Hvedekorn

Vinteren står for alvor for døren med dens sorte og grå farvetoner. Det kan være svært at leve sig ind i, hvordan det er at være et hvedekorn sådan en vinterdag, som i dag i jorden – eller et hvedekorn – sådan som Jesus sagde, at hans liv måtte være i overført betydning – at han måtte dø for at give liv til mange. At vi, når vi følger ham ind i hans rige også må dø for at leve. Det er et paradoks, som vi ikke kan fatte med vores forstand. At vi skal dø for at leve – at noget i os må dø – det gamle menneske – for at det nye menneske – det menneske, som Gud har skabt os til at være, må komme til at leve.

 

Lad os høre historien om hvedekornet på en mere jordnær måde, her ude, hvor der er marker at få forstand af rundt omkring os:
Det har for længst været på det tidspunkt af året, hvor en bondemand gik ud over markerne og kastede sine kerner ud over jorden.

Lad os et øjeblik tænke tilbage til efteråret og følge ham i hans arbejde med at så hvedekorn:

Han traskede frem og tilbage, fra den ene ende af marken til den anden langs plovfurerne, og for en udefrakommende, så det ud som om, at han hele tiden ledte efter et bestemt sted langt borte, og når han var nået derhen, så ville han vende om og søge tilbage til det sted, som han lige var kommet fra, fordi det sted nu var det sted, der var langt borte, og måske var det sted, som han ledte efter. Det kunne se ganske ud som om, at han gik og gik – og kom ingen vegne.

Men sådan en mand var han ikke, ham bondemanden, der gik og kastede sine vinterfrø.

Han strøede alle sine korn ud den dag, og det var en god og fyldig hvede.

Et af kornene landede mellem to sorte, våde jordknolde.

Det følte sig virkeligt trist til mode. Der var mørkt og fugtigt, og mørkere og fugtigere blev der, for dagens tåge samlede sig og blev til en strid natteregn. Det var til at fortvivle over og det var lige, hvad hvedekornet gjorde. For rigtig at blive ilde tilpas begyndte det at huske tilbage på alle slags minder fra de gode gamle dage.

Det kunne huske, da det sad højt til vejrs i det knejsende aks og blev kærtegnet af vinden. Det havde følt sig så vel til pas, som et lille barn på sin mors arm. Hele den store, grågrønne hvedemark var fuld af aks og strå, og oppe på den blå himmel sad en strålende gul sol og varmede verden, og alle lærkerne sang fra morgen til aften og himlen blev rød. Og når solen gik ned, blev det ikke koldt og vådt som nu, men en blid dug faldt som en læskedrik over det solhede korn, og en stor, gylden måne dukkede op og skinnede mildt hen over de modnende marker.

Det var i de skønne tider, dengang alt var godt…
Så skete det pludseligt en dag, at leen kom og skar alle kornene over og høstpigerne bandt negene sammen og læssede dem op på vognene. I loen blev kornene tærsket ud af aksene, og de små korn-familier blev splittede fra hinanden. Dem, der havde været sammen lige fra deres grønne ungdom, fløj til hver sin side og så aldrig mere hinanden.
Men i kornsækken var det dog muligt at man kunne holde hinanden med selskab. Man lå nok lidt trykket, og det holdt undertiden hårdt at få vejret – men man kunne snakke sammen; man havde lidelsesfæller…

Og nu var det fuldstændigt forladt af alle. Det var overladt til denne triste ensomhed, den sikre undergang… hvedekornet vidste, at det ikke kunne tåle fugt, det var blevet meget ømfindtligt på det sidste. Det mærkede allerede, hvordan det begyndte at krible og stikke i det yderste lag celler… Og vådere og vådere blev det for hvert øjeblik… Det kunne ikke vare længe, så ville hele hvedekornet være gennemblødt – og hvad ville der da blive af det?

Næste dag harvede bondemanden marken, og kornet kom til at ligge i bælgmørke. Jord var der foroven, og jord forneden. Der var jord til alle sider. Og vådt blev der ved med at være.

Hvedekornet følte sig meget sygt. Det brød og gærede inden i det, vandet trængte gennem skallen alle vegne, der var ikke et tørt sted mere i kornets indvolde. Det var, som om det skulle det forgå.

Da sendte det en sidste tanke, en sidste sørgmodig længsel tilbage til sin solskinstid. ”Ak, hvorfor,” klagede det, ”blev jeg til, når det hele skal ende så skrækkeligt? Det var bedre, om jeg aldrig havde kendt solens lys og var blevet skånet for denne elendighed!”

Da talte en stemme til det stakkels, forladte væsen, og stemmen syntes at komme ud af jordens indre.

”Frygt ikke,” sagde den, ”du skal ikke gå til grunde. Giv trygt og villigt slip på dig selv – og jeg lover dig et bedre jeg. Dø, fordi det er min vilje, og du skal leve.”

”Hvem er du, som taler?” spurgte hvedekornet og var ganske ærbødig derved, for det var som om at tale til hele jorden, ja til alt, der var til.”

”Jeg er den, som skabte dig, og som nu vil genskabe dig,” var stemmens svar.

Da overgav det lille fattige, døende hvedekorn sig i sin skabers vilje – og vidste af intet mere.

En forårsmorgen ganske tidligt på året stak en grøn spire sit hoved op over den våde jord. Solen skinnede så varmt, at jorden dampede derved. Og højt oppe i den blå luft sang utallige lærker.

Hvedekornet – for dét var den grønne spire – så sig henrykt om. Det var altså virkelig givet tilbage til livet, tilbage til solen og lærkernes sang. Det skulle leve på ny.

Og det var ikke alene: Rundt om på marken så det andre grønne spirer – en hel hær – og det genkendte sine brødre og søstre i dem.

Da gik der en svulmende livsfylde gennem den unge plante, og det var, som måtte den af lutter taknemmelighed gro lige op i den lysende himmel og kærtegne den med sine blade.

Og det var, som om den samme taknemmelighedsjubel drev lærkerne så højt op, de kunne komme, og jo højere de kom, des klarere og renere sang de…

Og en stemme, som denne gang kom ovenfra, ikke indefra sagde:

”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun til det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”

(Slut på parafraseringen over Johannes Jørgensens ”Hvedekornet”).

Når vi hører om sædemanden, der sår korn, så er det Gud, der ønsker, at vi skal opdage, at alle mennesker ligner hinanden på nogle helt fundamentale måder i vores måde at være mennesker på, og at Gud godt ved, at vi ikke er i stand til at fatte med vores forstand, hvad det er, som Gud ønsker, der skal vokse i os og at høsten af Guds ords frø har af endemål, nemlig et kommende frelst og evigt liv.

Vi kan genkende følelsen af håb, når vi tænker på den lille grønne spires glæde ved at vokse op og se, at alle dens venner og familie er rundt omkring den.

Det er det håb, som vi også kan komme til at føle, når det går op for os, at det, som Gud har sået i os, lige fra vi blev skabt, er muligheden for at kende Gud og komme til at lade dét vokse i os, som Gud har lagt i os som muligheder for et evigt liv sammen med Ham og sammen med dem, vi elsker.

Jesus fortæller os andre steder i Biblen, at han ønsker at der skal blive en stor høst, når han vender tilbage.

Gud lod Jesus fortælle os en masse forskellige lignelser, som i det store hele går ud på, at vi skal åbne øjnene og ørene, så vi kan få øje på, at vi er med i en større virkelighed end den, som vi umiddelbart ser og oplever. Han ønsker, at vi forsøger efter bedste evne at leve på jorden nu, som vi engang vil komme til i Guds rige, hvor der er nok af alt til alle. At vi kan være medmenneskelige på en kærlighedsfuld måde, når vi efterligner den måde, hvor på Jesus viste os, hvordan vi er skabt til at være sammen. Gud er den, som giver os kræfter til være en ”barmhjertig Samaritaner”, eller en ”fortabt søn, som tør vende hjem”. Gud er også rede til at sælge alt for at løskøbe hver enkelt af os fra det, som måske er en dårlig betingelse til at starte et liv på, eller en ringe evne til at kunne lade Guds ord vokse i sig.

Det giver Gud os, fordi vi er lavet af hans skabte jord. Vi er, som de små frøkerner, der spirer frem over alt, uanset jordforholdene.

Vi er frø, der spirer frem med foråret. Frø, der vokser op af fed jord og lerjord, op af klipperevner på høje fjelde og mellem småstenene på bunden af de dybe dale.      Vi har alle en årsag til at være dér, hvor vi er havnet, og vi har muligheden for at tro på, at Gud vil os det bedste.

Er vi parate til at gå ind i mørke huler for at opdage Guds tunneller? Er vi parate til det? Har vi lyst til at gå ind i mørket?
Nej, men se på menneskelivet – se på dem I har kendt, se i bakspejlet på jeres eget liv:
Alt det gode, der er sket for os, handler om at gå ind i et mørke, en hule,
for at opdage, at mørket er en tunnel til det store lys.
Det gælder lige fra fødslen. Det gælder at miste fodfæstet ved nye stadier i livet for at opdage et bedre fodfæste. Det gælder sorgen. Det gælder at gå ind i abstinensernes mørke for at komme ud i de klare tankers lys. Det gælder døden – hvis vi tør tro det.

Jesus siger: »Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«

Jesus drager os ad den samme vej han gik – og han lover os hvedekornets kraft og mod.

Det er dernæst vores opgave at så videre – for vi skal så for de andres skyld:

Hvedemarken bliver frodigere, jo mere der bliver sået.
Det mest interessante menneske i verden er hende eller ham, som du kan så Kristus i,
eller (hvis du ikke er evangelist) kan så tro, håb og kærlighed i.
Vi hører sammen, fordi vi er hvedekorn, fordi vi er blevet ’castet’ til den rolle.
Jeg siger ikke, det er nemt. Men det er hemmeligheden ved Guds liv i os, at vi som hvedekorn skal forsvinde ud af syne for at blive frugtbare og kunne sige: ”Her er jeg”, når vi en dag dukker op af vinterjorden!