Vi venter på noget!

22. december 2017. Natkirken på Strøget, Lysandagt-reflesion.

Vi venter!

Vi venter altid på noget, noget der gerne må blive bedre, end det, vi har fået.

Når vi venter en gave, har den det med at blive til mere,
end det som giveren havde tænkt, vi skulle have.

Sådan er vi mennesker på jorden,
hvor mange ting kun er et genskin af noget ægte og er ganske forloren.

I denne tid, har vi det med at erstatte juleglæde
med juleæde.

Vi bliver, hvad vi spiser,
og bliver fulde af luft som gasballoner, der fiser.

Vi piber med en fister lyd,
hvor julen skulle have englelyd.

Vi bruger julen til at hygge,
men de færreste opstillet har en indre julekrybbe.

Her i verden bliver den ægte sorg
byttet ud med ting, som forestiller at dække vort behov.

Der er ikke meget kærlighed i al den jagen efter lykke,
hvor producenter blæser os et omkostningsfuldt stykke.

Julen rammer ind den 24. december klokken sytten,
hvor intet er nået af det, som kunne vende bøtten.

Familier samles efter alenlange forhandlinger,
eller folk sidder ene, dømt ude som ensomme lemminger.

Julestjernen lyser over alle,
både dem, som er for tykke og for dem, som er for smalle.

Jesusbarnet ligger i en krybbe i Magasin
og klokken 24 er der ingen til at se, at lyset bringes ind.

Alt er spist, og tanken går på de næste dage,
hvor maden også skal ind og rumstere, som en velgæret knasfyldt julekage.

Mens vi sidder der i saksestolen, kommer drømmene til os,
og vi blunder bort en stund til ordene fra præstekjolen:

Det handler om noget nyt. Noget helt anderledes. Noget, som verden aldrig før har set. Prøv at se med!

Du bliver let i kroppen og svæver med ud i en mørkeblå nattehimmel, hvor stjernerne en efter en tændes omkring dig i en stjernevrimmel.

Du mærker varmen fra lyset fra stjernerne, og opdager, at når du kommer tættere på dem, så er det hvide engle, som skinner og funkler. Du kommer helt tæt på et par stykker, og du hører små stemmer, der lyder som klokker.

De er helt lette i klangen, og du kan høre, at de synger ord, som du sørme kan forstå med hjernebakken!

De synger: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden!

fred til mennesker med Guds velbehag!”

De små englestjerner glimter på himlen ligesom lysene kan funkle på et juletræ,
og du opdager, at du befinder dig et sted på jorden, hvor der er en hule ind i en klippe og udenfor står der træer og skærmer for vinden.

Inde i hulen brænder lys.
Når du kommer nærmere ser du, at lyset kommer fra en lille foderskål til dyrene, et trug!

Til din store overraskelse ser du, der ligger et lille barn dernede i skålen, og at dets forældre ligger og sover uden smask og skrålen.

Barnet er vågent, og dets øjne er åbne.

Det kikker på dig og jeres øjne mødes åbne!

Du ser ind i de varmeste og roligste små øjne, og du mærker en varme brede sig ud fra dit bryst.

Barnet er så lille og så fuldstændigt sårbart.

Du har lyst til at tage det op og tage det ind til dit hjerte og ind i hele dit legemes opsparede lyst.

Du hører en stemme tale langt væk fra:

Det giver mening i dit hoved. Stemmen siger bare:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land, som er fuld af gys.

For et barn er født os, en søn er os givet, og herredømmet skal ligge på hans skuldre hele livet.

Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids og hans efterkommeres trone
og over hans rige, som han grundfæster og understøtter med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid – er der trøst.

Du mærker atter, at du flyver rundt oppe i himlen. Det er som om, du har fået en gave.

Du føler dig let, og du føler en tyngde, som du aldrig har mærket før i denne verdens have.

Du daler ned mod jorden. Roligt.

Mens du passerer ned mellem himmellegemerne hører du en engel sige: frygt ikke!

Jesusbarnet i Magasin ligger ikke i den rigtige krybbe.
Han vil ligge i dit hjerte, hvor han vil bo og bygge.

Du er tilbage her i kirken på bænken, hvor du hele tiden har siddet.

Du har set Jesus og set ham smile til dig i en fjern og ukendt klippehule.

NU er du klar til at jule!