremfor at tænke sig til alting og holde på sin ret.

Nu vil jeg invitere jer med ind i en historie om en ung mand, som var god til at lytte og spørge:

(Paulo Coelho: Alkymisten, side 126 ff):
Indledning:
Han hed Santiago. Han havde været fårehyrde et par år, og levede af at sælge ulden, som han solgte til de forskellige handelsmænd rundt omkring på sin vej i Andalusien.
En aften lægger han sig til at sove i ruinerne af en nedbrændt kirke sammen med fårene. Han havde hørt lyde i natten, som fortalte ham, at der var røvere i området, så han havde gennet sine får ind i ruinen og havde lukket døråbningen med noget træ, som han havde fundet rundt omkring, hvor der før havde været en dør.
Den nat drømte han en drøm, som han havde drømt før, og da han vågnede, mærkede han, at han ønskede at følge den drøm. Det var en drøm, som fortalte ham, at der ventede ham en skat ved foden af pyramiderne i Ægypten.

Forude lå en rejse, hvor han fandt modet og viljen til at blive ved med at gå, fordi han hele tiden befandt sig i nogle omstændigheder, som fik ham til at gå videre. Det var tegn, som gav menig for den unge Santiago:

Han blev drevet af kærligheden til skønne kvinder, som med tiden blev til længslen efter den eneste ene kvinde, hende, som han ville dele livet med. Han blevet bestyrket i, at han skulle forfølge sin skat, ved at han mødte vise mennesker, som stillede ham de spørgsmål, der må til, for at han kunne finde frem til at gå på sin livsbane uden at miste modet og blive i stand til at læse tegnene selv, som han mødte på sin vej.

Han erkendte at han måtte sælge sin fåreflok og rejse fra Andalusien over til Ægypten. Han krydsede havet og ørkenen, for at skulle møde den kvinde, Fatima, som han kom til at elske, der boede i en beduinlejr ved en Oase midt ude i ørkenen. Han måtte rejse på kamelryg og mødte verdens største Alkymist, som kendte til at skabe guld af de vises sten og som havde en beholder med den eliksir, som giver evigt liv. Han befandt sig midt i klankrige og blev slået ned af røvere og fik frastjålet alle sine penge gang på gang. Han mødte folk, som havde opgivet deres drømme, men han mødte også folk, som gav ham de skub, der skulle til, for at han kunne komme videre. Han blev drømmetyder for ørkensheikerne, fordi han kendte til drømme, og han bragte held til de mennesker, som han mødte på sin vej, når han levede det liv, som var autentisk med hans livsbane. Alt dette gik han igennem for at finde skatten, og han fandt den!
Undervejs lærte han sit hjerte at kende, og han lærte at lytte til det og tale med det:

(Side 126-128):
”Santiago blev ved med at lytte til sit hjerte mens han og alkymisten red gennem ørkenen. Han begyndte at forstå dets kneb og trick, og at acceptere det som det var. Så drengen holdt op med at være bange og have lyst til at vende om, og en eftermiddag fortalte hans hjerte ham at det var glad og tilfreds. “Det kan godt være at jeg gør lidt vrøvl,” sagde hans hjerte, “men det er fordi jeg er en mands hjerte, og sådan er mænds hjerter. De er bange for at virkeliggøre deres højeste ønsker, fordi de mener at de ikke fortjener det eller det ikke vil lykkes for dem. Vi hjerter dør af angst bare ved tanken om en elsket der drager bort for altid, på øjeblikke der kunne have været skønne og ikke var det, på skatte der kunne være blevet fundet, men som blev liggende skjult i sandet for altid. For når det sker, lider vi forfærdeligt.”
“Mit hjerte er bange for at lide,” sagde drengen til Alkymisten en nat hvor de sad og så på den måneløse himmel.
“Sig til det at frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden. ”
“Hvert sekunds søgen er at finde,” sagde drengen til sit hjerte. “Mens jeg har søgt efter min skat, har hver dag været strålende, for jeg vidste at hver time var en del af drømmen om at finde. Mens jeg har ledt efter min skat har jeg undervejs opdaget ting som jeg aldrig ville have set hvis jeg ikke havde haft modet til at prøve noget der forekom umuligt for en hyrde.”

Så var hans hjerte stille en hel eftermiddag. Den nat sov drengen roligt, og da han vågnede, begyndte hans hjerte at fortælle ham ting fra verdenssjælen. Den sagde at ethvert lykkeligt menneske bærer Gud i sig. Og at lykken kunne findes i et enkelt sandskorn i ørkenen, som Alkymisten havde sagt. For et sandskorn er et monument for skabelsen og det har taget universet milliarder af år for at skabe det.

“Hvert menneske på jorden har en skat som ligger og venter på det,” sagde hans hjerte. “Vi hjerter taler kun sjældent om disse skatte, fordi menneskene ikke længere vil søge dem. Vi taler kun om dem over for børn. Derefter lader vi livet gå sin gang, og enhver følge sin skæbne. Men ulykkeligvis slår kun få ind på den vej der er lagt for dem, og som er deres livsbanes og deres lykkes. De synes at verden ud¬gør en trussel- og derfor bliver verden en trussel … Så vi hjerter taler stadig lavere, selvom vi aldrig vil tie helt stille. Men vi håber at vores ord ikke bliver hørt, for vi ønsker ikke at menneskene lider fordi de ikke følger deres hjerter.”
“Hvorfor fortæller hjerterne ikke menneskene at de bør blive ved med at følge deres drømme?” spurgte drengen Alkymisten.
“For i så fald er det hjertet der lider mest. Og hjerter bryder sig ikke om at lide.”

Fra den dag forstod drengen sit hjerte. Han bad om at det aldrig ville overlade ham til sig selv; bad om at det, når han befandt sig langt fra sine drømme, skulle knuge sig sammen i brystet på ham og slå alarm. Drengen svor at han, når som helst han mærkede tegnet, ville rette sig efter det.

Den nat fortalte han alt til Alkymisten. Og Alkymisten forstod at drengens hjerte var vendt tilbage til verdenssjælen.
“Hvad gør jeg nu?” spurgte drengen.
“Fortsæt mod pyramiderne,” sagde Alkymisten.

Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Den apostolske velsignelse:
Må vor Herre Jesus Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.

Sang: Noget om helte (Halfdan Rasmussen)

Altergang

 

Kirkebøn/kollekt: P: Lad os alle bede:
Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
tak fordi vi i dag får lov til
at høre og mærke dybden af din visdom,
føle og smage din kærlighed og nåde.
Du trøster og velsigner os
så vi kan gå med let hjerte under sommerløv
og gennem efterårets faldne blade.
Alle dage bliver løftet af din Ånd,
du som er fra evighed og til evighed.
M: Amen.

Velsignelsen:
Amen.

Salme: 121 Dejlig er jorden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s