Lasse, Lasse lille – den største i himmeriget

Reflektion over 22. søndag efter Trinitatis.
Natkirken på Strøget/Helligaandskirken

Bøn: (DDS 598, 1)

O Gud, du ved og kender,
det ej i mine hænder
og mine kræfter står,
at jeg dig ret kan dyrke,
om jeg ej daglig styrke
fra dine hænder får.

Tekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Engang kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?«
Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt 18, 1ff).

Refleksion:

(Lasse, Lasse, lille. Tekst: Zacharias Topelius
Musik: C. A. Kern )

”Verden er så stor, så stor,
Lasse, Lasse lille!
meget større, end du tror,
Lasse, Lasse lille!” (vers 1)

Når vi er som børn, tager vi alting for pålydende.

Hvis far siger, at store drenge tuder ikke – så tuder man ikke.

Og hvis mor siger, at man bliver stor og stærk af at spise rugbrød – så spiser man rugbrød.

For man synes jo, at;

”Der er bedst på jord,
Lille, lille, Lasse!
Hjemme hos sin egen mor,
hvisse, hvisse, hvasse!” (vers 4)

Når man så begynder at blive stor,
så begynder man at lege med ord.
Så kan hellighed
blive til skinhellighed.

Man vil altid være større, end man er,
og tager ingen ting alvorligt mere’!

Vi bryder os ikke om at blive skubbet ned,
og vil gerne prøve alle former for kærlighed.

Vi vil gerne stikke næsen i sky
og forbedre et gennemblakket ry.

Og have alt det bedste i verden
end vende særken.

Derfor er det svært at være lille.
Der er så meget, som man ville!

Hvordan kan noget, som er så småt
gøre noget så himmelsk godt?

Være bedste barn i himmeriget
og være både drenget og piget?

”Hist er varme, her er slud,
Lasse, Lasse lille!
overalt dog råder Gud!
Lasse, Lasse lille”. (vers 2)

Vi skal som altid vende alt på hovedet.

Hvad er det, de små børn gør, som er så godt?

Skal vi rode rundt i den indre andedej
og finde frem til et bedre du og jeg
som banale eksistenser?

Hvorfor bliver det at vokse
til en krumbøjet plante
i en regnskov uden vand og jord?

Hvorfor er der sol foroven
og bedre dage i vente
når hver dag gnaver i os med en aldrende ågerrente?

Det er i erkendelsen af alt hin skete, at vi vågner op eller drukner.

Vi bliver nødt til at sadle om og gribe ud
– og der er kun Gud!

Når du mærker, at du ikke orker mere, at du ikke længere kan klare det, da er tiden inde til at lade Gud overtage arbejdet.
Og det er igennem din bøn, at han får mulighed for at gøre det.

I bønnen får du kontakt med kærlighedens og kraftens kilde.
Dér træder du selv til side, lige så stille og bliver lille.

”Verden er så stor, så stor,
Lasse, Lasse lille!
meget større, end du tror,
Lasse, Lasse lille!” (vers 1)