I begyndelsen var Ordet

Første juledag.
I dag er det den ”rigtige” jul for dem, som har et religiøst forhold til deres kristne tro – og det må så være jer og mig, som er kommet her i dag!

Og I dag var det så evangelisten Johannes, som på sin mystiske og filosofiske måde fortæller os, om det store guddommelige væsen, som kom til jorden for at frelse os ved at tage al vor synd på sig og gå gennem dødsriget for os. Det gjorde han, for at lukke døren op for os, så vores død ikke er en ankomst til den mørke jord, men en afgang til den lysende himmel, hvor vi skal leve evigt. Fri af vore synder, skyld og den livsødelæggende skam, som vi ikke selv kan komme af med, når den først har klæbet sig til os.

Gud gjorde det, som vi ikke kan fatte, men kun kan tro og kun kan tage imod med tak i vore hjerter:

Fra han skabte os, og så, at vi ikke kunne forvalte vores egen frie vilje, ønskede han at finde en udvej for os, så vi atter kunne være sammen med ham i det Paradis, som han havde skabt os til at være sammen med ham i.

Det, som skulle havde været slutningen på os, blev til begyndelsen på verdens største fortælling om Guds folk. Det blev til en fortælling, som handler om frelse og om, at der er en lykkelig slutning – en ”Happy Ending”, som de siger i eventyrenes verden.

Vi kan bladre i Biblen og læse os igennem, hvordan Gud skabte verden og alt det, som hører verden og os til.

Vi hører om, hvordan folket Israel udviklede sig fra få mennesker – som til vores trøst og lærdom – gjorde den ene grusomme ting ved hinanden efter den anden. Vi hører om brodermord, stjålne velsignelser, om et hovmodigt folk, der ville bygge sig et tårn helt op til himmelen, så de kunne være på højde med Gud. Vi hører om storhed og fald, om vantro og tro, om konger og profeter, som var elsket af Gud for deres retskaffenhed eller blev straffet, fordi de glemte Gud og troede på andre guder. Vi hører om mænd og kvinder, som profeterede om verdens undergang og om dens ophøjelse.

Fra første færd vandrede Guds søn sammen med Gud og Helligånden. Gud var fra starten en Gud, som bestod af én, som skaber og opretholder alt, og som har en indre relation med sig selv, som gør det muligt for ham at forstå sin skabning – altså os – og han har et ønske at være sammen med os.

Hans kærlighed til det, som han skaber, er så stor, at han er mere end alt, hvad vi mennesker kan være:

Han er tålmodig med os, opfindsom i sin søgning efter os, og kreativ i sin måde at henvende sig til os på, så han kan få kontakt med hver enkelt af os. Det er det, som han gør igen og igen, indtil vi får øje på ham.

Han henvender sig til os igennem Biblen.

Biblen er historien om Guds folk, som bliver berørt af ham igen og igen, mens verdenshistorien udspiller sig fra tidsalder til tidsalder.

Han skabte os.

Han henvender sig til os ved at tale gennem profeters lydhøre hjerter og munde.

Han kom til os, for at tale direkte til os, som en jordisk ligemand.

Og det er det, som julen handler om.

Lad os undersøge lidt nærmere, hvad Julen er for noget:

Hvis vi leger lidt med bogstaverne til ordet ”JULEN”, kunne JULEN repræsentere et: ”J” for Jorden.

”U” for underfuldt skabt.

”L” for livet, som Gud har skabt os til at leve…

”E” for: At leve evigt… og

”N” for opløsningen af det NEJ til livet, som Gud først måtte give os som konsekvens af vores ringe evne til at administrere den frie skabervilje, som vi fik til rådighed. Vi kunne bare ikke nøjes med at tage os godt af jorden og den skabte verden. Vi kom til at herske over den og være grådige og udbyttende.

Jesus kom, for at forvandle dette NEJ til et JA.

Gud ville hente de fortabte får og de fortabte døtre og sønner. Og det gjorde ham!

Vores bibel er delt i to: Det gamle testamente med skabelseshistorien og profetierne.

Det nye testamente, hvor Jesus blev født, hvor det at vende et blad i biblen er at høre om opfyldelsen af alle profetierne og om at høre, hvad vi kan vente af de sidste tider.

Vores bibel ender som den begynder:

Den taler om Paradisets Have.

Om Livets træ, som vi atter skal leve af, når vi vender tilbage til floden, som udsprang som en kilde fra Edens Have. Når vi skal vandre langs dens strømme og plukke af glemslens frugter, så alle vore sorger og bekymringer læges og vi kan være sammen, som dem vi er, inderst inde – underfuldt skabte og perfekte i Guds øjne og perfekte for og med hinanden.

Vi skal se Gud engang, ansigt til ansigt, og han vil lade os se ham fuldt ud og ikke i de små brudstykker, som vi ser ham nu i Jesu aftryk i vore spejlbilleder af vort eget guddommeligheds-billede.

Johannes taler om Jesus som Ordet, der udgik fra Gud.

Vi sagde den nikænske trosbekendelse i dag, fordi vi også kan bekende os på den måde til vor treenige Gud, ved at bevæge os rundt i dette filosofiske og mystisk svævende billedsprog.

Gud bliver omtalt i et mystisk og svævende sprog – fordi Johannes og de gamle kirkefædre, som prøvede i århundrederne derefter at beskrive deres religiøse oplevelser og den derudaf kommende tro ud fra en magisk og næsten materielt rørbar tro på Jesus og Helligånden i verden og på et Gudsbillede, hvor Gud sad alvidende og almægtig som en gammel vis mand oppe på toppen af det gamle katolske verdensbilledes tronhimmel.

Vores bibel slutter med en apokalyptisk historie om tidernes dramatiske afslutning. Om verdens ende, om en anden Johannes, der blev løftet op på et bjerg for at skue ud over dommedagens afsluttende oplevelser for menneskeheden.

Enhver tidsalder har søgt at beskrive det, vi hører om i denne afslutning ud fra deres tids evne til at forstå og tolke Biblen med deres egne ord.

I vores tid, er det de store mytiske historier, der kommer til orde, som f. eks. vi finder det hos C. S. Lewis og Tolkien, der har skabt henholdsvis Narnia-verdensbilledet og Ringenes Herrers verdensbillede. De beskriver, hvordan vi tror på, at al den ondskab, som behersker mennesket og verden, en dag vil blive overvundet af noget, der er større end os, og som kan redde vores liv og føre os tilbage til det harmoniske sted, hvor vi er udgået fra og hvor alt er godt.

Vi lever i en tid, hvor vi bliver bombarderet med billeder og billedsprog, som forsøger at få os til at forholde os til verden på en måde, hvor det ikke altid er det gode, som vinder.

Ikke alt, vi ser, er skabt af gode kræfter.

Og det er stærkt at opleve, hvordan vi bliver ved med at længes efter, at enhver film eller historie skal ende godt.

Det er viljen til liv i os!

Og ikke en politisk vilje til magt og grådighed.

Vi genkender Jesus i Løven i Narnia. Vi genkender – for nu at tale filosofisk, som dagens tekster lægger op til: vi genkender det gode princip, som hersker over verden og mennesket.

Det var det, som Jesus kom til verden for at vise os: At det højeste gode, sande og skønne findes: Og at det er Gud, som vil i kontakt med os og have vores opmærksomhed OG GIVE OS det EVIGE LIV tilbage.

Vi er medspillere i verdens største fortælling; Nemlig frelseshistorien.

Vi har stadig krybber på stuebordet rundt om i vore hjem, for at minde os om denne fantastiske historie – og vi elsker at synge de julesalmer, som vi har lært i vores barndom, og som vi synger omkring juletræet, i skolerne, hvor vi end kommer hen – her i kirken – og som ligger og synger sig videre i os, når vi ikke selv længere er i stand til at synge, og Helligånden synger videre i os.

Julen er begyndelsen på Guds kærlighedshandling, som han afsluttede i påsken, hvor han døde på korset og genopstod, hvor han tog al den synd og skyld og skam på sig, som mennesker til alle tider – menneske efter menneske – bærer på, og han stiller sig foran os, når vi engang skal stå til doms foran den Gud, som har skabt og som har frelst os i sin nåde til os.

Lad os takke og prise Gud for hans kærlighedsgerning.