Juleaftensblues og ballade

Juleprædiken i Veksø 2018

Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

Gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt?

Det er i hvert fald noget med at have det hele parat i god tid, så vi undgår julestress og så vi har de bedste forudsætninger for, at alt går godt – ingen ballade.
Ingen skænderier, om hvor hvem holder jul hvornår, hvilket kan fylde helt op til det sidste nervepirrende minut, hvor anden er sat i ovnen – og lillebor lige er blevet skudt ind fra venstre – tre minutter for sent i forhold til aftalen – og nu kan så julefreden indfinde sig, mens de løftede øjenbryn får lov til at falde på plads i ansigtet igen.

Jeg husker et år, hvor jeg tænkte, at nu ville jeg være rigtig smart og have masser af tid til bare at nyde alle dagene op til jul fra 1. december – og så gå ud at købe julegaver den 23. – for så ville jeg jo kun bruge én dag på at købe gaver!

Jeg havde vel forestillet mig, at alle ville være i så god tid – som jeg plejer, med at købe ind inden den. 23. december – og så ville jeg have hele byen for mig selv til at gå ud at købe gaver ind i.

Det viste sig så, at sådan forholdt det sig ikke – og det var så året, hvor jeg gav min lidt ældre storesøster ”Emma Gad – Tak og tone” i julegave, som hun ikke blev spor begejstret over – og jeg havde svært ved at trænge igennem med, at det var den sidste bog, som der lå tilbage på hylderne i ”Bog & Idé” – så jeg havde ligesom ikke så mange valg at forholde mig til.

Og at hun ikke skulle tage det så personligt, men se på den gode vilje – at jeg gerne ville give hende en rigtig gave det år – en fint indpakket gave, som kunne ligge der og lyse under juletræet, mens jeg spændt gik rundt om træet og tænkte på, om hvor glad hun mon ville blive for min gave.

Men det gik med den jul, ligesom alle de andre jule, at folk har det med at glemme at forventningsafstemme gaveindkøb, så vi er ligesom stadigvæk ikke kommet helt på talefod – og det er jo ærgerligt, når jeg nu havde lagt så meget energi i at finde den helt rigtige gave til hende.

Jul er i det hele taget en rigtig svær størrelse:

Vi frygter hvert år, at onkel Jørgen ikke bliver for fuld – hvilket han bliver, og at ungerne ikke bliver så syge af spænding inden vi kommer til gaverne, at de kaster op ud over det hele: Over gaverne og juletræet – og ris a la manden!

Det får mig til at tænke på, at det i virkeligheden kan være derfor, at ungerne altid vinder mandelgaven – for hvem har lyst til at spise ris a la mande, når der er bræk ud over det hele – også selvom det er fra en af familiens søde små tuttenuttede unger?

Næ – det der med julen – det plejer altid at gå helt over gevind!

Der er alt for meget stres – og vi har meget mere brug for at sætte os ned og finde roen inde i os selv og komme i tanke om, hvad det er, som gør julen til noget særligt.

Hvor skal vi begynde?

Vi har lidt clues i dagens evangelietekst fra Lukas, som beskriver den første jul, der kan dateres til ca. omkring år nul, hvor alverden skulle skrives i mandtal mens Kvirinius var landshøvding. Her startede det hele altså.

Det var inden, at vi fik lagt så mange ekstra traditioner ovenpå de foregående års traditioner, at vi kan nærme os det, som var så særligt ved julen.

I kender det godt – Gud nåde og trøste os, hvis vi ikke gør, som vi plejer hvert eneste år – og finder vi på noget nyt – så kommer det ind i den lange række af forventningsfremkaldende tvangshandlinger, som bare ikke kan afskaffes igen!

Vi kan sidde helt udmattede på forhånd og gemme os ude på toilettet en lille halv time, før det går løs inde i stuen, for vi ved….. hver eneste lille bitte detalje om, hvordan de næste seks til otte timer kommer til at udfolde sig foran os.

De faste bemærkninger, de samme jokes – huske, hvor der skal grines – hvor der skal siges: ”Neeeeeii, nu stopper du! Sådan var det slet ikke” – Og så begynder skænderierne – også efter et nærmest forudbestemt mønster.

Hjemme hos os er det sjovt nok stadig en omtale af den julegave, jeg gav min lidt ældre søster, som ikke faldt i god jord og som jeg aldrig kommer til at få lov til at slippe for at høre om igen!

Min mor fik for øvrigt en toiletbørste, som jeg virkeligt havde svært ved at pakke ind.

Jeg husker det som en særlig kreativ jul, hvor jeg virkeligt var intenst til stede på juleindkøbene!

Jeg husker også, at min far fik et sæt strikkepinde og et garnnøgle og en lovning på, at jeg så absolut ville strikke et par sokker til ham i de efterfølgende juledage.

Det kan være lige meget, hvad jeg gav min svoger, for min søster og ham er blevet skilt for længe siden – så det har ingen betydning at rippe op det!

Man kan sige, at det gode, der kom ud af, at min familie ikke syntes, at jeg var så heldig med at købe julegaver der for længe siden, er, at vi er holdt op med at give hinanden gaver – og kan i stedet samle os omkring det, som gør julen til noget særligt:

Og lad os så komme frem til, hvad det er, som gør julen til noget særligt helt tilbage fra år cirka nul:

Der gav Gud os en gave!

Verdenshistoriens første julegave!

Og det var ikke en julegave, som var shoppet ind i hast!

Der var ikke noget med opkast ud over julemaden eller juletræet – eller nogen særlige familieintriger.

Det var – slet og ret – en gave, som Gud gav os: Og det var et lille barn.

Et sødt lille barn med elastikker omkring håndleddene og fødderne og en dejlig rund mave, som man kunne ae på.

Når man kikkede på hans ansigt, kunne man godt se, at han var lidt anderledes, end andre børn:

Han virkede sådan lidt ”særlig sensitiv” lige fra begyndelsen, hvor han var god til at lægge mærke til andre mennesker og deres behov – og derfor også tiltrak sig mange mennesker omkring sig.

Der var engle, som sang for ham og fik hyrder på marken til at gå hen og kikke på ham og dikke ham lidt, selvom han lå og sov så sødt ved Marias barm.

Der kom folk fra hele verden, fordi de havde hørt, at han var en stjerne fra en fjern planet som ville lande lige præcist på den aften (de kom dog lidt for sent – men bedre sent end aldrig). De skulle nemlig også lige ind at shoppe lidt først i byen og tale med de kendte, så de kunne give ham nogle vilde gaver – guld, røgelse og myrraskær.

Det fine i, at det var hyrder, som først så ham, var, at alle mennesker er fine nok til at møde ham.

Det var også derfor, at han blev født i en stald og havde en krybbe som seng.

Sådan kan det jo gå, når man som Maria er højgravid, og alle møver sig foran og får de bedste hotelpladser – præcis som køkulturen er i dag, hvor der heller ikke er nogen, der rejser sig op for en gravid dame i bussen!

Da han voksede op og begyndte at tale, sagde han en masse mærkelige ting, som nok havde givet ham et helt alfabet af bogstaver, fordi han var så intens og anderledes og havde rigtigt svært ved at finde ro nogen som helst steder.

Da han var blevet voksen, kunne han finde på at røre ved folk, så de blev raske. Der var også engang, hvor en kvinde rørte bare ved det nederste af hans frakke – og så kunne han mærke, hvad hun var ked af – og fixede hende.

Det tog folk rigtigt lang tid om at finde ud af, hvem han var og hvad han var for en gave – ja! Vi kan stadig have svært ved helt at forstå det hele!

Han kom til verden for at fortælle os om Guds rige, og at vi godt kan have det lige så dejligt her på jorden, som oppe hos Gud.

Hvis vi gerne vil prøve det, så skal vi bare prøve at tro på, hvad han sagde, når han sagde det der med, at han var Guds Søn – at han var sendt til verden for at frelse os og at han ville betale alle vores regninger, når vi har levet over ende og ikke opført os ordentlig over for de andre i klassen.

Det er de der tunge ord, som der står i biblen med frelse og forsoning og fred og kærlighed og glæde – og tilgivelse.

Se det er jo en helt anden snak, end den om flæskesteg og rødkål og sukkerbrunede kartofler!

Hvad er Guds rige for noget – og hvordan er det så at være der?

Jeg tror, at det må være ligesom, når man, som Emil fra Lönneberg, styrter over i brændeskuret og sætter haspen på indvendigt, fordi man forventer, at om lidt falder der brænde ned, fordi man har jogget i spinaten – og at en vred far sætter haspen på udvendigt, fordi han synes, at han skal bestemme over, hvor lang tid, man skal sidde inde for al den ballade, man har lavet – og så sker der det uventede, at mens man sidder der og snitter træmænd, og er lukket inde i sig selv med alle tankerne om uretfærdigheder og misforståelser, og at man heller ikke kan komme ud af det ydre rum, som man sidder låst inde i – altså brændeskuret – så kan der opstå en fred, som kan komme over en, og at man kan se det hele i et nyt lys.

Måske er det meget vigtigere, at vi elsker hinanden og hjælper hinanden i stedet for at se på hinandens fejl og mangler – og i stedet se dem som kompetencer til at forstå, at når vi kan rumme de andre, så kan de også rumme os.

Det er det der, med det indre krybberum, som bliver aktiveret!

Gudsriget er der, hvor man ikke bliver dømt til brændeskuret, når man har gjort en fejl – og i stedet for bliver krammet og set på med et mildt og overbærende smil.

Ingen løftede øjebryn og ingen hasper på yderdørene.

Her kan man få lov til at stå med sin bløde mave og have elastikker om håndleddene lige som alle andre børn, uden at skulle trække maven ind og gøre sig hård for at være i verden.

Det er her hvor man hjælper en hjemløs og giver et godt bidrag til julehjælpen – måske kunne det blive året, hvor man går rundt med løse 100 kr-sedler, som man kan give til dem, der spørger på gaden, om man kan undvære en mønt – for så ofte bliver vi jo heller ikke spurgt, at vi ville blive fattige af at være rundhåndede.

Gudsriget og bløde maver er også at lade være med at handle, som man plejer, når man møder en, som man har en gammel vrede til.

Jo jo – der er mennesker i alle menneskers liv, som er utilgivelige, fordi de har gjort noget mod os, som vi bilder os ind har ødelagt vores evne til at være i Gudsriget.

Måske var det i virkeligheden ikke dem, der var utilgivelige – men det, de gjorde mere eller mindre med vilje, som var utilgiveligt.

Hvis vi hænger fast i vreden – kommer vreden til at definere os selv en dag – og det er jo ikke det, vi ønsker.

Det er svært at få begyndt – ligesom vi synger det ”om juleaften med sin pynt, venter på vi får begyndt”:

Vi kunne jo gøre det uventede, at få Jesus til at hjælpe os med at lægge vreden over til ham – for det var det, som er hans gave:

At han gerne vil hjælpe os til at blive store glade mennesker, som er fulde af fred og kærlighed, og at vi skal vide, at der bliver ved med at være masser af tilgivelse til os, fordi vi kommer til at vælte rødgrøden engang imellem.

Når vi sætter os ude i brændeskuret (eller toilettet) og sætter haspen på indvendigt engang imellem, så ingen kan komme til at forstyrre os – så kan vi sidde lidt og lade julefreden sænke sig over os – om det så er sommer, vinter, jul eller påske, og vi kan komme så langt ind bag alle vore vanlige reaktioner og tankemønstre, at vi kan komme i kontakt med det, som vil egentlig gerne rigtigt vil have – og det er som oftest fred og kærlighed i os selv og mellem mennesker.

Når du f.eks. giver din svigermor en buket blomster i stedet for at give hende fingeren, så oplever hun Guds rige – og du begynder at mærke, at det med at tro på en højere magt er faktisk ganske fascinerende – måske noget, du vil bruge resten af dit liv på!

Det skal der tro til – og prøver man på at tro på verdens første julegave – fra Gud til os – så pakker gaven sig ud i vores liv, så vi får overnaturlige kræfter til at tilgive og opleve, at verden forandrer sig til det bedre omkring os!

Se det ville være et rigtigt julemirakel!

Og vi behøver ikke andet end at tro før det sker!

Vi kan jo begynde her i kirken inden vi skal hjem og jule og det hele bryder løs omkring os, med at hilse på dem, som sidder i nærheden af os, og ønske hinanden en rigtig glædelig jul!

Glædelig jul!

Amen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s