Børnenes blå hav

Trinitatis Søndag.
Gud lukker os op for sine møder med os på mange forskellige måder.
Mon vi – ligesom Nikodemus, sniger os hen til Jesus om natten – i de stille timer omkring midnat, hvor byen bliver stille og husene sover sammen med deres mennesker?
Har vi glemt det kristne sprog for samtalen med Gud, så vi har mistet kontakten?
Hvordan taler Gud til os i dag – dig og mig, så han kan genskabe kontakten hjerte til hjerte?
En sprogløs kommunikation – ligesom børnene har det med Gud, når de er i nuet, kan være den måde, som rammer os gennem vore sanser.
Lad os gå en fantasitur på stranden sammen nede ved Køgebugt. Måske rammes vi gennem sanserne i dag, til at mærke kontakten til vores himmelske fader:
Måske lægger vi tørre sten i vandet og ser deres farver træde frem? Farver, vi ikke ser, når vi bare haster afsted i hverdagen.
Men i dag:
”Havet er så blåt som et øje kan se
Aldrig vil vi glemme det vi så.

Livet kom og tog os tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme Havets blå

Siden da har havet haft bolig i os
For bølgernes brus beruser mig
Nok til at vende tilbage til livet igen

Verden er i farver nu
Og vi er frie
Som fuglen selv
I himlens hvælv
Fri til blot at se:
Verden er i farver nu!
(Lis Sørensen: Verden er i farver nu”)
Sådan kan vi opleve verden og Guds skabelse i den, når vi åbner vore sanser – den kommer til os – og vi kommer til os selv.
Hoveddel A: Nikodemuskristen
Jeg kom i tanke om et udtryk – om at man kan være Nikodemus-kristen.
Det er et udtryk, som betyder, at man kan være sådan en, som gemmer sin tro, eller man går lidt stille med dørene med det, som man tror på.
Det har ikke til alle tider været nemt at være kristen – det er det heller ikke i dag forskellige steder på kloden.
Vi kunne jo sige, at vi er faldet lidt af på den, her på vore breddegrader, fordi vi har glemt, at det at være kristen, betyder, at man er i kamp.
At man er i evig kamp for sandheden om, hvor vi kommer fra og hvem, vi er. At vi er skabt til at være medarbejdere på Guds skabelse. At Gud har lagt sig selv ind i os, da han pustede livsånde ind i os, så vi ikke bare er en klump ligegyldig ler, men kan gå styrket til vore arbejdsopgaver, fordi Gud arbejder sammen med os og inspirerer os til det, som han har skabt os til at gøre i verden.
Vi er også vidner om Gud for hinanden, udsendt af Jesus, rustet af Helligånden, som i sidste weekenden, hvor der var pinse og nådegaverne regnede ned over hovederne historisk på de første disciple i Jerusalem og nu også over os.
Vi kan møde Helligånden alle vegne og Helligånden har nådegaver til os alle. Vi mærker det måske ikke i hverdagen.
Del B: Mærke Helligånden
Vi mærker ikke noget, når vi har så travlt med at bruge hovedet det meste af tiden og bevæge os fra sted til sted – fra hjem til arbejde og tilbage igen.
Vi kan kun mærke Ånden, når vi kan mærke os selv.
Engang imellem overrumples vi af sanseindtryk eller hændelser, som får os til at standse op.
Det kan være en tur ved vandet, som jeg indledte med.
Pludselig sanser vi himlen blå på en måde, som tager vejret fra os.
Det er i et sådant ”indgisp”, at vi bliver nærværende og vi pludselig mærker os indplaceret i en verden, som er større end os.
”Vi bliver bitte små”, siger vi nogle gange, når vi er blevet ramt af Gud.
”Det er bare en sansning” – siger hovedet, som ikke bryder sig om at blive forstyrret i sine tanker – men kroppen kommer til stede i nuet.
Kroppen kan godt lide at komme til stede.
At være i nuet medfører ofte en overbrusning af fryd på et eller andet plan. Det er en indre oplevelse.
Havet bliver ekstra blåt den dag og en erindring blev lagt ind i sindet, som åbnede sig op i nuet som en blomst, der folder sig ud, strækker bladene mod lyset og varmen. Som om alt sker i slow motion, så man når at få det hele med i sansningen.
Fra da af, bærer man en erindring med sig resten af livet om det blå hav, som man ikke kan slippe, og man kan opleve at være blevet forvandlet den dag, da man vandrede dér ved havet.
Jeg tror, det er godt at huske sig selv på oplevelser, som denne. At sidde i mørkningen og mærke efter, lade tankerne rulle afsted, indtil de er langt væk.
En kunstner ville male det. En digter ville digte om det. En musiker ville komponere et stykke musik – måske som Felix Mendelsohn, der skrev sin overture til Hebriderne, da han havde besøgte Fingals cave på øen Staffa vest for Skotland.
Et sted så magisk, så mennesker må fortælle myter om kæmpen Fin og hemmelige overgange mellem Irland og skotland – for kæmper – fordi stedet er så fortryllende at opleve.
Lyden af vand, som risler snadrende igennem sekskantede sten skud top af havet for 6 millioner år siden kan stadig fortrylle os og starte et indre eventyr i vore kreative tanker.
Så kan mennesket blive så lille.
Hvem er skaberen af dette?
Er alt bare et tilfælde – skrevet ned i gamle love, som skal følges den dag i dag. Eller er intet et tilfælde og er alt skrevet ned i en stor bog, som bliver levende at læse, når Ånden kommer ned over os i hverdagens små og store ”pinse-undere”.
Nikodemus var tiltrukket.
Han måtte komme Jesus nærmere.
Men han var en Nikodemuskristen – den første Nikodemus, som ikke helt vidste, hvad han havde fået i gave af den Gud, som han gerne ville kende.
Hvad med os?

Vi står der så ofte i natten og banker
på døre som tørre redningsplanker.
Vi slås både ude og inde
med det, som er mest på sinde.
Vort hav bølger over vor revler og planker
i øjnene sejler de særeste tanker.
Vi går på de vildeste overdrevsplanker
og fylder vort indre med svimlende tanker.
Vi falder til jorden som faldne planeter
som små kakerlakker med kraterkateter.
Vi slås både ude og inde
med det, som er mest på sinde.
Så rækker vi ud over hverdagens tanker
og banker på knasende livredningsplanker.
Vi rækker og håber at armenes længder
når kærlighedshud uden bagtankemængder.
Vi falder til ro i en tidevandsboble
og blinker til solen i sæbevandskuppel.
(Tekst og melodi: Marlene Evensen 2019)

Så længe vi jagter lykken eller visdommen, så smutter den fra os, mellem fingrene på os – hvis vi var tæt på at finde den. Den er ligesom længslen efter vand i ørkenen, og vi søger oase efter oase.
Den kan være som røgen efter et bål.
Vi kan ligesom fornemme den og mærke den – måske dufte den?
Den kan dufte af en ild, der er gået ud, og vi snuser i vinden, for at finde den retning, som duften kommer fra.
En svag duft kan kaste en erindring af sig, så vi står som saltstøtter – urørlige – indtil minderne har mættet os med deres billeder og sansninger.
Vi går ved havet og husker tilbage til vores barndom.
Saltstøtterne bliver levende igen i vandkanten blandt de farvede sten.
Vi husker en pind, der bliver kastet ud i havet og en glad hund, som kaster sig efter pinden i bølgerne.
Vi husker en sten, som bliver kastet af sted over vandet og slår smut og kaster ringe af sig i slaget på vandoverfladen. Vi husker beundringen af en, som kunne smutte sten – og vores egen øvning på ensomme steder, så ingen så vores første mislykkede forsøg på at kunne gøre kunsten efter og glæden, når det lykkes at få den flade sten til at smutte den første gang over vandet.
Vi mindes forårets første tur i bølgerne i en badedragt som siden hen blev til en lille bikini og senere til en større badedragt igen for at dække det meste efter et langt liv.
Hånd i hånd med en, man kunne lide, langs strandkanten, bliver til et kostbart minde om, at man har turdet elske og blev elsket igen.
Måske havde Nikodemus minder med sig om noget godt og kærligt. Noget, der duftede godt af røgelse fra templet, som derfor føltes helligt og kendt.
Måske duftede Jesus af røgelse og sødligt af vin og hjemmebagt brød fra omgivelsernes stenovne og druepersere.
Der var noget ved den mand, som Nikodemus måtte komme nærmere.
Hans ører og hjerte længtes efter en oprindelse, som minder vælder ud fra, og Jesus var fortryllende og magisk for Nikodemus, så han måtte vove sit liv og gå ud i natten, i ly af mørket for at finde lyset.
Gemmer vi os også, når vi møder belæste mennesker – vor tids akademikere og evidensbaserede videnskabsmennesker?
Orker vi at tage kampen op i diskussioner, når en ateist vil skære os over ved roden og erklære os for ”tros-tosser” (ikke klimatosser, som de kan forholde sig til).
Vi er udrustede af Gud med sværd og brynje og hjelm og det hele – et helt krigsudstyr – men det er usynligt, og vi ser det ikke, når vi ser os selv i spejlet.
For det er en åndelig udrustning.
Og en mærkelig kamp, vi er i.
Det er nemmere at gå i krig med opvasken eller støvsugningen end med hinanden.
Det er i de stille stunder, hvor alt står stille, at det hele sker.
Det rammer os uventet – selvom vi går ud i naturen for at mærke verden og stiller os selv til rådighed for oplevelsen af det store – det erindringsforskydende fra den tågede bevidsthed til klar følelse og skærpelse af sansningen.
Det kommer til os udefra og prikker hul på vores tykhudede sanseapparat og kalder os frem i lyset.
Hvis vi oplevede, da vi gik ved strandet, at havet var blåt på en helt særlig måde den dag, så ville verden være fuld af farver fra da af.
Farver, fra den gang, vi lavede fingermaling som små – eller malede vådt i vådt med akvarelmaling og blev fortryllet af at se farverne glide ud i hinanden.
Og oplevelserne, som kaster deres særlige lys over vort liv fortryller vores liv med det glimmer på overfladen, som vi ikke kan leve uden.
Flerdimensionelt lysglimmer, som prikker til vore celler indeni, så hver eneste celler bliver levede og åbner op for deres erindringer erindringsbobler – vores erindringer.
Del C:
Mon Nikodemus kom til Jesus om natten for at blive mere levende?
Han var modig!
Han gjorde det!
Han bankede på og kom ind og talte med Jesus.
Han kunne ikke forstå det med at være et barn for at kunne forstå det, som Jesus har at tilbyde.
Et barn har ingen forbehold.
Et barn er i stand til at elske, og elsker betingningsløst.
Et barn forstår alt – det har bare ingen ord at forklare sig med.
Måske er det det, som Jesus mener, når han siger, at vi skal tage i mod ham – ligesom et lille barn.
Et barn kan sidde i timevis – sammen med Gud – og kikke på snegle og Mariehøns.
Et barn taler med sin usynligven og har usårlige sommerdage sammen med Helligånden, der får det tørre støv til at hvirvle op og ligne cirkler på den sandede jord. Får blomsterne til at ligne alfehatte og fekjoler. Laver skyformationer, der ligner lam og langstrakte skystreger, der minder om træerne, der ligner, de har kjoler på, fordi rådyrene har spist de nederste dele af grenene.
Barndommens land er fuld af magi og åbenhed for at mærke verden og lade sindets og hjertets døre stå åben.
”Vi slås både ude og inde
med det, som er mest på sinde”.
Lovprisning.

Kirkebøn:
Kære himmelske fader.
Lad os blive som børn på ny.
Skab i os et fromt og enfoldigt sind, så vi kun er en fold væk fra dig og du vælter os over, så døren står åben til dig – og vi tør træde ind.
Hjælp os, når vi bliver for kloge til at elske dig betingningsløst.
Hjælp os til at hjælpe andre, så de også sanser dig med åbne og helbredte ører og øjne.
Tak at du kæmper kampen for retfærdighed for os i verden, så vi tør følge med og stå ved, at vi elsker dig med hjerte, mund og hænder.
Hjælpe os og inspirer os med din Helligånd, til at gøre verden til et godt sted at være, hvor vi tager ansvar for vore klimakatastrofer og smører ærmerne op i gummistøvlerne og går afsted og samler det affald op, som vi legede skovsvin med for år tilbage.
Hjælp os til at tilgive os selv alt det, som vi gjorde forkert og lær os at tilgive andre, så vi alle kan få plads til gode erindringer om gode, sande og skønne liv.
Fyld os op til randen med kærlighed og sunde tanker, så vi kan se os selv i spejlet og starte forfra hver morgen på en ny god dag.
Tak at vi aldrig er alene og at du vandrer med.
Sammen med dig kan vi have stunder, hvor vi husker hvordan det er at være et lille barn. Tak fordi der er masser af små børn i verden, som bliver ved med at standse op og vise os Mariehøns og vinbjergsnegle.
Tak fordi du igennem vore børn lukker himlen op på ny og lader os stå og smile i sollyset på stranden, når vi har bygget sandslotte, som vandet skyller bort og giver os plads til nye drømme i vort samarbejde med dig.
Velsign og bevar vores land og regering. Vores dronning, hendes majestæt dronning Margrethe d. 2., kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og hele deres hus og os med dem.
Velsign Karlslunde sogn og kom til os, når vi mindst venter det og luk os op for din kærlighed og dit fællesskab.
Amen.