Syng af hjertet: Syng!

Prædiken over 3. søndag i advent, 2017 i Islebjerg kirke.
Adventstiden fortæller om forventningen og opfyldelsen af den historie, som vi kalder for frelseshistorien. Den gennemløber det gamle testamente og det nye testamente, hvor Guds fortælling om sit folk Israel peger hen på Jesu fødsel gennem profeterne, gennem Maria og Josefs vandring mod Betlehem og hyrderne på marken, der fik besøg af engle og de vise mænd – magikerne, som fulgte ledestjernen og som også fandt frem til Jesus.

Frelseshistorien er en fortælling om verdens skabelse af alt levende – skellet mellem lys og mørke, stjerner, måne og sol, vand og land, planter og træer, der gror på landjorden, fuglene, der flyver i luften og fiskene, der lever i havet, dyr med to eller flere ben og om den grundfortælling, der beretter om de første mennesker, ursynden, hvorledes verden bliver befolket med mennesker gennem Guds indgribende mirakler, hvor barnløshed alligevel bliver til starten på menneskets slægt, talrig som himlens stjerner og som sand i ørkenen. Det er historien om, hvordan mennesker tænker og føler og agerer i verden, først som stammefolk og dernæst som byboere i en etableret verden.

Dagens evangelium balancerer på overgangen mellem den gamle verden og den nye verden.

Det er nedslagspunktet i tiden, hvor Messias er på vej til at blive født, og før han kan blive født, må menneskeheden være klar til at modtage ham.

Så Gud vil bane vejen for Messias, og det gør han i en slægt, som blev kaldt ”dem, der er stille i landet”, for de ønskede ikke at gøre oprør mod magthaverne som zeloterne eller trække sig tilbage fra verden, som klosterfolket i Qumran. De gjorde deres bedste for at holde loven og håbede på Guds indgriben og ventede længselsfuldt på, at Gud ville forløse dem og hele Israel for deres synder.

Zakarias og hans kone Elisabeth tilhørte denne slægt. De var begge en del af den præsteslægt, som gjorde tjeneste i templet i Jerusalem.

Israels folk havde ikke haft profeter i mange årtier, men nu ville Gud, at det skulle ske igen!

Og denne gang skulle profeten Malakias’ profeti gå i opfyldelse om, at (Mal, 3; 22-24) Gud ville sende en forløber for Israel, en ny Elias, så folket ville være klar, når Gud vendte tilbage til jorden til dom og frelse for sit folk.

Dette år have Zakarias været så heldig at vinde i lodkastningen blandt templets præster, og det var endeligt blevet ham, som skulle gå ind i det allerhelligste rum i templet i Jerusalem og frembære røgelsesofferet.

Da han kom ud – var han blevet stum.

Sådan går det, når man i et langt liv har levet i ro og regelmæssighed, og så møder en ærkeengel, der kan fortælle en, at alt det, man har ønsket sig går i opfyldelse lige om lidt, og at det hele bliver meget større og mere fantastisk, end man havde turdet håbe på.
Og så fik han også lige at vide, at han ville få en søn og hvad sønnen skulle hedde og hvad han skulle beskæftige sig med.

Zakarias gjorde sine to ugers præstetjeneste færdig og gik hjem til Elisabeth, som blev gravid og han sagde ikke et ord.

Det må have været de længste ni måneder ever (nogen sinde) for Zakarias.
Folk omkring dem var glade på deres vegne over, at Elisabeth så mirakuløst var blevet gravid i en alder, hvor ingen ellers kunne blive gravid uden hormonkure og kunstig befrugtning og som selv i dag, ville anses for umuligt eller galimatias eller rejse en debat i etisk råd og en storm på Facebook, for dengang mente man, at barnløshed var et udslag af, at familien ikke var gode i Guds øjne.

Undervejs i graviditeten kommer en slægtning på besøg, som kunne fortælle en højst forunderlig historie om en ærkeengel – ja – faktisk den samme ærkeengel, som havde talt til Zakarias inde i det allerhelligste i templet, at denne Gabriel havde fortalt Maria, at hun skulle blive gravid via Helligånden, og at Josef, som også havde haft besøg af Gabriel i en drøm, havde valgt at blive sammen med hende, selvom han ikke var far til barnet.
Det har ikke været nemt at sidde der med gaffa for læberne og ikke kunne mumle, at det var da helt normalt, for det var også sket for Zakarias.

Og så var Johannes begyndt at hoppe af glæde midt i det hele inde i Elisabeths mave, da Maria havde krammet hende god dag, og Elisabeth vidste da, at det var rigtigt, det, Maria havde fortalt, at Messias var inde i Marias mave.
Og Zakarias kunne bare sidde og rokke med store plirrende øjne og vride sig i hænderne og bide sig i læberne, og ikke et ord kunne komme over hans mund.

Så blev Johannes født og folk forsamledes for at høre, hvad barnet så skulle hedde.
De tænkte, at han skulle hedde det samme som sin far, for sådan gjorde man dengang – men Elisabeth svarede, at det skulle han ikke – Han skulle hedde Johannes – og så fik Zakarias en staveplade, så han kunne berigtige, at sønnen faktisk skulle hedde Johannes, som betyder: ”Gud er nådig”.

Og så kunne han tale igen!

For nu havde han forstået det, som ærkeenglen havde fortalt ham storheden af inde i templet – og han begyndte at synge!

Sådan lige midt i det hele, mellem folk og Elisabeth og Johannes.

For det gør vi mennesker, når vi er rigtigt glade!

Zakarias sang – af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sine lungers opsparede styrke.
Han sang af glæde og af et hjerte, som havde været gennem nedbrud og smerte, gennem en livs lang prøvelse i sin tro – for Gud havde ventet og ventet med at give ham en arving – men nu det var sket – og nu stod han her med sin søn og Elisabeth og en masse mennesker og erkendte, at Guds under var sket i Johannes og havde givet barnet en skæbne, som ville bringe håb til mange!

Som sagt, så har vi det med at synge, når vi er glade.

Lige fra den lille nynnen, når vi går hjemme og hygger os og har det varmt og trygt og laver et eller andet, vi godt kan lide, til den store sang af fuld hals – som når vi er til fodbold og favoritholdet scorer og fodboldbrølet bølger op omkring os.

Vi synger også i kirken, når vi synger med på salmerne.
Nogen gange rammer ordene os, så struben snører sig sammen, og vi ikke kan synge en lyd og tårerne står os i øjnene.

Det er, når Helligånden rør os under Gudstjenesten, og dele af vores eget liv bliver levende i ordene fra salmerne eller i mødet med dagens tekst.

Pludselig sker et sammenfald af mening og vort liv i en større ramme, som når vi et øjeblik mister fodfæste og snubler over det, der før var vores anstødssted og nu bliver til en ny hjørnesten til en bygning, som indeholder håb og forståelse – som en indre klogskab, der vælder frem fra en kilde, der springer frem i vort daglige livs indre landskab – og vi tager imod med tak og tro og springer højt af glæde.

Vi kan også blive stumme, når noget stort sker.
Der sker en indånding og et åndedrag, som holdes, indtil de millioner af fragmenter, som splintres ned foran os i tusinde stykker, samles til et billede – til et spejl, hvor vi både ser os selv og en større mening, som dernæst kan få os til at bryde ud i sang af glæde og taknemmelighed på den udånding, som vi ellers havde holdt tilbage.

Det er som om, at Gud lader vores liv blive slået i stykker, før vi er klar til at lytte til ham og forandre vores liv til at gå i Hans tjeneste.

Zakarias sang. Maria sang. Simeon og Hanna sang også her i slutningen af de første to kapitler af Lukasevangeliet, hvor dagens tekst er hentet fra.

Zakarias’ sang blev til en morgensang for den kommende kristne menighed i den vestlige del af verden, og Marias lovsang blev til en aftensang. Simeon og Hanna brød også ud i hver deres sang, som bekræftede, at nu var Messias kommet til verden, da de så Jesusbarnet i Marias og Josefs arme ved fremstillingen i templet.
Så kunne Simeon gå hjem og nyde sit otium, for Herren havde lovet ham, at hans tjeneste i templet var slut den dag, hvor Messias ville blive båret frem foran ham.
Simeons lovsang blev til en godnatsang for kristenheden, som i fromhed beder dagens syv tidebønner og holder bønnen levende over hele jordens blågrønne bold, så verden aldrig er uden lovsang, om det er dag eller nat i de skiftende tidszoner.

Nu ville alt blive godt i verden og håbet blev født julenat.
Johannes ville bane vejen for, at menneskene kunne blive klar til at forstå, hvem Guds Søn er med deres hjerter.

Maria blev et eksempel for os, til hvorledes, vi kan lukke hjerterne op og nedbryde alt det, som sidder i vejen derinde af rustent gittermateriale, så der kan blive plads til at møde Jesus i et levende menneskehjerte, ligesom en brud gør sig klar til at møde sin brudgom af lutter kærlighed.

Jeg vil slutte med at invitere jer med på en lille fantasirejse.
Sæt jer godt til rette og træk vejret et par gange og luk så øjnene:
Vi er i et mørkt rum.
Over os og omkring os ses lyspletter, som strømmer gennem væggene mod os udefra.

Væggene opløses stille, til vi befinder os i et landskab.
Lige så langt, som øjet rækker ses grønt græs, der stille bevæger sig i vinden og over os ser vi den store, blå himmel.
Rundt omkring ses blomster i alle farver titte op blandt græsstråene.

Vi begynder at gå.

Forude dukker en skikkelse op i det fjerne.
Det er som om, at skikkelsen er på vej hen til os og kommer os i møde.
Da vi kommer nærmere, kan vi se, at det er en skikkelse, som ser lidt underligt ud i tøjet.
Tøjet er gulligtbrunt og personen har langt hår og uldent skæg, som blafrer i vinden.

Personen peger hen mod en flod, som vi ikke havde lagt mærke til før, og vi begynder at gå i den retning.

Det er som om, at vi ikke kan høre nogen lyde, og vi kan heller ikke høre vandet bruse i floden, da vi kommer hen til vandet.

Vi kan kun høre en sagte susen fra vinden, som føles varm og frisk, mens vi går i det grønblå landskab.

Landskabet begynder at blive levende omkring os.
Det er som om, at det vågner og begynder at strække sig.

Skikkelsen dukker op igen. Denne gang viser den os med sine hænder, at vi skal blive stående, og vi får en fornemmelse af, at vi bare skal stå her og kikke ud over landskabet, som er i færd med at vågne.

Vi ser bakker hæver sig op og sænker sig igen foran os, men der, hvor vi står, er vi trygge.
Vi ser klipper smuldre og blive til fladt sletteland, og vi ser et nyt landskab dukke op fra den flade grund som skibe, der kommer til syne på bølgetoppe.

Det er som om, at verden modelleres af vældige usynlige hænder, som former og udglatter de nye bjerge og dale med enge og skove og græs og blomster.

De vældige hænder former et lerkar af jord og vand fra floden, som de sætter forsigtigt ned på jorden et stykke inde i landskabet.
I lerkarret lægger hænderne en klump af noget, som vi ikke kan se, hvad er, og vi bliver nysgerrige.

Skikkelsen dukker frem bag lerkarret og vinker os nærmere.

Det er som om, at der skinner et lys fra lerkarret og vi begynder at gå der hen. Landskabet er blevet roligt og vi tør godt gå.

Jo nærmere, vi kommer, jo mere synes landskabet at tage farve, og vi ser blomster springe ud og græsset blive grønnere. Der kommer blade og blomster og frugter på træerne.
Det er som om, alt bliver mættet af farve nær lerkarret.

Da vi er kommet næsten helt derhen, ser vi, at der ligger noget i lerkarret, som overrasker os.
Hver især ser vi, at der ligger en mørk silhuet, som ligner os selv – men silhuetten gennemlyses indefra af små lyspletter, som strømmer mod os.

Lyset skinner gennem mørket.

Der er sket noget i lerkarret.

Det føles som om, at vi bliver fyldt indefra af lys, hver især, og at vore hjerter bliver varme og levende der i landskabet.

Det er som om, at vi har fået en gave, som vi ikke ved, hvad er.

Skikkelsen vinker os tilbage til floden, og på vej tilbage ser vi en hvid due flyve hen over floden og cirkel rundt i luften, som ledte den efter noget.
Lysbadet har givet os en følelse af håb.

Vi vinker farvel til skikkelsen og gør os klar til at vende tilbage til kirkerummet.

Vi vender tilbage til kirkerummet ved at trække vejret dybt et par gange og strække os lidt.

Vi åbner øjnene og er tilbage på kirkebænkene.
Vi er i et lyst rum.

Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Lad os bede:
Herre, du vandrer med os og lægger sangen i os, når vi ikke kan andet end at bryde ud i sang, når vi møder dig i hverdagens små og store begivenheder.

Du er altid klar ved døren til dit himmerige.
Du er altid klar til at fortælle os om dit liv, så vi kan få mening i vores liv – om det liv, vi har levet og det liv, som ligger foran os.

Hjælp os til at se dit himmerige allerede her og nu, mens vi lever, og hjælp os til at lægge regnestokke og målestokke fra os, så vi kan blive frie til at leve – både med os selv og med hinanden.

Tak, at du lader dit lys bryde igennem i vore hjerter, så det liv, du har givet os, kan blive levet til din ære og lovprisning.

Tak, at du bryder os ned, hver gang vi forsøger at forherlige os selv på bekostning af vore medmennesker eller bare ødelægger vores eget liv, og dermed livet for de mennesker, som elsker os.

Tak at du finder os blandt jordens dybeste klipperevner, når livet er gået i stykker og løfter os op til kongeværdighed i dit rige, når du efter et langt menneskeliv har gjort alt, der var dig muligt, for at få vore øjne og vore hjerter til at åbnes og se og mærke dig.

Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige,
almindelige kirke og os i den.
Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad
dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der
sidder i mørke og dødens skygge.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe den anden og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.
Amen

Afholdt i Islebjerg kirke, 3. søndag i advent 2017 ved pastor Marlene Evensen