Sommeren er over os!
Igen i år er sommeren varm og i disse augustdage begynder sommeren at blive tung og moden. Hvert år rammer august mig med tyngde – minderne vælter frem.
I den tidlige sommer sang mit hjerte med på Albertes sommersang om de lyse nætter, som vender tilbage:
”Nu kommer fuglene igen
og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker, lyse nætter er tilbage.
Alt hvad der rørte sig blev gemt
Da du var rejst var det så nemt
Men hjertet ved godt hvad det ønsker sig, at pynte sig for dig.
Du er tilbage, med varme dage, du er hos mig.
Nu kommer lydene igen
Og verden vælter pludselig ind
Med parasoller og sandaler. Bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt hvad det ønsker sig, at pynte sig for dig
Du er tilbage, med varme dage, du er hos mig”.
Augusts særlige charme er solen og varmen som er der lidt endnu.
Jeg suger saligt varmen til mig og lader den varme sig ind i min krop og mine knogler, så jeg har et overskud at møde vinteren med.
Jeg nyder dagene, hvor jeg kan sætte mig på altanen og mærke varmen fra morgensolen inden pligterne kalder. Dagene, hvor de mange lyse timer giver mig tid til at huske tilbage på glade dage med ture til stranden med børnene, som var små og alt var et mirakel i glimmerdis. Sommerregnen vi dansede i i badedragter i haven og lo, fordi vi var fjollede og folk kikkede over hækken og rystede på hovedet af os.
Lydene og minderne kommer tilbage med augusts venlige og milde lyse timer og henleder vore tanker på små runde munde fulde af hindbær, brombær og jordbær. På livsmodenhed og høsten af æbler og pærer, kirsebær og moreller.
Jeg ser stadig hestevognen pyntet med blomster – georginer og stokroser – flettede løg og høet, hvor børnene kom op at sidde med håret fuld af blomsterkranse, når vi tog afsted med børnehaven ud til bondemand Henrik og så ham høste med le, prøvede at drikke frisk komælk og købe hjemmelavet ost med hjem.
Barndommen var en salig tid – og det at opleve august gennem børnenes øjne er en gave for livet – det minder os om atter at vende tilbage til barnets land og føle Guds velsignede mildhed over os – enkelt og let.
Snart kalder efteråret på os – men sommeren har givet os af sit lys og sin varme – og er her lidt endnu – og vender tilbage, når solen har været på sin tur rundt om jorden til andre lande og fjerne kyster.
Skriv et svar