Bed og bliv bønhørt!

Du har ingen rynker i panden,
og ikke en eneste bekymring i verden
Du tror ikke på Gud eller nogen anden,
du er ikke bange for smerten.

Og du får mig til at grine,
mest ad mig selv
Og du får livet til at ligne
noget, vi godt kan klare alligevel.

Og hvis nogen sku’ komme og påstå, at du drikker for meget,
så ska’ jeg nok sørge for at bli’ fuldere end dig
Og når nogen står og si’r til dig, jeg er for meget,
så står du lige her, skulder ved skulder hos mig

og si’r, at jeg er som et lys i vinden,
og jeg si’r, du er størst,
eller mindst lige så stor som van Gogh eller C.V. Jørgensen, imens ingen af os dør af tørst.

Og hvis nogen sku’ komme og påstå, at du drikker for meget,
så ska’ jeg nok sørge for at bli’ fuldere end dig
Og når nogen står og si’r til dig, jeg er for meget,
så står du lige her, skulder ved skulder hos mig.

Og nu gider jeg godt at bli’ over 60,
hvis du os stadig er her
på en bænk ved søerne, glad og tilpas,
vi drikker øl og ryger smøger, yeah.

Og hvis du sku’ dø før mig, fordi du ryger for meget,
så vil jeg sidde hver sommer ved søerne og tænke på dig
Og når jeg går og synes, at livet bli’r lidt for meget,
så sidder du lige her som en engel på skulderen af mig.

Helt uden rynker i panden,
og ikke en eneste bekymring i verden.
(Annika Aakjær: “Skulder ved skulder”)

Kolpostanken: Russisk Ikon.

Hvis vi kaster alle de uforståelige ordlege over skulderen, som Johannesevangeliet er mester i, så kan vi få øje på en fortælling om Jesus, som kommer til menneskenes verden for at verden kan komme til at kende Ham. Når menneskene begynder at kende ham – lad os sige; være bekendte med Jesus, så opdager de, at han er et menneske, som kan gøre fantastiske ting. Ved at se hans tegn og undere, tiltrækkes menneskene omkring ham, og de ønsker at blive venner med ham.

Når de er blevet nærmere venner med ham, mærker de, at han drives til sine tegn og undere af en indre varme, og at den varme er dejlig at være nær.

De begynder at opdage, at de kender lidt til den varme i deres eget liv, nemlig at det er den samme varme, som er mellem to, der er mere end venner, nemlig to elskende.

Jesus fortæller dem om hans far, som sendte ham til jorden, for at gøre dem opmærksom på, at han elsker dem. Det gør han på en måde, som er større end den kærlighed, som de kender til blandt mennesker.

Fordi de mærker den overvældende kærlighed, som er I Jesus, som er anderledes og så meget mere, end de tidligere har kunnet være i nærheden af, begynder de at fatte, at Jesus taler om noget, som er et virkeligt budskab til dem fra det, som er større end dem selv.

De begynder at forstå, at det er selve livets Skaber, som henvender sig til dem igennem Jesus.

Jesus var hermed ved at have gjort sit arbejde færdigt på jorden.

Han skulle sætte sine disciple så tilpas meget ind i det budskab, som han var kommet til jorden med, så de ville kunne klare sig selv og have overskud til at give det videre.

Jesus vidste, at hvis han blev ved med at være et genopstået levende menneske i verden efter opstandelsen påskemorgen, så ville han kun kunne være hos de få, som befandt sig geografisk på samme sted, som han selv.

Han var nødt til at gå ud af verden igen, og gå tilbage til sin Far i himlen.

(Tænkepause)

Han efterlod os så denne måde at bede på i Jesu navn, hvor vi skal huske at bede og takke for alt det, som vi har fået eller som vi ønsker af Gud, og man må sige, at han sørgede for, at vi ikke kom til at glemme ham igen!

Når vi beder, står himmelen åben mellem os og Gud.

Vi danner et rum, hvor vi er sammen med Gud.

Det er med bøn som så mange andre ting i vores liv:

Det er en disciplin, som udvikler sig, mens vi udfører den:

Konkretisering af kolpostanken

I begyndelsen er vi skeptiske, og kikker på andre, som har et liv i tro, hvor de beder til Gud, og vi undrer os over, hvad det er, de laver og især over, hvorfor de står dér og mumler for sig selv og tror, at der kommer noget godt ud af det.

Som tiden går, kan vi opdage, at der sker en forandring med det menneske, som beder regelmæssigt. (Det var derfor, jeg gav jer dåbsforældre opgaven med at bede Fadervor hver aften her op til dåben).

Tanken begynder at krybe ind i en, at det kunne da godt være, at det var noget, som man kunne prøve.

– Bare der ikke lige er nogen, som ser det…

Vi bevæger os da fra at være ukendte med bønnens verden, til at blive optaget af den. Her er hvad, der kan ske, når man beder regelmæssigt:

Der begynder at ske ting i livet, som føles anderledes. Vi har fået et nyt fokus. Vi ser med mere tillid på fremtiden og mærker en følelse af, at ved at vi har ændret perspektiv på vores tilværelse, så føles verden som et bedre sted at leve i. Vores venner har måske mere og mere lyst til at være sammen med os, og de har lyst til at høre os fortælle om vores liv og de begynder at fortælle om deres liv, og de deler af deres tanker og bekymringer og glæder med os.

Bedende hænder af Albrecht Dürer

Det fik mig til at tænke på et venskab, som eksisterede mellem to kunstmalere, der levede i slutningen af femtenhundredetallet og ind i begyndelsen af sekstenhundredetallet: Den ene hed Franz Knigstein, og er ganske ukendt. Han var et lovende talent som kunstmaler, lige som sin gode ven, Albrecht Dürer, hvis navn blev verdenskendt. Blandt andet for det billede, som I kan se på skærmene.

Billedet, I ser, hedder ”De bedende hænder”, og har en fascinerende historie:

Billedet blev til på baggrund af et bemærkelsesværdigt venskab mellem de to kunstmalere Franz og Albrecht.

Da de var unge, arbejdede de begge halv tid som hårdtarbejdende landarbejdere ved siden af deres malerstudier.

Efter nogle år måtte de erkende, at de ikke kunne tjene penge nok til at leve for, mens de studerede, fordi arbejdet tog for meget af deres tid og fokus fra maleriet.

De fik så den idé, at de ville trække strå med hinanden, og så lade den, som trak det længste strå få lov til at studere færdig, mens den anden forsørgede dem ved at fortsætte med det hårde fysiske arbejde.

Aftalen var så, at når den, der vandt, var blevet færdig med sine studier, og havde etableret sig så godt, at han ville kunne være i stand til at forsørge den anden, skulle den der tabte så have mulighed for at færdiggøre sine studier.

Det blev Albrecht, der vandt, og han dedikerede al sin tid til kunststudierne.

Det lykkedes for Albrecht at blive en kæmpe succes, og han vendte tilbage til sin ven for at opfylde sit løfte.

Men da opdagede han, at det offer som hans ven havde gjort for ham, var langt større, end han havde forestillet sig:

I årene med det hårde fysiske arbejde, var Franz’s fingre blevet bøjede og krumme.

Fingrene var ikke længere i stand til at udføre de bløde bevægelser, som en kunstner har brug for, til at kunne male sine billeder, og Franz måtte opgive at kunne udvikle sit talent.

På trods af dette fakta, blev Franz aldrig en bitter mand, og han glædede sig over, at han havde kunnet være en af årsagerne til, at hans ven fik succes.

En dag fandt Albrecht sin ven i dyb bøn. Han blev opmærksom på vennens hænder, og blev fuldstændigt betaget af synet.

Resultatet kan I se på her på søndagens skærme.

Albrecht tegnede en hurtig skitse af hænderne, og gik hjem og fuldførte et af de største mesterværker fra den tidlige italienske renæssance, som er kendt med titlen: ”De bedende hænder”.

– Det er en historie om kærlighed, tro, offer og taknemmelighed.

Dette var et eksempel på, hvordan oplevelser i den menneskelige verden kan åbne vore øjne for det, som Jesus forsøger at lære os:

Kolpostanken

Jesus forsøgte gennem sine gerninger at vise os, at han ville sætte sit liv til for sine venner.

At han var et eksempel på, hvad kærlighed er, og at kærligheden kommer fra Gud. At Gud sidder, som den engel, jeg indledte med at fortælle om i digtet ”Skulder ved skulder”, ved vore skuldre.

Han ville have os til at åbne vore øjne, så vi opdager, at der er en lige linje fra Gud og ned til os gennem Jesus.

Og den sidste gave, som Jesus gav os, mens han var her, var, at han fortalte os, at himlen står åben mellem Gud og os, når vi beder i Jesu navn.

Vi er indsat i den kærlighedsrelation, som Jesu har med sin Far og med Helligånden, som Gud sendte ned til jorden bagefter.

Det hører vi mere om til Pinse, da Gud sendte sin Ånd ned over menneskene, så Gud på den måde vil få mulighed for at komme til alle mennesker ud over hele jorden.

Gud inviterer os ind i sit fællesskab med sin søn og Helligånden.

Og bønnen i Jesu Kristi navn er døren ind til dette fællesskab. – Og vi får endda at vide, at vi kan forvente at blive bønhørt!

Lovprisning:

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn: (Finn Dyrhagen) Lad os vende os til Gud i bøn:

Gud, vi beder dig, fordi vi ikke kan andet:

Kom og vær til stede hos os. Find os, når vi ikke kan finde dig. Lad os leve i troen på, at du er vores Gud og vi er dit folk.

Giv os tro som en nydøbt – og lær os at leve som mennesker, der altid er i dine hænder – og som du aldrig vil give slip på.

Lær os at bruge vores liv – de kræfter og muligheder, vi har fået – så også andre kan få smag på livet og opleve, at de er noget værd.

Hjælp os til at hjælpe andre – og fortæl os, at det liv, du giver os, aldrig slipper op.

Giv os mod til at indse vore svagheder, så vi kan gå styrkede herfra ud i livet.

Send os afsted, Gud, som dine sendebud i en verden, der er fyldt med uopnåelige krav og forventninger. Lær os at give andre værdi og styrke, så alle, der tror, de er mindreværdige, får øje på deres merværdi.

Vær hos dem, der lider ondt – hvad enten de er ramt af krig, ulykke, sorg eller ensomhed.

Giv kræfter til alle, der har magt til at bestemme – og giv dem kærligheden og omtanke for vor grønne og blå jord, som rettesnor for deres magtudfoldelser. Lad din kirke være et livets ord til alle, der har svært ved at få øje på livet – og lad os være de levende sten, som din kirke er bygget af.

Vær med de nydøbte, som vi har båret frem for dig her i dag – Velsign dem og deres familier, så de får lyst og tid til at vide mere om dig og vores fælles livshistorie.

Vær med vor Dronning, hendes majestæt, dronning Margrethe den 2., Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og hele deres hus og os med dem.

Kom til os, i vores livs sværeste stunder og de største øjeblikke med glæde, fryd og kærlighed.