Hvem er den største?

Hvem er den største?
Det er jo et godt spørgsmål, når vi lever i et samfund, som kaldes en ”konkurencestat”.
Det er også et relevant spørgsmål lige i disse uger, hvor de olympiske vinterlege løber af staben med mulighed for en masse sofakikkeri frem for egen deltagelse på de snekældte bakker omkring os lige nu, hvor vinteren strænges omkring os.

Hvem er den største – kan vi også spørge i familiemæssig sammenhæng, når vi synes, at andre familiemedlemmer måske får lidt mere fokus end godt er, når vi selv synes, vi trænger til omsorg, opmærksomhed eller bare samvær.

Hvem er den største i vort kongehus nu, hvor vi har måttet sige farvel til H.H. Prins Henrik i ugen der gik.
Det er stadig vor dronning, H.H. dronning Margrethe II – men vi må lægge mærke til, at når vi fremover beder kirkebønnen efter den nye anordning af 15. februar 2018 – så har dronningen bestemt, at der ikke bare skal bedes over dronningen og hele hendes hus – men også for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
Der er et kommende magtskifte på vej, lader dronningen os ane, og hun beder os om at huske på kronprinsen og kronprisessen i vore bønner, så de kan blive rustede til en dag at overtage kongemagten over vort folk og fædreland.

Hvem er den største?

Er det menighedsrådformanden eller den frivillige?
Er det den, der sørger for at vi får kaffe og småkage efter gudstjenesten eller den, som har det overordnede ansvar for, at økonomien balancerer i pastoratet?

Er det lillemor, der serverer mad som i gamle dage og teenagerne, der får lov til at blive siddende ved bordet, når der skal bæres ud til opvasken?
Hvis man da overhovedet samles ved måltidet sammen mere i disse tider, hvor køb af færdigretter gør det muligt, at hver i sær selv finder frem til køkkenet og sætter sin bakke mad ind i mikrobølgeoven.
Og i den forbindelse må jeg sige, at jeg undrer mig over, hvor maden kommer fra – for den vokser jo ikke frem af sig selv i køleskabet!
En eller anden har i hvert fald tryk på ”send” knappen til supermarkedet før der står mad på bordet.
Den Sendknap, som får bragt maden ud, så vi er helt sikre på IKKE at få oplært vore børn i at handle fornuftigt ind – og at der er mulighed for samtale, mens man handler ind sammen…

Men tilbage til: Hvem er den største?

Jesus er på banen med sin yndlingshistorie her første søndag i fasten, nemlig med at fortælle os om næstekærlighed i stedet for magtbegær og ønsket om storhed.

Bedst som vi tror, vi kan gætte, hvad han vil sige – så vender han det hele om på hovedet og siger det modsatte:

Vi skal ikke være de største i verden!
Vi skal ikke engang ønske det – for den største i verden er den, som gør sig til den mindste.
Det er jo ikke et let projekt.

Tænk hvis man spurgte i skolen:
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Og ungen svarer: Jeg vil være lille!

Det er jo helt grotesk!

Så ville vores konkurrencestat bryde sammen, og vi ville få nogle lækre unger, som gider finde ud af, hvordan vi kan gøre verden til et bedre sted at leve for os alle.

Også for dem, som vi måske ikke bryder os så meget om.

Børn er så herlige:
De kikker ikke på, om man er tyk eller tynd eller har en skæv næse.
De er mere fascineret af, om vi tør holde en snegl på hånden og om vi kan få en Mariehøne til at lette fra vores pegefinger.
Så får vi jo godt vejr i morgen, har de lært – og det vil de gerne have, selvom de også gerne hopper i vandpytter, når det er sommerregnvejr.

Børn er i virkeligheden bare så gode at blive kloge af!

Hvis du ikke kan forklare dig overfor et barn, kan du godt glemme at melde dig ind i politik – håber jeg …

Børn kan overtale os med plageri som består af uendelige gentagelser over samme tema:
Giv mig noget mere mad, noget mere tid, noget mere kærlighed og løft mig op til alt det, jeg ikke kan nå.

Ja – man kan faktisk godt bruge et helt liv på at servicere sådan et lille småkravl – og mange voksne har det med at glemme, at nu kan ungerne selv – og de bliver ved med at løfte og rose og støtte og skælde ud og blive træt af dem, fordi de har glemt, at ungerne godt kan selv nu.
De gider ikke sidde i christianiavognen mere – med mindre at det er fordi at det er deres kæreste, som kører rundt med dem og giver dem alt det, som de har brug for nu, på det tidspunkt af tilværelsen.

Ja – egentlig kunne man godt sige, at vi render rundt og hjælper hinanden hele tiden igennem alle de skiftende roller, som livet giver os, mens vi lever.

Og hvis vi får øje på, at vi faktisk tjener hinanden, så har vi jo egentlig – bare af os selv, fundet ud af det, som Jesus fortæller os om i dagens evangelietekst.

Men vi skal ikke være for sikre i vores motiver – for Jesus må også bede for Simon i dagens fortælling, for Simon kan blive fristet af djævelen til at tro, at han er mere end andre, og at andre derfor skal give ham den plads, han synes, han skal have.

Sådan har vi det jo!
Når vi har lært at få sukker et sted, så kommer vi igen og står og savler – ligesom Pavlovs hunde, der lærte, at når der trykkes på klokken, så kommer der mad!

Så bliver vi magelige – og sultne – og så vil vi gerne have mad!

Igen glemmer vi, at der er nogen, som skal købe maden ind og lave den til os, så der er mad på tallerkenen, når vi nærmer os køkkenet og sætter os ved bordet.

Pavlov blev vores tjener – og vi blev de forvendte hunde.

Hver gang, at vi befinder os i en pasitivitet – mister vi chancen for at blive store!

Moderen eller faderen der gør noget for børnene er store, for de skaber sammenhængskraft i vores liv.

De giver os næring og lærer os at udfolde egenskaber i bund og grund om vi vil det eller ej.

Vi bliver nødt til at lære det!

Ellers kommer vi op at slås ligesom Kain og Abel der har hver deres arbejdsområde, men alligevel kommer op at toppes om, hvem Gud elsker mest.

Der er vi så tidlig i verdenshistorien, at Jesus ikke har fortalt dem, at der findes to slags kærlighed: Den, som mennesker elsker hinanden med og den som Gud elsker mennesker med.

Så Kain slår sin bror ihjel.
Sikken en historie at blive klog af:
De to første søskendebørn i verden kommer op at slås – ligesom alle os andre, der kom bagefter!

Hvor er det dog godt, at Jesus fortalte os senere, at vi ikke skal ofre til Gud i templet, men prise ham gennem vore naturlige gode gerninger, som vi er blevet skabt til at gøre.

Det er naturligt at elske og hjælpe en gammel kone over vejen og lade være med at bede en person med ørene fulde af heavy musik i stillekupeen om at skrue ned – for personen ser ud til at have haft en bundrådden dag.

Det hænder også, at folk træder til side, så vi kan komme først i køen, hvis vi ikke har så mange varer i favnen ovre i stormagasinet.

Bevares – det er sjældent at der er en, som tilbyder en en Pradataske eller et Rolexur – men det sker for nogen også uden at de skal gøre noget for det andet menneske, end blot at være dem, de er.

Det, jeg prøver at sige er, at vi går og tjener hinanden på hver vores måde i det store og i det små.

Og vi begynder i det små, hvor en buttet barnehånd giver dig et buket blomsterhoveder ude fra dit dyrtindkøbte yndlingsblomsterbed!

Det er ikke der, at optugtelsen går over kærligheden.
Det ved især bedsteforældre!

Vi ved jo godt, at barnet ikke har siddet og beregnet, hvor sur du vil blive, hvis de plukker den og den blomst – næ, barnet kan både lide at plukke blomster – som har denne sære evne til at slippe lige under blomsterhovedet og – at de elsker at give blomsterbuketter til dem, de elsker!

Når vi bliver voksne har vi det også med, gerne at ville give det bedste, vi kan give til hinanden.

Det kan være, som når et barn bæres til dåben.
Forældre vil gerne give barnet det, som betyder noget for dem:
At det bliver et barn af Gud, som vi bliver det i dåben.
At det får en sikkerhedsgarant og kærlighedsmagtnet med i livet, som det får i gave her i dåben.
Nu skal det aldrig være alene mere eller kæmpe alene.
Det har en at følges med – som en slags ”usynligven”, der vil være der for det hele livet igennem – og mere end det!

En, som vandrer med os i livet og i døden. Både i gode og dårlige tider (Footprint)

En, som satte et tegn i panden på Kain, da han forviste ham et stykke tid fra fællesskabet, fordi Kain ville være den største og bedste til at få Guds velvilje i form af et røgelsesoffer.
Tegnet bedtød, at hvis nogen mødte Kain, måtte de ikke slå ham ihjel – for Kain tilhører Gud!
Et ”Kains-mærke” betyder, at det menneske, der er bag korsets tegn tilhører Gud, og at djævelen kæmper forgæves for at vinde os, for Gud er med os!

Sikken en Gud vi har!
Uanset, hvad vi gør af gale streger, er hans kærlighed så stor, at han slår korsets tegn for os og elsker os mere end alverdens visdom.

Det er store ord og en stor gerning af en, som kun ønskede at tjene os og lære os om næstekærlighed – de gode gerninger, der gives fra hjertet og ikke ud fra en beregnende forstand!

Jesus sætter os endda til at dømme over hinanden, når vi engang sidder til højbords på dommens dag.
Her kan vi så sidde og pege fingre af hinanden og sladre til Far, hvis vi synes, der kommer nogen, som ikke har gjort, som vi ville, mens vi var i live.

”Ham og ham gjorde ikke det eller det – og det og det gjorde han eller hun!”
”De skal dømmes!”

Eller skal de?

Så skal alle dømmes ude, for ingen går fri.
Selv det første søskendepar endte i et mord og et liv i udkants-paradis.

Vi skal tjene hinanden.

Vi behøver ikke gøre store gerninger eller bygge Unescobevarelsesværdige bygninger som eftermæle.

Vi skal bare tilbyde det, vi har til glæde for fællesskabet og ikke være bange for, at der ikke er nok til os.

Hjerter har det med at vokse ud, når vi giver dem til andre.
Det ved dem, som har givet Valentinesgaver til andre i onsdags.
Det kan svige lidt i pengepungen – og man kan tænke lidt over presset fra forventningerne, som man må overveje størrelsen af gaven ud fra – men når så gaven er givet og modtageren har taget imod – så er der et lille sekund af indre glæde – ja nærmest lykke – i hjertet over, at det var muligt at give og tjene min næste.

Hvad kan vi så få med hjem i fra gudstjenesten i dag?

Er der et ord eller en handling, du kan tænke videre over?

Er der noget, du kan tjene andre med, så du kan udfolde din medfødte og Gudsskabte natur?

Er der noget, du skal frygte?
Det holder vi jo så meget af at tale om i kirken:
At vi skal frygte og elske.
Det får vi at vide hver søndag.

Vi skal frygte, at vi bliver for kloge og ved alting, så vi skal belære andre, om hvordan vi gerne vil have, at verden skal se ud.

Vi skal elske – for det er den kraft, som får os til at overleve livet, selv når vi ikke er her mere.

Vi skal turde bytte roller, så den ene dag tjener jeg og den anden dag tjener du.
Vi skal jo have nogen at tjene – ellers kan vi ikke gennemføre vores projekt med at konkurrere om, hvem der er bedst til at tjene – nej spøg til side:

Vi kan faktisk godt tjene hinanden og derved tjener vi vores Gud, som elsker, når vi er gode og sande og skønne ved hinanden.

Må Gud give os masser af blomsterbede og muligheder, masser af kreativ energi og skaberkraft til at gætte, hvad vi hver især har brug for og har af muligheder på hver vores Gudsskabte måde til at give af, så solen også kan stå op i morgen.
Op over vor vintertørre grene, så det Kainsmærke, vi alle har i panden som døbte, bliver til vort adelsmærke som Guds lille tjenerskare her på jorden – og vi går ud for at tjene hinanden.