Anemonemarts placeret i “vent”

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
må smeltes ved at se det
den første Dag i Marts.
Hvad gennembrød den sorte Jord
og gav den med sit søblå Flor
et Stænk af Himlens Tone?
Den lille Anemone,
jeg planted der i Fjor.

Jeg elsker denne sang!

Den betager mig hvert år og synger dybt i min vinterfrostne sjæl, som længes hvert eneste år efter forår i marts.

Ja – det begynder allerede midt i januar, hvor de mørke timer får mig til at fortvivle og næste miste håbet: Hvordan skal jeg klare mere mørke – og utålmodigheden er virkelig sat på prøve – for jeg vil have forår, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Gudskelov ved jeg, at foråret nok skal komme – det er jo en livserfaring de allerfleste af os får lov til at opleve. År efter år rammer november mig og mørket lægger sig som en dyne over sind og sanser og alt går i dvale. December forglemmer jeg mørket – for alle lysene i vinduerne og de kunstige lys på tagkanter på husene og buske og træer lyser op med opfindsomhed som en anden Georg Gearløshat, og sindet har travlt med at tænke på juleindkøb og valget af julens salmer til gudstjenesterne. Januar slæber jeg mig hen til Helligtrekonger søndag – men så er julen slut, og jeg har ingen trøstepejlemærker frem mod lysets tilbagevenden.

Februar klinger af. Tak til den, der fandt på at korte vinterens sidste måned af med flere dage (dog ikke i år, hvor det er skudår) og pludselig står den der: Anemonen!

Og jeg bliver stående – ligesom den! Standser op. Begynder at lytte. Ved, jeg kan forvente fuglesang og at hele skoven har fået travlt med at komme til live efter den lange dvale gennem vinteren.

Om ikke så længe ligger fuglene på rede og træerne har fået blade som saftigt folder sig ud i farvemættet grønt. Dagene bliver længere. Folk begynder at smile og om ikke så længe begynder de første forårstosser at klæde sig i korte bukser og blomstrede kjoler og kikke efter hinanden på gaden.

I kirken springer forårssalmerne ud fra de sammenkrøbne salmeblade og dåbsbørn bæres ind i kirken på svingende arme og glæden vokser ud af håbet for livet og dets uendelighed i sin blå vorden – som den lille Anemone.

Jeg læner mig tilbage i min knirkende arvestol og føler mig almoderlig af al den glæde og det mindste i mig vokser igen et par tommer og giver min sjæl vinger.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands Grus
ukuelig og sikker
trods Ensomhed og Gus,
som om Alverdens Modgang her
har givet den et større Værd,
en lille Amazone
og dog min Anemone
som Søens Bølge skær.

For denne rene Farve
den er mig som en Vårens Dåb,
den lar mig nyfødt arve
en Evighed af Håb.
Så bøjer jeg mig da mod Jord
og stryger ømt dit Silkeflor,
en Flig af Nådens Trone.
Du lille Anemone,
hvor er din Skaber stor!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s