De tre – måske fire talenter

Septuagesima er den søndag, som indleder fastetiden. Det er den niende søndag før påskesøndag, som fastlægges ud fra den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn – men der er endnu længe til, og på denne søndag sættes alt på et bræt – i de tre tekstlæsninger, som hører til denne søndag, hører vi om Job, der erkender, at man ikke kan føre sag an mod Gud, for et menneske kan ikke være retfærdig over for Gud. Vi hører, om hvem, det er, som alle dybest inde længes efter og tilbeder i alle religioner, når vi møder Paulus i verdens første interreligiøse, dialogiske og inkluderende kristendomsmission. Her må vi stille Paulus til troende, da han åbenbarede for hedninger, at det er den kristne Gud, som er bag den ukendte Gud, den statue, de gamle grækere tilbad på Areopagosbjerget.

Når evangelieteksten til septuagesima søndag skal lyde, har vi altså først fået afklaret, at Gud er Gud for alle mennesker og at det er Gud, som er vores retfærdige skaber, frelser og forløser.

I lyset af dette, er lignelsen om de betroede talenter en rigtig gyser – af en eller anden grund er det en historie, som har lagt sig ind i vores sprog og som vi godt kan lide – men går vi den efter på klingen, er det en uhyggelig historie om alt det, vi ikke kan, men gerne ville kunne.

Det er en aldeles uforglemmelig historie, Jesus fortæller.
Den har simpelthen defineret ordet ’talent’ for os.
Da Jesus fortalte historien, var en talent en pengesum.
En enorm pengesum på hele 6000 denarer
– og en denar var en dagløn for en løsarbejder i vinhøsten.
Fem talenter var altså et kæmpebeløb på 25-30 millioner kroner i vore dages købekraft.
Sikken en chance at få – og sikken en risiko at tage!

Lignelsen fortæller os, at en sjæl skal bruges på stedet og ikke jordes!

Vi får en gave, som vi skal forvalte. En gave, som vi ved fra denne verden, indeholder en gavens reciprocitet – at når vi får noget, skal der gives noget tilbage. Ganske ulig det, som Gud viser sig, siden hen ikke at forvente – men håbe. At han, utrætteligt bliver ved med at prøve at nå ind til os – at få os til at opdage Ham, og hvad han ønsker at give os.

Gaven over alle gaver – livet!

Gud lægger altså livet som en gave i vore hænder.

Det er det, der sker for de to første betroede slaver i historien.
De stoler på deres herre,
de ved at han ønsker, det skal lykkes for dem,
så de går i gang med at bruge deres talenter.

Det er oplagt, at vi skal prøve at ligne de to første.

Gud giver slip på verden og lægger den i hænderne på os.
Det står formuleret på ny i et af de mest forrygende vers i den nyere salme, som vi netop har sunget (Menneske, din egen magt):
Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød. – 370 v2

Vores evner og liv er en gigantisk formue, som er mere værd end alt andet i verden. ”Alle er gode til noget – vi skal bare finde ud af, hvad det er”, som Ole siger til Buster i ”Busters verden” af Bjarne Reuter. Et tema, som pastoratets FDF’ere husker, at jeg udfoldede i sommerlejren i sommers. Det er vigtige ord, som ingen børn kan høre for mange gange – eller vi andre, hvis vi skulle have glemt det.
Hvis vi tager fat i Kristuskransen, som mange konfirmander er glade for at stifte bekendtskab med, så er det ved ”Jeg-perlen”, at Gud har givet talenterne, så vi kan komme i gang med at leve det liv, som Gud har skabt os til at leve – til gavn for hinanden og verden.

”Jeg-perlen” kunne vi også kalde for ”Diakoniperlen”, da, som det står videre i salmen, vi sang:
Du skal værne det, der gror
overalt på denne jord.
Gennem dine varme hænder,
dine ansigtstræk, de kender,
kommer Gud til sine børn. – 370 v3

For vi vil gerne svare vores Herre, at vi er gode tjenere – men det er ikke altid, at vi er i stand til at være det.

Vi vil gerne klare de onde og de gode dage – som et livsforløb rundt i Kristuskransens indbyggede livshistorie, hvor vi gennemlever livet ligesom Jesus gjorde det med svære tider og gode tider.

Men vover vi tilværelsen? Vover vi at bruge, hvad vi fik og får betroet?
Lignelsen spørger os også, om vi graver os selv ned i mismod og bitterhed, fordi vi føler os forbigået. Fordi vi har ondt af os selv. Fordi vi ikke tør leve. Spørgsmålet er relevant: Jorder vi os selv, hinanden og livet?

”Livet har mening!” sagde Viktor Frankl, på trods af sin erfaring med mennesker i koncentrationslejrene under anden verdenskrig.

Vi skal øse ud af os selv til højre og venstre, for Gud har betroet os alt hvad vi har evner til. Han glæder sig til, at vi vender hjem til ham og siger: ”Jeg prøvede at se, hvad jeg kunne gøre med det, du havde betroet mig.”  Han glæder sig til at sige til dig: Det var det, der var meningen med dig, at du skulle bruge din sjæl på stedet – ikke jordes!

For: Den tredje tjener blev jordet.

Man kan ikke bare nøjes med at lade som om, at man sætter livet på spil for andre og tænker ”Jeg skal ikke have noget klinket!”

Vi må have tillid og turde løbe en risiko.

Når vi har hørt historien om de tre tjenere, så er det som om, der mangler noget i historien til i dag, noget vi selv må læse ind og fylde ud:

Når det at leve er at sætte sig selv på spil for andres skyld i Guds ærinde, kunne vi have nytte af en fjerde tjener at spejle os i:

En tjener, der risikerede og tabte alt, men bevarede sin herres tillid.

En tjener, der lige som de to første vovede noget med deres herres penge; men som i modsætning til dem tabte investeringen, så han ikke kunne betale herren den oprindelige sum penge tilbage. Det var Søren Kierkegaard, som i sine papirer fra 1852 reflekterede over lignelsen om de betroede talenter under overskriften: ”Det, ikke at vove”, hvor han skrev om denne tænkte fjerde tjener; og sluttede med at sige: ”Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige?”

For Gud viser os tillid:
Han betror os hele formuen – hele jorden, vores liv. Det skal vi ikke glemme. Det er ikke for at sætte os på prøve, men det er det, han har skabt os til. Det er det, der er meningen med vores liv.
Han sætter endda sit eget liv på spil for at frelse os, når vi svigter.

Vi går ud af tillidsforholdet til Gud, fordi vi ikke vil risikere noget; og så mister vi alt.

Han prøver igen og igen at etablere fællesskabet mellem Ham og os og give os nye muligheder:
I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Dag er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord. 367 v7
Vi blevet sat til at være gode godsforvaltere af Guds mangfoldige nåde, og at enhver af os skal tjene de andre med den nådegave, vi har fået […] for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus (1 Pet 4,10f).

Vi har fået evnen til at få andre til at føle sig værdifulde. Evnen til at tage tingene med et smil. Evnen til at løse konflikter med humor. Kreative talenter – at synge og spille og skrive musik eller teater, skabe billedkunst. Evnen til at tage sig af børn eller syge. Evnen til at få tal til at passe, så der bliver frihed til at prøve nye ting. Evnen til at administrere.

Vi må godt være ydmyge, som den forsigtige mand, der ønsker at indlede et kærlighedsforhold til den kvinde, han elsker, og siger:

(Parafrase over Sting: Practical arrangement):
”Er det, som at ville række ud efter månen,
når jeg prøver at forestille mig,

at du og jeg, kunne komme til en eller anden form for at –
at finde ud af det sammen?

Jeg beder ikke om at nå månen.
Jeg har altid været realist,
og det behøver ikke være mere end bare en simpel måde at være sammen på.
Med et tag over hovedet
et varmt hus at vende hjem til.
Vi kunne begynde med at sove hver for sig
Jeg kunne sove alene – eller kunne lære at gøre det.

Jeg vil ikke love dig, at det bliver et Paradis på jord for altid
Jeg ved jo godt, at – hvor ofte sker det nu om dage?
Højt sandsynligt – aldrig.

Men vi kunne prøve at finde ud af det – på en eller anden praktisk måde,
og du kunne lære at elske mig, hvis du gav mig lov.

Jeg vil ikke love dig ikke månen,
eller en regnbue.
Bare en praktisk løsning for et ellers ensomt liv.

Jeg kunne blive en far for dine børn.
En skulder, du kunne læne dig op ad.
Hvor svært skulle det være, at blive min hustru?

Vi kunne få et fælles tag over vore hoveder
et varmt hus, at vende hjem til.

Du behøver ikke at lave mad til mig
og du behøver heller ikke at gå i gang med at lære det.

Jeg vil ikke bilde dig ind, at det kan vare for evigt – det må det gerne,
men det ligger ikke til mig at være uærlig – du er alt for klog.

Men vi kunne finde ud af det – på en eller anden måde,
og du kunne lære at elske mig, hvis du ville.

Det er nok ikke den kærlighed, du havde drømt om,
men du kunne lære at elske mig, hvis du gav mig tid”.

Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme.
Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme.
Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. (1 Kor 12,4-11)

Alt dette bevirker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil til fællesskabet.

Vi har fået givet muligheden for, at vi kan grave hinanden op og synge med “tøsedrengene”:

Jeg vil bruge og bruges
ja jeg vil gi’ meget mer’
jeg vil nå ind til den verden
hvor glæden og smerten lever og er.

Ja! jeg vil bruge og bruges
fordi mit liv er så kort
til alle dem der vil ha’ det
til dem der tør ta’ det – gi’r jeg det bort

Det er det, vi skal – og lad os så komme i gang med at bruge af vore talenter!