Det er sidste søndag i kirkeåret.
Det er som om, at vi igennem hele kirkeårets tekster har rettet os mod denne dag – som om den var den store eksamensdag, hvor pensum er gennemgået søndag efter søndag, og vi nu står til doms ved det grønne eksamensbord – som i vort værste mareridt ikke bare er en kendt lærer og en tilskikket censor, men selveste Gud og Søn, som skal eksaminere os.
Kender I det med, at man i årevis efter en vigtig eksamen stadig kan vågne – fuld af sved – med fornemmelsen af, at man har været til eksamen i kinesisk uden overhovedet at have fulgt et kursus i kinesisk og at man kom for sent eller ikke kunne finde frem og at bøgerne var alt for tunge at bære? Og at man i virkeligheden slæbte rundt i drømmen på alt det, som man ejede.
Og tilbage til eksamensbordet i himlen – så kan vi godt grue lidt for, at da de kender hinanden særdeles indgående, Faderen og Sønnen, så er der ikke så mange fortolkningsmuligheder at komme med – ud over de rigtige svar, som vi skal stille op med.
Det kan godt lige kilde lidt i en af frygt for, om nu vi har forstået hele budskabet og læst biblen grundigt nok fra ende til anden. Eksegeret epikoperne og fået styr på den fjerne og nære kontekst og tidslinjen og filosofien bag den overordnede etik.
Det er måske ikke lige dagen, hvor man kan nøjes med at sige noget om barmhjertighed og ”salig er de fattige og sagtmodige” og at det nok skal gå alt sammen. Love and peace and harmony, mens man har en brændende fornemmelse i bagen og at det bliver tiltagende varmt omkring en.
(Korpus: 1 del)
Lad os gribe til ordene i dagens evangelium, så vi kan få en ærlig chance for en fair eksamen:
Jesus har lige skældt ud over, at alle de mennesker, som har set hans mirakler rundt om i byerne omkring Galilæa ikke har omvendt sig, men bare var fascineret af at se ham udføre underne. Og han siger, at værst går det ud dem, som oplevede flest mirakler, for jo mere, man kender til Gud og afviser ham, jo værre går det en!
Så man kan altså ikke være ”new born” den ene dag – og så glemme Gud den næste dag.
Hver dag er en kamp for overlevelse!
Jesus demonstrer så, at han er lidenskabelig i dagens tekst, ligesom sin Fader – for han vil os jo! Han vil have alt! Han vil have hele os:
(2 Del: Fantasirejse ind i Gudsriget og tilbage til denne verden)
Prøv at forestil jer, at I er i en skoleklasse, hvor ingen elever opfører sig ordenligt eller sidder stille. Alle snakker og råber i munden på hinanden og læreren kan ikke få ørenlyd.
Hvad gør Jesus så?
Han stiller sig op og begynder at hviske med sig selv hen over hovedet på klassen, som er et trick, der nogle gange kan skabe opmærksomhed.
Han taler om sin far, som er verdens stærkeste far, og han takker ham for, at alle dem, som lytter til ham, vil det gå godt, som Gud så gerne vil. Gud vil så gerne, at alle mennesker i verden ikke bare er noget, som tilhører denne verdens magt – men bliver til nogen i verden, som dem, Gud har skabt dem til at være.
Det viser sig dog, at der er enkelte børn i klassen, som har deres øjne rettet mod Jesus. Det er dem, som de stærke plejer at pege fingre ad og moppe i skolegården.
Jesus går hen og stiller sig i døren og siger til dem, der gerne vil lytte, at han godt vil hjælpe dem.
Han inviterer dem med sig, og vi går med dem og ham hen til døren og opdager, at gangen udenfor forsvundet.
Vi træder ud i et fremmed landskab, hvor Jesus er begyndt at gå foran os.
Vi kikker os forundret tilbage og ser en mørk skov bag os, som er ufremkommelig og fyldt med tjørnehække og tilgroede stier.
Vi kikker fremad og ser , at Jesus er begyndt at gå foran os, og vi ser, at vejen er fyldt med lys og der er som om at Jesus svæver hen over landskabet, mens han går.
Der er grønt græs på begge sider af vejen og frodige træer fyldt med blade og frugter. Fugle flyver rundt højt oppe i trækronerne og fløjter de mest forunderlige sange.
Vi ser blomster og enge med masser af bier der summer rundt, og sommerfugle og blågrønne guldsmede, som svæver rundt over bløde vandhuller med siv og dunhammere.
Der dufter sommervarmt, og varmen fra solen slår om os som et favntag, og vi får lyst til at gå videre.
Vi følger efter skikkelsen på vejen, og små glimt af krystaller flokkes omkring den, som om han var fuld af glimmer på overfladen, der er levende, som var den gjort af små ildfluer.
Jo nærmere, vi kommer ham, jo mere begynder vi selv at glimte.
Det er som om, at ildfluerne samler sig om os, og vi hører små stemmer, som synger.
Da vi kommer helt nær skikkelsen, opdager vi, at skikkelsens kontur forsvinder, og ophæves, og vi mærker, at vi ikke længere går i landskabet, men er begyndt at svæve selv.
Alt bliver stille omkring os.
Det er som om, at vi er små sæbebobler i et stort univers. Pustet ud af en usynlig Ånd.
Indeni er der ro, som vi aldrig har oplevet før, og vi mærker en kildrende glæde, der fylder os og åbner vores hjerter.
De små ildfluer vender tilbage og leder os videre. Opad og opad svæver vi.
Alt er stille.
Vi svæver opad og alt er i ro og nærende hvile.
Så begynder vi at dale ned igen.
På vejen ned ser vi andre, som svæver opad, som var de sæbebobler.
Vi ser ildfluerne, som flokkes omkring sæbeboblerne og hjælpe de andre opad.
Langsomt lander vi blødt i landskabet under os og vi ser os tilbage.
Alt er pludseligt væk – som var det en drøm.
Det eneste, vi kan mærke er roen indeni.
Vi er tilbage foran døren til klasseværelset sammen med de af eleverne, som fulgte Jesus.
Vi går ind.
Eleverne sætter sig blandt kammeraterne i klasseværelset. I larmen blandt de råbende stemmer og viftende armen.
De ser læreren, som står og taler med sig selv med siden til.
De føler, de forstår, hvad han siger, og pludseligt gør det ikke så meget, at de andre børn peger fingre ad dem og mopper dem i skolegården.
De kikker på hinanden og føler fællesskab.
I den næste time finder de papir og farver frem og begynder at tegne enhjørninger og prinsesser og eventyrlandskaber med glimmer på.
De tegner børn med kongekroner og slotte med mange tårne og masser af vinduer.
De tegner skyer og fugle, og solen, som stråler og smiler over det hele.
De tegner sommerfugle og glædesbobler i alle regnbuens farver.
De går hjem efter skoletid gennem porten til skolegården og ud på gaderne. De SMSer til hinanden, at de vil gå ud i verden og gøre det hele meget bedre, end det er nu. De er fulde af tanker og drømme – og bekymringer for miljø og klimaforandringer. Om at spise mindre kød og undgå madspild. Om at spare på vandet og slukke for de elektriske apparater, som ikke er i brug.
De vil en bedre verden med frihed og fred og fællesskab.
De er, som vi – på en lang vandring gennem livet, som medfører den ene standpunktseksamen efter den anden – og mon vi klarer dem? – tænker vi!
Vores vej i livet kan være let og vejen kan være tung.
(3 del: Byt rygsæk!)
Vi kan bære på en tung rygsæk både i drømme og i virkeligheden.
Det er en rygsæk, som hænger usynligt på ryggen af os, og som med tiden skaber en form af vore bløde kroppe, så vi bliver ufrie til at bevæge os og ikke kan handle med hjertets lethed og intuitionens vinger. Den er fyldt med sår og bekymringer og alle de stemmer, som frister os til at tro, at vi ikke er noget værd.
Vi propper alt det ned, som var nederlag, når vi ikke kan lade være med at begå fejl, når vi kommer til at skade hinanden og os selv med de handlinger, som kan løbe af sted med os, når vi er i afmagt og i mørkets verden. Når chok i livet giver os åbne døre ind til vores sjæl, når vi mister troen, så det onde kan skade vores fællesskab med Ånden inde i os og vi kan glemme Gud og kikke væk.
Hvad er det så for en rygsæk, som Jesus vil bytte med os?
Det er en rygsæk, som er fri for bøvlede byrder og åndelige rygskader!
I rygsækken er der forskellige rum:
Der er et forrum, som hedder ”Bøn”, der har plads til, at du kan fortælle Jesus om det, der bekymrer dig, og han puster Helligånden ind i dig med nyt håb og kræfter til et ny liv.
Der er også et rum som befinder sig helt tæt op af ryggen, der hedder ”Tro”.
Jesus ved godt, at hver gang vi åbner os for troens mulighed i vores ellers videnskabeligt belyste verdensbillede, så tændes der et nyt lys i os – og at det samtidigt oplyser et nyt stykke mørke i os, som er svært at se på alene.
Det er derfor, at troens vej er beklædt med ydmyghed og sagtmodighed, for den er vanskelig og smertelig.
Den kræver en stemning af sindet. Et dagligt arbejde med at lytte. At vente. At give plads. At åbne hjertet gennem at erfare, at livet bliver forvandlet og levende, når Jesus er med i dagligdagen.
Nye sider af liv kan ikke erkendes og foldes ud, før det gamle grundlag er kommet til syne og accepteret.
Der er altid noget, som vi må se i et nyt lys!
Der er også et tredje rum i rygsækken, det store rum mellem ”bøn” og ”Tro”, som rummer ”Tilgivelse”.
Din vanetænkning med at være ufri holder dørene åbne til det onde. Det onde kan bruge dine og mine negative erfaringer imod os – men Gud er størst, Jesus er stærkest og Helligånden giver os liv og kræfter.
Når vi har gjort noget af det, som vi ikke kan tilgive os selv for, så lad også det ryge op i Jesu rygsæk.
Det rum er nemlig bundløst.
Jesus tog det hele med op på korset, og ingen har set det siden, for det, Gud har tilgivet, findes ikke mere.
Det er et saligt bytte at bytte rygsæk med Jesus – det bytte er vores eksamenshjælpemiddel til hverdagens store og små eksamener.
(Afslutning:)
Og hvad er så vores eksamen her sidste søndag i kirkeåret?
Det er det med at begribe med hjertet, at Jesus bragte lyset ind i verden. At han tegnede en streg i sandet for at vise, hvor menneskets mørke slutter og hvor Guds lys begynder i hvert enkelt menneskes liv.
Det liv, som mennesket er bestemt til fra skabelsens morgen.
Det liv, som befinder sig i Guds tempel, som er inde i os. I den levende kirke, som vi levende mursten i!
Jesus taler til hvert enkelt hjerte på hver vores vandringsvej, som ikke kun er tvivlernes vandring hjem til Emmaus, men de kommende slægter af troende, som møder ham i hjertes indre krybberum, dér hvor Betlehemsstjernen lyser som et fyrtårn i verden, hvor kærligheden bliver synlig i skæret fra Maria og Josefs ansigter, dér hvor Jesus taler direkte ind i dit og mit hjerte.
Jesus viser os vejen, så vi tør kikke opad som ranke og værdige kongesønner og kongedøtre mod den himmel, som vi skal vandre mod – sammen med Jesus, altid sammen med Jesus, vejledt af Helligånden, de to, som er Guds to tjenende hænder i verden, givet til os ved dåb og pinseunder, på vej mod de sidste tider – og her, i kirkeåret: Den sidste søndag i kirkeåret.
Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Nu er det tid til at sige tak og tage imod!
Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Lad os bede sammen for kirken og verden:
Kærlige Gud, himmelske Fader.
Tak fordi du har mere end blot en drøm med os!
Tak fordi at du gav os din søn, Jesus Kristus, så han kan fortælle om dig og alt det, som du har på dit hjerte for os.
Vi takker dig for, at du vil have os med ind i dit fællesskab og at du har alverdens tid til at vente på, at vi bliver færdige med at være urolige i klassen.
Kærlige frelser, Jesus Kristus, Guds søn.
Tak fordi du bliver ved med at vandre ved siden af os – både når vi tvivler og når vi tror!
Tak fordi du lyser foran os, så vi kan finde dig og Guds rige!
Tak fordi du vil bære vore bøvlede byrder og åndelige rygskader!
Kærlige Helligånd, du Guds levendegørende Ånd!
Tak fordi du puster nyt håb ind i os hver dag, når lyset er gået ud i vores forestillinger og at du hælder ildfluer ud over os, så vi kan finde vej i mørket sammen med dig.
Altid synger du for os i vores årer, så vore hjerter kan åbne os for troens gave.
Hjælp os til at leve, som Gud vil for hvert levede dag på jorden.
Vi takker dig for kirken, hvor du taler til os gennem dit levende ord i Kristus, hvor du tilgiver os, og har opgaver til os alle.
Vi takker dig for fællesskabet, hvor du gør os frie til at tage os af hinanden. Fyld os med kærlighed i rigelige mængder, så vi har noget at give videre af, så andre også kan komme til at høre om dig.
Vejled regeringer og folketing og alle andre, der skal bestemme, så de gør det, der er ret for dig og godt for mennesker. Hjælp os til at fremme dit rige i verden, og tilgiv os når vi ødelægger din skabelse og lægger natur øde.
Vær med Karlstrup og Karlslunde pastorat, vort land, hendes majestæt Dronning Margrethe d.II., Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus – og os med dem.
Hør, hvad vi hver især bærer på af tak og bøn, glæde og sorg. Vi lægger det i din hånd, og beder dig om at høre det, vi hver især stille beder om i Jesu Kristi navn… (stilhed).
P: Gud vi takker dig, fordi du har hørt vores bøn og elsker os. Amen.
Skriv et svar