En sang om det at være menneske

(20. søndag efter Trinitatis):

Jeg vil skrive en sang om det at være menneske
på denne globale halvø
hvor vi planter vore frø.
Hvor halvdelen siger nej og de andre siger ja.
På en god dag.
I en lille demokratisk lomme
hvor ingen går fra Snøvsen på en sommerdag
og lader de andre gøre klagesag og bære nag.
Jeg vil synge en sang om det at være et menneske.

”Han er bare menneskelig”, siger vi, om en, der fejler.
Han var en klodrian og slap afsted med det
fordi det bare var noget, han kom til.
Han trykkede på knappen til blenderen i en skål med fisken i,
for han havde ikke lige set, at den var puttet i.
”Det lille menneskebarn” er barnet
som har rosenrøde æblekinder og nyligt sprunget fosterhinder og ganske blottet for traumatiske minder.
Jeg vil synge en sang om det at være et menneske.

”Sikken et menneske” siger vi om en, som har forarget alt og alle
eller en, som betog os i en heltedåd og gjorde os til skjalve.
”Sikken et menneske!” Ham ville vi gerne ligne!
Ham kan vi le og græde af i en forstadspantomime”.
Han kan få alle vore heltedrømme til at glimre.
Han kan få os i biografen for at grine.
Han kan få os til at græde i mørket bag en optrukket mine.
Jeg vil synge en sang om det at være menneske!

Jeg vil synge om dem som er skæve i en lineær verden
hvor kun de kloge ”er den”
og bevæger sig rundt som prinsessen på ærten.
Jeg vil synge om de skæve eksistenser.
Dem, som ingen ser og kalder ”negative tendenser”.
Dem som siger ”Nej” på store skilte
og går en anden vej end flokkende af du og jeg,
som altid har et lommefilosofisk kontrafej på vej.
Jeg vil synge en sang om det at være menneske.

”Hun har ja-hatten på”, siger vi om en kvindelig minister.
”Han har klaphat på” siger vi om en fodboldmedister.
Vi har så travlt med at ligne hinanden
så ingen stikker ud
– vi er så bange for at stikke ud!
Vi siger ja til alt og alle
bare de vil kalde
og vi er klar til at lade os ……
Jeg vil læse en sang om det at være menneske….

Mon det er disse tanker med nutidsord, som profeten gjorde sig, da han skrev sin sang om vingården for længe siden?

Vi kender så godt euforien, når vi har fået en idé og vi glæder os til at føre den ud i livet.
Vi har fået bevilget pengene til projektet – alt er muligt – vi går i gang.
De første ting er på plads, og så bliver noget forsinket hos leverandøren. Vi må vente et par dage, og da pakken endelig kommer – er det en forkert pakke, som vi ikke har bestilt – det er ligesom Post Nord nu om dage.
Vi begynder at miste begejstringen og det, som før var en glæde viser sig at blive til en belastning.
Vi vil af med det og vi vil noget nyt.
Vi vil have nye idéer, finde på noget nyt, som kan begejstre os og give os den glæde, som vi går og glæder os sådan til at glæde os over.

Og så er vi ikke spor glade og glæden bliver trampet ned.
Nåden forlader os, tror vi – nu gik det lige så godt!

Det er bare så irriterende!
Vi skælder ud på alle dem, vi kan finde at skælde ud på og vi rotter os sammen i vores indignation og jagt på lykken.

Vi vil alle mulige julelege for at få fat i lykken, som vi hører om det i dagens evangelietekst, hvor mennesker bliver til umennesker og stjæler, lyver og slår ihjel i vingårdshaven – som var de fanden selv og hans faldne engle!
Det er så tydeligt i lignelsen, at vi kan se hvem, der er de onde og hvem, der er de gode.

Jeg tror, at Jesus vil vise os, at der findes to verdener – to globale halvdele – hvor den fysiske menneskeverden er den, hvor vi må klare os igennem livet så godt, vi kan – og dens modstykke, den metafysiske verden er den, hvor vi reelt kan få alt det, vi længes efter.

Hvad nu, hvis jeg sagde til dig:
”Hvad ville du sige til at få et opvarmet hus med alt betalt?
Du kan lave det, som du har lyst til og alle har lyst til at være med til at lave det, som du har lyst til.
Alle kan lide dig og giver dig en følelse af, at de synes, du er noget specielt og at den, du er, er fantastisk!
Alle vil gerne være sammen med dig, når du har lyst til at være sammen med nogen.
Du kan også være i fred, når du har lyst til at slappe af for dig selv.
Når du kommer ud i verden igen, siger alle til dig, at de er glade for at se dig igen!
De er glade for, at du findes”.

Lad os stoppe op her og lige lave et kontradiktisk tankeeksperiment:

Lad os bytte om på ”du og dem-personerne” her:
Så lyder det, jeg lige sagde sådan her og gad vide, hvordan det ville føles?
”Hvad ville alle sige til, at du gav dem et opvarmet hus med alt betalt?
De kan lave det, som de har lyst til og du har lyst til at være med til at lave alt det, som de har lyst til.
Du kan lide alle og vil gerne give alle en følelse af, at du synes, de er noget specielt og at dem de er, er fantastiske!
Du vil gerne være sammen med alle, når de har lyst til at være sammen med dig.
Alle kan også være i fred, når de har lyst til at slappe af for sig selv.
Når de kommer ud i verden igen, siger du til dem, at du er glad for at se dem igen!
Du er glad for, at de findes”.

Paulus siger mellem linjerne i sit romerbrev, at Gud lader sine mennesker løbe linen ud. Han ved, at uanset hvor meget, han lader dem få frihjul, så bliver de aldrig færdige med at eksperimentere med at få verden til at passe ind i deres billede.
Deres billede af den globale halvdel.
Hvorfor holder vi så gudstjeneste og mødes for at fejre Guds barmhjertighed sammen med hinanden – deler nadver sammen og læser op fra biblen?
Er det fordi vi har brug for et håb om en anden global halvdel, hvor vi kan give og modtage noget af alt det, som vi godt ved altid står til forhandling?

Af og til er vi ”bare mennesker” og har brug for at stille os i ”det lille menneskes sted” og blive hørt, når vi har brug for at bede en højere magt om hjælp og trøst, når verden bliver uretfærdig i vores øjne?

Jesus taler om den anden globale halvdel – det gør han altid.
Det er hans libretto – hans fortællertricks med himmeriget som omdrejningspunkt: Den dyrebare forkyndelse!

Han drysser kodeord ud til os, som vi kan opfange med vores hjertesi. Den ”hjertesi”, som vi kan ryste som et dørslag – som når vi slår vandet fra salaten og når ind til det, som giver os næring.
Det globalt tænkende halve menneske tænker på at spise salaten – og ved godt, at det kun er en stakket frist før sulten rammer igen og ny salat skal skylles og sies.
Den globalt tænkende hele Jesus ved godt, at det er vandet, som vi har brug for – det levende vand, som han taler om i en anden af sine historier om himmeriget og hvad vi har brug for.
I dag siger Jesus til os, at Gud godt ved, hvordan vi tænker som mennesker, men at han ser på os med milde øjne og elsker os som små menneskebørn med rosenrøde æblekinder – om vi har fortjent det eller ej eller er en udskældt demokratisk dej.

Der er betalt for det gode liv, vi tragter efter.
Vi skal bare lige opdage himmelsprækkerne igennem vores hjerters dørslag.
Det er derfor, vi kommer kirke og deler liv og ord og nadver og bibelord.
Lad os synge en sang om mennesker – os, og alle de andre, når vi har bedt vores kirkebøn.

Salmer:

413: Vi kommer, Herre, til dig ind
367: Vi rækker vore hænder frem
24: En vej eller anden, vor Herre ved råd
728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
860: Vi finder fred i kirken
634: Du ved det nok mit hjerte