Jeg elsker at fare vild i labyrinter
ende i blinde gange hvor alt kan ske
når jeg lukker mine øjne og venter
på alt det der kan ske
Jeg lader farverne træde frem
i min træede hjerne
og lader skyerne træde til side
og lader himlen åbne sig
over mit stille og himmelvendte hoved
som i bøn
som i en himmelbøn
trækker stjerner ned på de særeste steder
hvor der før var lukket og slukket
og nu sprøjtende fyldt med livskorn og gnister
Hvordan kunne jeg stå oprejst i verden
hvor alt var fuld af muligheder?
Jeg trives bedre her
i lukkede veje hvor alt kan ske
Verden er større i mit indre
end på den grønne planet
hvor alt er skrumpet og slukket.
Ja jeg elsker labyrinter.
Vildfarne labyrinter.
Skriv et svar