Men størst er kærligheden!

Refleksion fra Kulturnatten – Lysmessen i Natkirken på Strøget:

Det største bud i loven

“En lovkyndig, spurgte Jesus for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« (Matt 22, 34-40)

Refleksion

Vi er altid på prøve – ligesom Jesus:
Vi bliver altid målt og vejet.

Hvad er det største, som vi mennesker skal?
Hvad er det mest umulige, som vi bør kunne, for at være fantastiske, unikke, anderledes end alle andre?
Er det det, som vi søger, og som Jesus taler om?

Eller er vi, som det lille barn, der er i efterårsskoven med far og mor, og de kaster bladene op mod himlen, og barnet siger:

”Mere! Mere!” og vil se flere efterårsblade blive kastet op i luften.
Det bliver aldrig træt af at se bladene fylde hele universet!

Eller barnet, der bliver kastet op i luften og klukker: ”Mere! Mere!”, fordi det kilder i maven og glæder spreder sig ud i hele kroppen så alt kilder i hele verden.

Og vi får lyst til at kaste barnet op igen og igen, fordi dets klukkende glæde smitter, selvom vi har trætte arme og søvnunderskud og økonomiske problemer at tænke på.

Barnet smitter i nuet, fordi det er til stede og elsker os af hele dets hjerte og hele dets sjæl og hele dets sind og hele dets verden.

Og det tænker ikke på, om det skal elske sig selv, for det elsker, bare fordi, det elsker.

Det er naturligt at elske!

”Kærligheden er størst”, står der også om kærligheden i biblen.
Kærligheden er alt det, vi har brug for, for at leve:
Kærligheden møder os med mildhed, med tålmodighed, med tilgivelse – om den så er tildelt med resignation eller livsklogskab.

Kærligheden er uden misundelse og selvcentrerethed. Den håber alt og udholder alt og glæder sig ved retfærdighed og sandhed.

Den husker os på, at vi forstod kærligheden på en måde som barn og en anden måde som voksen, fordi vores måde at forstå på ændrer sig med tiden og at vi kun forstår livet i brudstykker, når vi er blevet voksne.

Men størst er kærligheden!” Af det alt sammen.

Der står et ”men” foran kærligheden:

Dette ”Men” udvisker alt det, der stod foran kærligheden – alle de ting, vi gjorde, for at få kærligheden og opnå kærligheden. Alle vore spil og skjulte dagsordener.

”Men”-et udvisker skuffelserne, sorgen, savnet, det tabte håb og troen, som forsvandt, da mennesker og omstændigheder omkring os måtte svigte og vi følte kærligheden forsvandt.

”Men”-et adskiller os fra alt det, som ikke var sandt og tilbage står det, som vi lever på og trækker os ind i nuet, i hjertets rum, i troens rum: Kærligheden.

Det er kærlighedens natur, at den overtrumfer alt det, vi gør for at opnå den.

Den skubber alt væk i kærlig glemsel, det, som vi gjorde på den første side af ”men”-et for at opnå den, og opløser os i selvforglemmende øjeblikke, som når vi danser i lyset, eller selv blev kastet op mellem stjernerne og mærkede tyngdekraften trække i os på vej ned igen og opdagede glæden, tilliden og trygheden ved at blive grebet af dem, som vi elsker.

Som dengang vi så skyer af orangegrønne efterårsblade blive kastet op af mægtige hænder, mens vi stod i nuet og følte at alt hang sammen mellem mennesker og verden, som den burde gøre sammen med dem, vi elsker.

Kærligheden giver os styrke til at elske, fordi kærligheden er det første, der møder os og giver sig af sig selv – som skaber os og som er vores livsbetingelse.

Kærligheden giver os kræfter til at kunne elske Gud og hinanden og os selv, af hele vort hjerte, af hele vor sjæl og af hele vort sind, tanker og minder.‹

Os selv og vor næste.

Amen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑