Opstandelseshåb midt i en fastetid

 

Det er ejendommeligt, at vi skal høre Paulus’ store tekst om kærligheden som en af teksterne til fastelavns søndag.

Vi indleder så flot med at søge tilflugt hos Gud i den gammeltestamentlige salme – hvilket kunne være vort tema i fastetiden, som ligger forude.

Men det er kærligheden, som Paulus belærer os om.

Kærligheden, som vi ikke må faste os væk fra!

Mærkeligt nok, så er det som om, at vi stadig ikke rigtig forstår, hvad kærlighed er, selvom vi taler om kærlighed hver dag i alle sine former – om næstekærlighed og om Guds kærlighed.

Når vi er smaskhamrende forelskede siger vi, at kærlighed gør blind!

Og så er vi lige glade med, om den anden har skæve ben og alt for stor næse.

Måske har den elskede farvet hår i alle regnbuens farver og topmave og lugter dårligt ud af munden om morgenen og har nogle vaner, man slet ikke kan holde ud – hvis det altså bare lige ikke var fordi, at det er den, som man lige er blevet smask hamrende forelsket i.

Så går der et stykke tid, hvor man flyver oppe mellem skyerne og synger sange, som om man helt havde glemt, at man faktisk slet ikke kan synge eller gå på skyer – og man ser mere og mere træt ud, fordi man glemmer at passe sin gode søvn, og spise sin gode mad, når man sådan er så forelsket, at ingen rigtigt helt kan holde en ud.

Heller ikke den, som man er så forelsket i, sjovt nok.

Det er jo en gængs oplevelse, som har ramt de fleste, og derfor har vi fundet på, at hvis vi nu tager masker på, så kan det jo være, at vi bliver ved med at se fantastiske ud – sådan lidt længere tid, end hvis man kunne se os, som vi er, lige med det samme.

Det er derfor det er så herligt med fastelavn og udklædningsfester, som vi jo har i denne tid.

Så kan vi være elverfolk med spidse ører eller Thor med hammeren, som kan gå rundt hele aftenen og slå os andre i hovedet, mens vi siger: ”Ha ha” og har det så sjovt.

Men inde bag masken ved vi godt, at vi faktisk ikke er så fantastiske – eller må lide under, at de andre ikke synes, vi er så fantastiske, som vi selv synes, vi er.

Og når vi kommer hjem og har taget masken og det krøllede kostume af, så er der faktisk kun en udklædning, som vi husker, og det var dem, som havde klædt sig ud som et æsel, og at alle havde grinet over, at de i hvert fald ikke ville være æslets bagende.

Men dem, som havde været æsel havde faktisk haft det sjovt og alle de andre havde ikke haft det så bekvemt, for ingen havde haft noget udklædningstøj på, som rigtigt passede.

Men hvad med dem, som havde været æsel?

De havde været et par – og den, som var bagerst, kunne jo ikke se noget af festen, så det måtte den anden fortælle den om.

Og den havde nok overdrevet lidt, når den fortalte om de andres udklædning og hvad de fik at spise.

Men det havde set så fantastisk ud i bagendens fantasi, at aftenen havde været magisk!

Og kærligheden voksede og blev til mere end en blind forelskelse.

De to gik hjem sammen den aften, som de havde gjort så mange gange før i deres lange ægteskab.

De lovede hinanden, at næste år ville de bytte pladser igen, så de kunne være hinandens øjne og fortælle den anden om alt det fantastiske, som verden var fuld af, når man elsker hinanden og gør virkeligheden til et bedre sted, fordi: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op”.

Kærligheden kan gå i tusind stumper, men kærligheden, som er kærlighed, er fragmenter af den kærlighed, som Gud giver til elverfolk og æselkærester og får folk til at lægge våbnene.

Det kommer vi til at forstå engang, når vi ser ansigt til ansigt uden masker og dårlig ånde.

Men lad os nu lige blive lidt klogere på, hvad fastelavns søndag er for noget:

Det er fastelavns søndag i dag.

Det betyder, at vi befinder os i dagene før fastetiden begynder.
Og i gamle, gamle dage betød det, at fra i morgen og de næste fyrre dage, skulle man rense og ”spæge” sit legeme frem til den store påskehøjtid, på ganske samme måde, som Jesus gjorde, da han opholdt sig i ørkenen i fyrre dage efter sin dåb.

Det at ”spæge” sit legeme betød, at man ikke måtte spise kød fra mandag til og med lørdag – søndag regnede man nemlig ikke som fastedag, for det er jo Herrens dag, så der måtte man godt spise kød, og fasten startede sådan rigtig med, at man om onsdagen efter fastelavn – altså på onsdag gik i gang med at faste frem til påske.

Hvis nogen skulle føle sig kaldet til at prøve at opleve en fastetid, og hvad man kan få ud af sådan en faste – ikke bare for at tabe et par af de ekstra kilo fra julemåneden, men for at opleve indadtil, hvad det vil sige at have tid med Gud, så handler faste om, at man f.eks. undlader at drikke kaffe, spise kød, som vi hørte før eller lægger cigaretterne på hylden – eller hvad man nu kunne finde på at afstå fra. Det gør man for at mærke en længsel efter noget, man plejer at få, men som på et dybere plan aldrig rigtigt kan udfylde den tomhed, de fleste mennesker oplever, at ting og mad og drikke og det daglige liv ikke kan udfylde, og at vi i bund og grund altid længes efter at mærke vor relation til Gud.

Her kan faste så være en tid til Gud og til at blive klogere på Gud og den måde, vi lever vort liv på.

Hoveddel: (1. Fastelavn – en hedensk skik i kirken):

Lad os se nærmere på, hvad fastelavn har været gennem tiderne:

Fastelavn forbindes for de fleste med andre ting, end det, der egentligt er på færde i fastetiden:

Alle småbørnsfamilier er vel blevet banket op her til morgen af festlige og farverige guldglimmerris i små buttede barnehænder – måske har I forældre endda selv stået op og vækket børnene, eller I kan som bedsteforældre selv huske det, så de kunne komme i aktion, og så krøbet ind under dynerne, og kæmpet med at holde øjnene lukkede, og have kontrol over vejrtrækningen, så børnene troede, at I lå og sov, mens de sneg sig ind på jer og begyndte at rise jer op.

Måske har I sunget de gamle sange med børnene, som hører fastelavnstiden til – eller de har sunget dem henne i børnehaven eller skolen, så der er blevet sunget: ”Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have…. Hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade!”.

Og boller er måske blevet hængt på snore, så børnene kunne komme til at ”bide til bolle! Og afholde små konkurrencer, om hvem der først kan spise en bolle på en snor – eller hvad I nu har fundet på her til morgen.

Man kan jo nå meget inden klokken 11:00, hvor I skulle i kirke her til formiddag J

At holde fastelavn på den måde var i virkeligheden en gammel hedensk forårsfest – en frugtbarhedsfest, som præsterne prøvede at få afskaffet med reformationen i Danmark i 1536 – men som I har bemærket, så gik det ikke så godt – og i vore dage er kirken de fleste steder gået med til at slå katten af tønden og holde fastelavnsfest og invitere børnene til at møde udklædte denne søndag – eller en af dagene omkring, som også vi gjorde her i Stenløse kirke i torsdags.

2. (Fastelavn i kirke i gamle dage, katolsk tid):

I gamle dage, i katolsk tid, holdt man fastelavnssøndag – og -mandag i hjemmene, og kaldte dem ”flæskesøndag og mandag”, og der skulle man spise flæsk – ellers fik man ondt i ryggen resten af året! (Nu ved I det)!
Tirsdag kaldte man ”Hvidetirsdag”, for den dag spiste man varm mælk med æggehvide og hvedebrød, som man kaldte ”bollemælk” – hvilket ville være totalt forbudt i dag, hvis man bekymrer sig om sit helbred.
Og onsdag: Askeonsdag. Så begyndte den rigtige faste, og den begyndte med, at alle mødte op i kirken og fik tegnet et kors på panden af præsten med aske fra de palmegrene, som man havde gemt fra sidste år, og som var blevet brændt af i en ren ovn, så asken var fin og uden sod.

Når præsten korstegnede den ene efter den anden i panden fra menigheden, sagde præsten besværgende: Memento mori: ”Husk på, at du skal dø”.

Dermed får fastetiden en alvor frem i os, som vi sjældent har lyst til at konfrontere os med, og som de fleste har glemt.

Det er meget mere muntert at se på børnene og deres glæde. Se dem slå løs på os, for at vække os, så vi kan være sammen med dem og lege med dem.
Give dem mad og godt tøj på, følge dem til skole og lære dem at læse, og lave mad og klare sig i livet, mens de mærker, at de kan være trygge ved os, og stole på, at vi vil dem det bedste – lige som vor egen himmelske Fader elsker os og ønsker at give os alt, hvad vi har brug for.

Fastetiden sætter fokus på, at Gud har kaldet os til et liv i frihed.

Men vi lever som ufrie, som slaver af tiden.

Hvilken slavetilværelse er din? Hvad og hvem er du bundet af.

Her er fasten din tid til selvransagelse – til opgør!

Fastetiden er en god lejlighed til at standse op og gøre status overfor Gud og for sig selv og for hinanden.

Vi er skabt i Guds billede – husker vi det, og handler vi derefter? Er vi med til at skabe Guds rige her på jorden, så verden er et kærligt sted at leve for alle, både mennesker, dyr og planter?

Gud har givet os gode gaver.
Han har givet os mulighed for at spise, selv, når vi ikke er sultne.

Fasten kan hjælpe os på ret kurs – Til at finde tilbage til vor relation med Gud og livet sammen med Ham.

Faste er selvransagelse. Faste er frihed.

Faste er at bruge de næste uger på at tænke over, at

Gud er rig på tilgivelse for enhver der søger ham i Jesus – han som døde for dig og mig og hele menneskeheden på korset langfredag, for at give os et helt nyt liv ved sin opstandelse fra de døde påskemorgen.

Fastetiden er en renselsestid, hvor vi kan gøre os fri af det, som holder os tilbage.

Det er en tid til nærhed uden forstyrrelser.
En tid til kærlighed og omsorg for andre.
En tid til forvandling. En tid til spejling af vores liv – hvor vi kan se spejle os i, om vi lever, som Gud har bestemt os til, eller som vi selv vil.

En tid til at skelne mellem godt og dårligt i kærlighedens lys.

Jesus sagde, da han blev spurgt, om hvordan et menneske kan leve et evigt liv:

Søg først Guds rige.

Bed, og søg ind hans nærhed og lad være med at binde dig til det du spiser, drikker, det, du ser i fjernsynet, på nettet – søg først Guds rige, og du vil få alt det, du længes efter.

Omvend dig – tro på evangeliet, som fortæller dig om vejen til at finde hjem til Gud. Det er det gode budskab.

Det er essensen af fastetiden.

Fastetiden, som begynder med et asketegnet kors i panden, som Gud vasker bort med kærlighedens hænder med tre håndfulde vand i dåben, hvor der lyder over os, at vi er Guds børn, skabte i Hans billede, tilgivet, når vi føler en skam, som forhindrer os i at begynde forfra. Når vi føler en skyld, vi ikke kan betale eller ændre på, fordi livet nu engang blev til det, som det blev til – Vi er alle små fragmenter af det store billede af Ham, som vi deler liv og fællesskab med, i troen, i hjerterne, i kroppen, i åndedrættet og i kærligheden, som tåler alt, tror alt og udholder alt og som overgår alt det, som går over vor forstand.
Det kærlighed, som vi kan lære det kærlige af; at vi kan begynde forfra med en ny dag i morgen, hvor alt sagtens kan blive godt igen, og at fastgroede ansigter kan lyse op og blive til nye regnbuer og hvælvinger over vores liv.

Se det er opstandelseshåb for os alle!