Skaf dig venner!

Prædiken over 9. søndag efter Trinitatis:

Hvis vi et øjeblik ikke hænger fast i det med at tale om syndere og skyldnere – og i stedet for åbner øjnene for, at vi lever i to verdener – så giver teksten mening:

Jesus husker os på, at der er betalt – Jesus var sonofferet – og han taler om himmeriget.

Det handler om at være gode venner – og skaffe sig gode venner, for denne verden vi lever i, er fyldt med mørke – hvor vi lever i angst og utryghed, når vi ikke kender til Gud og hvad det betyder for os, at vi ved, at Gud er med os i alle livets facetter og omstændigheder.

Når vi skaffer venner er vi lysets børn og i lysets tjeneste!

Jesus belærer os om, at det er bedre at skaffe sig taknemmelige venner i denne verden – også selvom man snyder lidt i døråbningen og giver noget bort, som tilhører Vorherre!

Gud vil jo, at vi skal dele alt det gode, som han har at give os!

Når vi yder barmhjertighedsgerninger overfor dem, der skylder meget eller lidt, så gør vi jo Guds gerning blandt andre mennesker – og der er intet så godt som at blive mødt med overbærenhed!

Ligesom det lille barn, der fjumrer rundt og gør katastrofer – men ikke ved, at det laver katastrofer – og skal revses lidt for at tilpasse sig denne verden – og samtidig føler sig elsket af dets far og mor eller tillidsvoksen, uanset hvor meget det klumrer rundt.

Det er livsvigtigt!
Det med at være elsket uanset hvad man har gjort sig skyldig i.

Ellers kan alt jo være lige meget:
Mødes hårdt med hårdt bliver hjerterne hårde. Hvad sker der i stedet for, hvis en sten lander på et blødt underlag – så synker den jo bare ned og gør ingen skade – i værste fald bliver stenkasteren til grin, fordi det ser fjollet ud, når en sten ikke skræmmer men bliver til en latterlighed – ligesom ondskab der preller af på et godt hjerte.

Jeg har lige været en uge på sommerlejr med vore FDFere, og her talte jeg om jordens salt – at vi alle er salt – ligesom vi også skal være lys for hinanden, der viser hen til det kærlighedsfulde liv– ligesom vi også skal være lys for hinanden for at finde ud af, hvad det der Gudsrige er for noget.

Jeg oplevede selv en følelse af det forleden dag, da jeg stod med nøglen i låsen til min hoveddør og låste mig ind:
Jeg følte en lettelse over at komme hjem og da jeg trådte ind over dørtærsklen ramte følelsen mig med lettelse:
Det at jeg er så heldig at vide, at Gud er med i alle ting – at det værste, der kunne ske mig allerede er hændt mig i min fortid – for nu ved jeg – ikke bare med tomme ord – men med livserfaring: At Gud er med i alle ting. At han er med i mit liv – og derfor også er med i alle andres liv..
At han er med mig i min følelse af eksistentiel ensomhed, som jeg som menneske altid er i kontakt med, når jeg lukker for fjernsynet eller internettet og der bliver stille i min stue.

At Gud er med – også i min stue – og jeg følte lettelse, fordi jeg ikke længere hænger fast i nidkære følelser, som får mig til at bekæmpe alt, hvad der er uretfærdigt, men lever mere i fred med mig selv, fordi tiden læger sår og jeg begynder at forstå de ting, som ”de gamle” går og siger som visdom og ordsprog, som irriterede mig at lytte til, da jeg var yngre – men nu vælder ind over mig med fylde – fordi mit sind ikke kan blive ved med at gå og huske på de ting, som jeg bærer nag til.

Endeligt gør overgangsalder – at hormonerne er anderledes, at jeg ikke kan løbe så stærkt mere, at jeg må sande, at jeg ikke kan blive ved med at få at vide at jeg er ung og smuk og interessant, jeg kan ikke blive ved med at få lov til at optage boliglån, til at finde de fantastiske kærester eller føde flere børn – jeg må bare give slip.

Alderen tvinger mig til at give slip – og hvor er det dog en lettelse ikke at løbe rundt i hamsterhjulets overhalingsbane og være cirkus fantastisk!

På FDFsommerlejren havde de valgt et tema om Gummi Tarzan – så temaet handlede om, at det er ikke ok at mobbe – og om hvordan vi skaber fællesskab i stedet for kliker.

Der er en vidunderlig sætning i filmen af Ole Lund Kierkegaard, som siges igen og igen af Gummi Tarzans gode, nye ven: Ole, som har et valgsprog til livet, det lyder sådan her:

”Der er altid noget, man er god til – bare man finder ud af, hvad det er!”
Og nu skal I ikke sidde og tro, at jeg ud fra dagens tekst – om lidt – påstår, at vi alle skal være gode til at snyde og bedrage lidt.

Sætningen fra før kan man ikke fylde for meget i hovederne på børn – og er netop den tilgivende og barmhjertige handling, som vi mennesker bør blive ved med at fortælle hinanden – og på den måde være salt og lys for hinanden her i den levede hverdag, hvor de sociale medier og reklamer hele tiden fylder os med shit og crap, som ødelægger vores kærlighedsevne og evne til at leve vort liv, som Gud har villet det med os.
Det liv, som han har lovet os findes i hans himmerige!

Uanset vor alder, kommer der hele tiden nye omstændigheder i vort liv, hvor vi har brug for at finde ud af, hvad vi så er gode til, når noget, vi kunne før, ikke længere er muligt:

Vor ægtefælle dør – eller vi bliver skilt – hvor gør vi så af kærligheden? Den hjemløse kærlighed!

Vi mister vort arbejde eller arbejdsevne – hvordan kan vi så tjene fællesskabet eller tjene til det daglige brød?

Vore børn flytter hjemmefra – eller har en diagnose, som gør, at de aldrig kan flytte rigtigt hjemmefra – hvad gør vi så?
Hvad er vi så gode til?

Det handler om at skaffe sig gode venner!

Venner, som husker os – både på denne side af livet – og på den anden side, som kommer os i møde med kærlighed, når vi lever vort hverdagsliv og når vi entrer ind i himmerige.

Vel at mærke en tilstand, som enten fordre, at vi er døde eller opdagers os levende i Guds rige, som også findes usynligt til stede iblandt os.

Nogen gange hjælper forståelsen ved at vi vender det hele på hovedet:

På sommerlejren talte jeg ved Gudstjenesten for FDFerne om, at det må bare ikke må være let at være Gud!

Der er hele tiden en unge som vil den anden vej og en anden som skal have at vide, hvad den skal lave og have personlig besked eller en tredje, som ikke forstod beskeden eller blev forvirret over, at de andre havde hørt noget fjerde eller femte eller sjette eller hvad vil jeg!

Det må bare være Så svært at være Gud!

Sikken meget tålmodighed og overbærenhed og imødekommenhed han må have, når han kan klare at vente på, at vi alle sammen har forstået hvad det er, han synes, vi skal have gang i!

Det må bare ikke være let at være Gud!

Jeg så engang en film om en, som hed Bruce, som gerne ville være Gud, fordi han syntes, at han kunne gøre alting mægtigt meget bedre, end Gud.

Se, det skulle han have passet på med! – For Gud gav ham lov til at være Gud engang, og det gik ikke så godt!

Han lod alle få deres vilje – især sin egen – og det er sjældent, at alle, som får deres vilje passer med det, som de andre vil – og ”så er fanden løs i Laksegade”, som man siger!

Nej – det er bare ikke let at være Gud!

Nå!
Hvad så?

Hvad så, når man som i filmen hedder Ivan Olsen og er født hos en far og en mor, hvor faderen er vild med Tarzan og moderen heldigvis bare er verdens sødeste og mest overbærende mor, når man kommer hjem med buksevand hver dag?

Og det kan da godt være, at Ivan fik buksevand hver dag i skolen af de store bøller og at Ivan ikke vidste, hvad han var rigtig god til og han bare var en rigtig ”Gummi-Tarzan” – men så fik han en ven, som vidste, at ”alle er gode til noget – bare man finder ud af, hvad det er”.

Ivans ven, Ole, fik pillet en masse dumme tanker ud af hovedet på Ivan, så han kunne begynde at finde ud af, hvad han var god til.

Ivan troede nemlig ikke, at han duede til noget.

Sådan en som Ole er en rigtig god ven!

Han var god til at være tålmodig og overbærende og imødekommende:

Når der var noget, som Ivan ikke synes, at han kunne, så sagde Ole, at det kan man ikke vide, før man har prøvet – og så lærte Ole ham at føre en kran og flytte rundt på containere og han ville også gerne lære Ivan at cykle.

Og da Ivan havde fødselsdag og måtte invitere venner med hjem, så ville Ole gerne være med til hans fødselsdag, og han ville gerne have, at Ivan og hans forældre kom hen til kranen ved havnen, hvor Ivan og Ole plejede at mødes – så Ole kunne give Ivan – og hans far og mor – en helt fantastisk dag, hvor Ole sejlede dem alle sammen over på en øde ø, som de havde fået lov til at låne af Ø-Mesteren, som Ole kendte.

Det blev en rigtig dejlig dag, hvor Ivans far og mor blev husket på, at voksne også har brug for lidt eventyr engang imellem – og Ivan fik en drage af Ole og viste dem alle sammen, at han var rigtig god til at flyve med drager!

Så er det, jeg tænker:
Mon Gud kan være lige så tålmodig og overbærende og imødekommende som Ole?

En rigtig god ven, som tror på, at:
”Der er altid noget man kan – bare man finder ud af, hvad det er”!

Det kan være, at man møder en, som ikke kan cykle eller ikke kan svømme – men så kan man jo bare spørge dem, om der er noget andet, de kan.

Hvis de så siger, at det er der ikke – så må man insistere på, at det er der – for så har man chancen for at få en ny ven eller blive en ven, og så kan man jo opdage verden sammen, mens man finder ud af, hvad man kan.

Man kan vise den anden, hvad man selv kan – og måske kan man lære den anden noget – og med tiden kan man selv lære noget, når den anden opdager det, den er god til!

Og vi kan også sige til os selv – at der altid er noget, vi er gode til – vi skal bare lige finde ud af, hvad det er!

Så er vi lys og salt for os selv og hinanden og støtter os selv, så vi også magter at give opbyggelse til os selv og tilbage til verden!

Så vi er det tryllekrydderi der gør, at vi får en god smag i munden alle sammen og kan lyse op i jordens mørke, når vi hjælper hinanden.

Så har vi faktisk hjulpet Gud og ikke haft så travlt med at få vores vilje – for når man hjælper hinanden – så er det meget sjovere, end når man bare må bestemme hele tiden!

Vi har ikke altid tålmodighed og overbærenhed og imødekommenhed – det ved vi godt.

Det er noget, vi skal øve os på!

Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn
(VEKSELBØN VED DIAKONIGUDSTJENESTE)
Af Sigrid Horsholt Pedersen

Lad os bede:
Du, livets Gud, som gav os det skrøbelige liv i vore hænder.
Vi bekender, at vi ofte holder livet og glæden for os selv i stedet for at dele det med andre.
Tilgiv os, at vi er så optaget af os selv.
Luk os op mod verden omkring os, så livet bliver levende.

Du, lysets Gud, som skabte lys midt i mørket.
Hjælp os i denne tid, hvor lyset igen bliver mindre, og vore kræfter er små.
Fjern det mørke, som er i os og imellem os.
Lær os at leve vendt mod lyset i dig, så vort livsmod må vokse.

Du, kærlighedens Gud, som gav dig selv for os.
Du ved, hvor ofte vi vrager din kærlighed, i stedet for at tage imod den og give den videre.
Giv os evne og vilje til at elske.
Lær os at se dig i andre mennesker, og særligt i alle, som lider nød og er udsatte.
Jesus Kristus, du der selv er livets brød, giv os brød til krop og sjæl.
Lær os at være gavmilde og dele jordens brød.
Tilgiv os, når vi synder af svaghed.
Hjælp os at finde veje, så jordens overflod bliver fordelt mellem alle mennesker.

Du fællesskabets Ånd, som knytter mennesker sammen i dit forunderlige fællesskab: Guds Rige.
Vi bekender, at vi ofte sår splid, hvor du vil samle.
Gør os til medarbejdere på din enhed, fred og glæde –
på tværs af grænser, racer og kulturer, og på trods af forskelligheder og menneskeskabte skel.
Lad kirken være et sted, hvor der findes tillid, åbenhed og kærlighed, og dit Rige forkyndes i al evighed.
Lad os altid vide, at vi er ønskede og elskede, og at vi aldrig er alene, men at du vandrer med og betror os store talenter, som du også vil hjælpe os med at udfolde.
Vær med vor regering og Folketing. Med dem, der skal bestemme og vor dronning Margrethe d. 2. og hele hendes hus – og os med dem.
Tak for alt, du har begyndt i os, og at du er med os alle dage, indtil verdens ende.
AMEN