Jesus Superstar

Hellig3kongeraften – Lysmesse i Natkirken på Strøget, Helligaandskirken.
(Tekst: Matt 2,1-12).

“Jeg vil være stjerne
det vil du også gerne
alt er kun en genvej for at finde kærlighed

og du vil være stjerne
det vil jeg også gerne
jeg håber vi bli’r stjerner i vores eget liv” (Sebastian)

Vi var fra begyndelsen skabte til at leve sammen med Gud i hans rige, men nu går vi rundt her nede på jorden, bare fordi vi ville være lige som Gud.

Vi kan kikke op på himlen og føle en afstand til ham, og han siger til os gennem Jesus, at der ikke er en afstand, men at vi kan komme ind i Guds rige igen, hvis vi er som børn og finder frem til ham gennem Jesus.

Hvordan finder vi Jesus? Hvordan finder vi barnets uskyld frem, som vi for længst har mistet?

Vi må begive os ud på en rejse for at finde ham – og vores tabte uskyld.

De gamle af os ved, at vi kan rejse hele verden tynd, for dernæst at finde ud af, at der, hvor rejsen ender – ja, det var dér, hvor den begyndte.

Vi ved, at det, der er specielt ved rejsen er ikke at nå målet, med selve det at rejse.

Det er den måde, vi rejser på, når vi er voksne.

Vi udvikler os gennem erfaringer undervejs, og vi bliver bedre og bedre til at rejse og holde rejsen ud.

H.C. Andersen sagde engang, at ”Det er liv at rejse”. – eller som vi plejer at sige: ”At rejse er at leve!”

Vi kan rejse gennem årstider – vinter, forår, sommer og efterår. Vi kan rejse gennem stemninger: Uro, forventning, forelskelse, forløsning, glæde og tårer.

Vi stiger hele tiden på et transportbånd, der driver os fremad, fremad, som på en rejse uden destination, uden kompas. En rejse, der nogle gange vender alt på hovedet og foregår i omvendt rækkefølge, men som alligevel ender med at gøre os klogere på livet og os selv.

Transportbåndet er lige som at stige på en togvogn. I vores rejse i livet, er vi på sporet af os selv, på sporet af Gud, på sporet af livet, eller bare.. på sporet.

Vi er på sporet… men finder vi det, vi søger?

Det spørgsmål stillede Henrik Nordbrandt sig selv engang i et digt. Han fabulerede over menneskets rejse i sig selv og menneskets søgen efter mål og mening. Han beskriver en erkendelse af, at lige meget hvor langt, vi som mennesker bevæger os væk på vores rejse, og hvor vi bevæger os hen, ja, så finder vi aldrig det, vi søger. På samme måde finder mennesket heller aldrig sig selv i et bestemt øjeblik. Men det, at vi har været på stedet, bliver alligevel en del af ens person.

Så selvom vi mennesker ikke har et ”hjemland” eller rødder et bestemt sted, indser vi som rejsende i livet, at selve rejsen, det at søge og bevæge sig, er ”motoren” i tilværelsen.

Henrik Nordbrandt siger i sit digt ”Hvor vi end rejser hen” at:
”Hvor vi end rejser hen, kommer vi altid for sent til det,
vi engang tog af sted for at finde.

Og i hvilke byer, vi end opholder sig os,
er det de huse, der er for sent at vende tilbage til,
de haver, det er for sent at tilbringe en måneskinsnat i,

og de kvinder (og mænd), det er for sent at elske,
som plager os med deres uhåndgribelige nærvær.

Og hvilke gader vi end synes at kende

fører os uden om de blomsterhaver,
vi leder efter, og som spreder deres tunge duft i kvarteret.

Og hvilke huse vi end vender tilbage til
ankommer vi for sent om natten til at blive genkendt.

Og hvilke floder vi end spejler os i
ser vi først os selv, når vi har vendt ryggen til”.

Vi må altså vi holde op med at søge al mening i os selv, og vende os om mod det, som vi søgte efter fra første færd.

For vi har en trang i os til at lede efter det, som giver vort liv mening!

”Lad de små børn komme til mig”, sagde Jesus.

Hvordan skal vi finde ham?

Vi kan ikke som de tre vise mænd, drage ud og finde Jesusbarnet i krybben.

De tre vise mænd har altid optaget mig. Måske er det det, at de er lidt mystiske – at de kunne læse tegn og tid gennem stjernerne på himlen? Måske er det, fordi de er fremmede – vi kan næsten dufte røgelsen, der hænger fast ved deres klæder? Men er det bare det? Eller kan vi finde noget, der bringer os nærmere et fællesskab med de vise mænd fra østerland?

Det er blevet hævdet, at det moderne menneskes søgen efter meningen med livet i virkeligheden er en søgen efter Gud. Men det er i så fald en påstand, der hurtigt bringer mennesket i konflikt med sig selv, fordi der i ”vor tid” (som det så højtideligt hedder) er en trang eller ligefrem et behov for at konkretisere og gøre alting håndgribelige. Det betyder, at det, som vi søger, ikke må være for abstrakt, for det skal helst kunne føles eller røres ved – og som et minimum kunne ses. Derfor bliver ”det med Gud” ofte vanskeligt at få på plads og at sætte i form. For Gud kan ikke indfanges og holdes fast.

Om det moderne menneskes søgen i virkeligheden er en længsel efter Gud, det må som sagt (indtil videre) forblive en påstand. Det er dog let at se, at det moderne menneske vitterlig er søgende, om end vi er det på forskellige måder. Nogle af os rejser ud for at blive beriget af oplevelser og fremmede kulturer. Andre søger forbilleder, de kan følge, andre søger i sig selv, i deres indre. Andre igen søger flugtveje fra virkeligheden i en uendelig strøm af underholdning eller rusmidler. Andre søger tryghed og andre igen søger rigdom i en uendelig strøm af ”forbrugs-goder”, som vi kalder dem.

De vise mænd var også søgende. De var taget på en lang rejse for at finde noget ganske bestemt – nemlig barnet i krybben. Den lange rejse, de drog ud på, var ikke et mål i sig selv, rejsen havde et større mål, ja faktisk et konkret mål: Barnet i krybben. Det er jo et drømmescenarium for alle os andre troende og søgende – at der pludseligt skulle vise sig et konkret og synligt svar på vores tro og vor søgen. Noget, vi kan løfte op og fotografere og pege på og sige: Ja se! Sådan ser det (barnet) ud!

Den glæde var kun forbeholdt de tre vise mænd.

Vi kan ikke selv tage af sted til Betlehem i aften og finde ham. – Vi kommer for sent! Han er født, han har levet. Han er død og han er genopstået og taget op til sin far i himlen, så vi ikke kan se ham.

Vi kan kun mærke ham som Ånd og gribe efter ham i tro.

Når vi taler om vores tro, har vi ikke andet end de erfaringer, vi gør os med det at tro.

Vi har billedtalen, hvor vi i billeder forsøger at hægte noget konkret på det abstrakte. Vi bruger vores erfaringer fra livet i vores tale om Gud.

Vi kan beskrive malende og analogisk i billeder, at Gud kan søges i himlens svimlende højder og i havets dyb. Han kan søges i jordens indre, men vi kan ikke hente Gud ned konkret fra himlen eller op fra dybet eller grave ham frem af jorden som andre skatte.

Der er en afstand mellem os og Gud, som på en og samme tid både adskiller os – og dog alligevel knytter os sammen. Mennesket har en evne til at tænke i abstraktionen – til at forstå gennem billedernes malende sprog og til at lytte til den længsel, der sidder i brystet – som når man lader intuitionen få lov til at være afgørende for et givent valg.

Grundtvig beskriver i en af sine salmer – på sin egen mystikermåde, hvordan det er muligt at blive ledt til den vej, som verden ikke kender (DDS 379). Den vej, som fører os frelst gennem mørke skove, som vi ikke selv kan finde ud af, og hvor solen viser sig at være Jesus, som leder os fremad mod Guds rige.

Vi får at vide, at Livets Ånd er den, som bærer os fremad, mens vi oplever, at livet i verden både er fyldt med roser og fyldt med torne. Jesus er som solen, der stråler på vejen foran os, så vi kan finde vejen sammen til ham.

Han står ved hver korsvej og venter på os og håber, at vi begynder at vandre med ham – eller endnu bedre: Vi opdager, at vi vandrer med ham og at han altid har gået, går og altid vil gå ved vor side.

Vi får lov til at opleve håbet om, at det er sandt. Vi får lov til at mærke os engle-ledt og Ånds-båret, når vi i stunder af vort liv overgiver os i troen på Jesus. Vi får lov til at mærke, at vort liv forvandles og at det (livet) og os selv bliver bær-bare og mulige at bære.

Så hvor er han? Hvor finder vi ham?

Han har sagt, at vi finder ham i dåben, i nadveren og i Ordet, som vi kan læse om ham i Biblen.

Jesus har fortalt os, at vi som børn allerede ejer medborgerskabet i Guds rige. Det behøver vi ikke rejse til verdens ende for at få eller finde.
Det, vi får i dåben, er hans ønske om at tage os i sin favn – om vi så er hjemvendte fortabte sønner og døtre efter et langt liv eller om vi er et nyfødt barn. Han ønsker at røre ved os og vort liv, så vi opdager, at han er der, og han ønsker at give os sin velsignelse.

Velsignelsen går ud på, at barnet nu kan gå ud i verden med den blåstempling, der viser, at det hører Gud til.
Vi har lov til at have tillid til, at Gud i evighed vil ønske det bedste for os og passer på os. At Gud vil blive ved med at lyse som en sol over os, så vi kan finde vej i verden både i lyse og mørke tider og vide os sikker på, at Jesus vandrer med ved vor side. Vi skal også vide, at Gud ønsker at se gennem fingre med alle de småfejl, som en mennesketilværelse indeholder potentielt, fordi Gud elsker hver eneste af sine skabninger.
Vi kan forvente, at Gud vil holde øje med, at vi får alt det, som vi har brug for og at vi må få den fred i livet, som der skal til, for at have overskud at dele ud af og til at ligne den Gud i hjerte og adfærd, som har skabt os.

Amen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s