At gå sine egne veje

2019-01-13 1 H3K
Indsættelsesfestgudstjeneste i Karlslunde og Karlstrup pastorat
Sognepræst Marlene Evensen


At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste. (Piet Hein)

Indledning:
Jeg vil gerne indlede med at sige tak!

Tak til provsten for indsættelsen – Anne Bredsdorff og for den fine tale!
Tak til menighedsrådene i Karlslunde og Karlstrup, som valgte at indstille mig til embedet her hos jer.

Tak til præsterne og alle de kommende kollegaer – organisten og kirketjenerne, kirkesangeren, kordirigenten og korene, kordegnene og kirke- og kulturmedarbejderne, den daglige leder og kirkegårdslederen og kirkegårdspersonalet og servicemedarbejder og servicemedhjælper!
Og alle de frivillige, som jeg så småt allerede er begyndt på at have hilst på!

Tak fordi I allerede, her de første uger i min ansættelse har givet mig en god og venlig begyndelse sammen med jer.
Jeg glæder mig til at samarbejde med jer alle sammen – og håber, jeg har husket at nævne alle sammen!

Nu skal jeg i gang.

Min cykel og jeg har allerede fundet rundt mellem Karlslunde og Karlstrup smukke gamle kirker og Kirkens fine nye Hus på Trylleskovsalléen.

Hoveddel 1: Om mig
Hvis der havde været nogen, som for længe siden havde fortalt, at jeg en dag ville stå på en kasse og fortælle om Gud, så havde jeg nok brugt en hel masse tid på at finde ud af, hvad det kunne betyde.

Måske havde jeg tænkt, at jeg skulle blive berømt og komme i fjernsynet – måske havde jeg tænkt, at min mor en dag ville stille et foto af mig på fjernsynet og gå og støve mig af – eller måske har jeg i virkeligheden fået en eller anden forudanelse lagt i mig:

Jeg var nemlig ikke ret gammel, før jeg begyndte at drømme om, at jeg ville være blokvognssangerinde, når jeg blev stor, og rejse rundt og synge sange og viser med en harmonika – for sang og musik fyldte meget i min barndom og opvækst.

Jeg kan takke min mor for, at jeg kom i kontakt med kirken, for hun kunne se, at jeg var meget glad for at synge, så hun tog mig med op i den lokale kirke, hvor jeg elskede at høre orgelmusikken og kirkekoret, som jeg tidligt fik lov til at komme med i.

Del 2: Om Jesus
Jeg tænker nogen gange over, hvad Jesus vidste, da han var lille, om hvad han skulle lave, når han blev stor!

Jeg tror, at han var en af de der ”særligt sensitive” børn, som gik rundt og fornemmede de andre børn og måske havde svært ved at sætte grænser overfor sig selv og de andre børn.

Måske gik han hen til Josef, når han stod ude og tømrede i værkstedet, og lagde en barnehånd på ham, når Josef havde ondt i ryggen og kurrerede ham for rygsmerter?

Måske var han en af de der børn, som ikke bare havde nogle bestemte bogstaver knyttet til sin person – men havde hele alfabetet, fordi han var så anderledes.
Jeg tror ikke, at han var god til at sidde stille i skolen – og det har ikke været let for ham, at han var klogere end lærerne.

Det har vel været for ham, som det var, dengang jeg var barn i 70’erne, hvor alle skulle være lige dumme – og i hvert fald ikke tro, at man var noget, som sangeren Sebastian sang dernede i det forrige årtusind, om at ”du skal ikke tro, du er noget!”

Jeg tror heller ikke, at Jesus kendte til den danske jantelov, da han stillede sig op blandt landets klogeste i templet i Jerusalem og begyndte at tale med, med den autoritet, som børn af det ny årtusind i dag, tør stille sig op med.

Den lille forskel på før og nu er måske bare lige det, at Jesus havde temmelig meget at ha’ det i, for han havde hørt efter i skolen, og var ikke præget af ”Googlehjerne” og stressforstyrrelser, som man får, når man er aktiv på de sociale medier på mobilen under skolebordet i timerne.

Han havde heller ikke travlt med at sætte sig selv i scene før han var over 30 år, og han havde masser af tid til at finde ud af sig selv, og hvad det var, som han skulle lave.

Måske havde han en eller anden konkret forudanelse om sit liv:

Når han gik ud i værkstedet til sin papfar, tænkte han nok, at han skulle et eller andet med træ og søm, og måske lavede han sig et musikinstrument ud af de remedier – for jøderne var jo glade for at synge og danse og lovprise Gud – dengang som nu – for det stod jo i deres jødiske bibel, at kong David, som var en af hans papfars slægtninge lang tilbage, havde brudt ud i sang og musik- og endda en for den tid, upassende dans, når han mærkede, at Gud var nær ham.

Han levede vel egentligt det liv, som vi alle sammen kunne have brug for, med at lytte indad, finde ro, få sorteret i de larmende tanker og give slip på alt det, som man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Han uddannede sig stille og roligt, og var heldig med at være blevet født ind i en familie, hvor han fik en god ballast med hjemme fra, så han kendte til sin kultur og til det åndssprog, som var gældende i det område, som han var blevet født ind i.

Han havde altså nogle helt andre forudsætninger for at blive til den, som han var, end mange unge mennesker har i dag.

Det kan vi jo tænke lidt over!
Det bliver så ikke lige nu, I får lov til det!

Lad os hellere slippe tankerne og præstationspresset et øjeblik, lige som de unge, der går til konfirmandundervisning fortæller:

De fortæller i deres evalueringer om, hvordan det var at gå til præst, at det, de bedst kunne lide var, at være i kirkerummet uden at skulle noget som helst andet end bare at ligge på kirkebænkene og meditere.

Det er det, som nogen kalder for at få ”en himmelsk morfar”.

Os, der er lidt be-dagede kender fænomenet under det, at ”holde mørkning”.

I gamle dage var det skønt at sidde ved vinduet når mørket faldt på, og sidde og glo ud i luften og lade tankerne flyve af de stier, som de havde brug for, så verden kunne falde på plads.

Det er noget, som mennesker i dag ikke rigtigt har tid til – og det er synd!

Måske er det mennesker i alle livsaldre, som i dag føler sig tiltrukket af kirkerummets tidsløse store rum med plads til eftertanker og at mærke sig selv som et levende menneske.

Jeg tror, at Jesus var rigtig god til at mærke sig selv.

Når han var indadvendt, var det vel fordi, han mærkede, at han skulle ud i en verden en dag, hvor der ikke var plads til at være anderledes. Måske fandt han trøst i musikken, og mens han prøvede at finde ud af, hvad det var, som han skulle med træ og søm, så tømrede han et musikinstrument ud af træ og søm, som måske så sådan ud og lød sådan:

(Jeg spiller noget fri musik på Kalimbaen. Falde til ro i kirkerummet).

Del 3: Fantasirejse

Han trippede afsted over de toppede brosten i gaderne i Jerusalem.

På det seneste var hans hjerte begyndt at svulme i ham og for første gange vendte han sig ud mod verden.

Han drev gennem gader som ført at en usynlig hånd. Han sansede duftene fra basaren, og så kvinderne lægge frugt og grønt sirligt på plads i de bugnende kurve med store arbejdsomme hænder under de støvede men kulørte baldakiner.

Han hørte lydene fra menneskemylderet og så dyrene, som havde transporteret alle de tilrejsende til Jerusalem. Et æsel. En kamel. Han så geder og får og en due, som blafrede op, da et par fødder kom for tæt på.

Den blafrede op på en husgavl og fangede hans blik. Den lettede igen og fløj afsted, og Jesus mærkede sit hjerte flyve med, og han fulgte efter duen, som skiftevis landede og fløj videre, som om den ventede på ham, så han kunne følge med i gaderne.

Før han så sig om, var han foran porten ind til templet, og hans fødder bragte ham over dørtærsklen, og øjnene trak ham hen til en gruppe mænd, som stod og talte i middagsskyggen i søjlegangene ved tempelpladsen.
Han hørte deres stemmers summen, som steg op og ned i lydstyrke alt efter, hvor engagerede, de var, i samtalen.

Da han kom nærmere, kunne han mærke, at han forstod alt, hvad de sagde, også selvom om noget af de, de sagde, var fremmed og havde mislyde og anderledes klange.

Han stillede sig helt nært, og før han vidste af det, stod han i deres midte, og hans hjerte begyndte at tale, så ordene væltede ud af hans mund.

De talte om ham – og hans liv.

Som om de kendte til alt om ham, selvom der var disse mislyde.

Han var kommet hjem.

Det mærkede han.

Han ønskede ikke at være andre steder på hele den hvide jord.
Stemmerne slyngede sig op og ned mellem dem, og han følte sig som ligeværdig.

(spil lidt på Kalimbaen med tempo og temperament)


Del 4: Jesus er væk!
På vejen fra Jerusalem gik Josef og Maria sammen med hele den store familie med masser af børn i alle aldre – unge og gamle.

Der gik en hel dags rejse, før de fandt ud af, at Jesus ikke var med i rejsefølget.

Og er der noget, der kan skræmme livet ud af forældre, så er det, når deres børn er væk!

De styrtede over stok og sten tilbage til Jerusalem, og ledte og ledte, og fandt først efter flere dages søgning deres unge søn, som ikke længere var en dreng, men et ungt menneske, som havde mærket sit kald.

Han var i sit fars hus, og Maria gemte hans ord i sit hjerte.

Mon Maria vidste, hvad hendes søn skulle gennemleve?

Forældre har vel altid svært ved at give slip på deres børn.

Del 4: Sønner og døtre
Men børn er sønner og døtre af selve livets længsel.
(Kahlil Gibran).

De kan ikke holdes fast, men må sendes afsted som pile på den største bue, et par forældrearme kan udspænde.

De bliver til gennem deres forældre, men kommer ikke af dem.

Og selv om børnene er hos dem for en tid, tilhører de dem ikke.

Forældre kan give børnene deres kærlighed, men ikke indprente dem deres tanker;

For de har deres egne tanker.
Deres kroppe kan få husly, men ikke deres sjæle;
Deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
fremtiden, som forældre ikke kan besøge, end ikke i drømme.

Forældre kan nu om dage fristes til at stræbe efter at blive som børnene; men må ikke søge at danne dem i de voksnes eget billede.

For livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

De voksne er buerne, hvorfra deres børn udsendes som levende pile, udskåret og snittet fra Livets træ.
På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder dem med al sin styrke, så at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Vi må glæde os, når bueskytten spænder alle børn i sin hånd:

For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage – os!

(Spil lidt stille og roligt, og spil en enkelt dirrende tone på kalimbaen, som en hjertetråd, der brister).

Del 3: Marias bristede hjerte

Jeg tænker, at det var sådanne tanker, som Maria mærkede i sit hjerte, da hun fornemmede den nye afstand mellem sin dreng, som nu var ved at blive voksen, og til sig selv – i sit moderhjerte.

Josef og Maria bad Jesus om at følge med dem hjem, og han gik med dem, og ærede dem dermed, som sin mor og far – selvom hans hoved var blevet fyldt med en uendelig stjernehimmel, som talte til ham, og han mærkede livets sange synge i ham, i hans blod og i hans hjerte.

Hans blik var blevet fyldt med universet og livets historie, og han svævede i uendelighedens rum, mens hans fødder bragte ham tilbage til Nazaret og hans hjerte blev tungere og tungere og trak i ham for hvert skridt væk fra templet i Jerusalem.

Del 4: Det, der trækker i os. Finale
Vi kender det godt – unge som gamle: Der er noget, som trækker i os gennem hele livet.

Og livet gælder vel bare om, at finde ud af, hvad det er, som man skal blive god til!

Og undervejs – i alle vore livsovergange, bliver vi klogere, fordi vi bliver nødt til at blive klogere.

De fleste af os.

Vores viden kan blive til visdom, hvis vi lader vore erfaringer synke ind i os og mærke dem, bygge dem ind i os, som hele mennesker, der lever med glæder og sorger, kærlighed og tro og håb.

Kirkebøn:
Lad os bede sammen:

Kære Far i himlen.
På fjerne planeter og på herberger.
På veje og stræder, i storbyer og på landet.

Blandt mennesker, som har fundet dig
og mennesker, som har vendt dig ryggen,
foragtet dig og fundet dig igen.

I græsset mellem myrer og snegle.
I træerne, i skovene og ved havet.

Du er der, hvor selve livet længes,
og du rummer os,
uanset, hvordan vi kommer til dig.
Fattig eller rig.
Stor eller lille.

Fulde af had og vrede,
med stenhjerter, som ikke vil tilgive,
og blandt dem, som har elsket allermest.

Du favner os og elsker os,
til vi ikke kan lade være med at smile –
om det så er skævt eller fylder hele ansigtet
og griner, som et lille barn, der kastes op i luften af himmelske arme.

Du sender børnene ud, så de bliver frie til at vokse op.
Og tak fordi, vi aldrig bliver for gamle til at vokse op som dine børn.

Du venter tålmodigt på hvert et gadehjørne, så vi finder hjem, når vi kludrer os den forkerte vej.
Igen og igen.

Du bliver aldrig træt af at høre på vore bønner,
og sender engle og retningspile, når vi mindst venter det.
Ganske ufortjent!

Vær med os alle,
når vi er i mørket
og har været der så længe,
at vi er kommet til at frygte klarhedens lys.

Kast din velsignelse over os
i glitrende stråler i alle regnbuens farver,
og lær os at kaste os ned,
når hjertet har brug for at være sammen med dig
i en stille stund.

Velsign vores land og regering, dronning Margrethe d. II, Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, hele deres hus – og os med dem.

Led dem, der skal regere og lovgive over os, så de gør det, som er ret for dig og godt for dyr og planter, havet, luften og jorden og Grønlands-isen.

Vær med Karlslunde og Karlstrup sogne, så din velsignelse når ud til alle. Så vi kan hilse på hinanden med kærlighed og sætte hinanden fri, når vi har brug for det.

Trøst dem, som har sorg og sygdom inde på livet. Og vær med dem, som er alene og udstødte, arbejdsløse, eller flygtninge fra et fremmed land.

Tak at du altid er med os og for os!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s