Flag- og Fanefest-gudstjeneste Boholte kirke ved Danmarkssamfundet 2021

Jeg ved ikke noget bedre, end når jeg er ude at ro med en flok nye roere i Københavns havn, og kongeskibet Dannebrog ligger for tøjret ved søværnet overfor Langelinie og Den lille Havfrue.

Roerne – eller kaninerne, som vi kalder dem, har lige lært at ro og skodde og kan de mest elementære kommandoer, som vi har brug for for at kunne stævne ud sammen.

Så er det bare lykken, når de skal på deres første havnerundtur i Københavns kanaler, og vi så ror forbi kongeskibet.

Så sætter jeg dem nemlig til at ”rejse årer”, hvilket betyder, at de løsner svirvlerne og løfter årene op på højkant ved deres fødder og med årebladets hule side vendt agterud i båden.

Når vi gør det, skal Dannebrog hilse tilbage ved at kippe med flaget agter.

Det har vi meget sjov ud af tangerende til majestætsfornærmelse – for kan vi ligge på række med flere både i behørig afstand til hinanden, så gør vi det naturligvis en båd ad gangen!

Stakkels gast, som har fået uriasposten med at holde øje med, om der bliver hilst på Dannebrog af de forbipasserende både og hver gang må styrte tilbage agter og sænke og hejse flaget igen.

Det er sjovt at være roer – men der ligger også en dyb alvor bag!

Sidste år var det 75 årsårsdagen for Danmarks befrielse, hvilket vi alle havde svært ved at fejre, da Danmark og hele verden var angrebet af den nye Covid-19-virus.

I min roklub fik vi samlet vor historie om tiden under anden verdenskrig og trykt et festskrift for ikke at glemme krigen og de hændelser, som også roere fra Danske Studenters Roklub var deltagende i som modstandsfolk, bl.a. i Holger Danske.

Det var en ung kaproer, Herbert Marcus, der ene mand en kold og blæsende nat i 1943 lagde ud fra kysten ved Skodsborg i Nordsjælland og roede Arne Jacobsen og Poul Henningsen med koner sikkert over Øresund til Sverige. En rotur i mørke og uden kompas og på det åbne hav, som nær havde kostet alle livet.

Der var mange af vore kæmper og æresroere – som vi benævner dem i roklubverdenen – som deltog i modstandsbevægelsen – nogen satte livet på spil og andre mistede det.

Navnene på de nitten som gav deres liv for Danmark er det første, vi ser, når vi træder ind ad hoveddøren til vor roklub så vi aldrig glemmer og altid ærer deres minde.

Hvorfor fortæller jeg nu så meget om roning, når deltagerne her i dag, som skal have overrakt henholdsvis flag og faner kommer fra andre dele af samfundets foreningsliv – jo det gør jeg fordi vi er bundet sammen af kærligheden til det danske rød-hvide flag.

Vi bruger flaget som ingen andre nationer i verden – både til alvor og til fest. Vi bruger det nationalt og kulturelt – og vi bruger det i folkekirken. Vi ser vort flag vaje ved kirkens højtider og ved de forskellige begivenheder, som vi markerer med gudstjenester og kirkelige handlinger i ugens løb.

Kirkens brug af flag er med til at få Dannebrog ind under huden på de nye generationer så det bliver hængende i vore hjerter:

Som når vi flager til gudstjeneste, når de små børn kommer for at blive døbt – eller de unge bliver konfirmeret. Flaget går til tops for det nygifte par og næsten slæber hen ad jorden på halv, når vi skal tage afsked med vore kære.

Dannebrog bliver lagt hen over et skrivebord i et fremmed land, hvor en feltpræst gør sig klar til at holde gudstjeneste for de udsendte soldater og bliver til en alterdug pyntet med lys og et lommekors.

Når Hendes Majestæt, Dronning Margrethe uddeler Dannebrog til et regimente, giver hun det med ordene:

”Dannebrog er det, vi er fælles om – vi sætter i midten af vores lejr. Det står for det, vi skal forsvare”.

Dannebrog er det mærke, vi stiller midt i vort fællesskab. Det er for Gud, konge og fædreland – og det kan tåle at blive brugt både formelt og uformelt.

Det er folkeligt så det basker! Det er for Spejdere, haveforeninger, sport, husflid og skytteforeninger- you name it!

Vi kender det til jul hvor julestuen er fyldt med farverige guirlander og flettede hjerter – men på juletræet har mange stadig snore med danske flag og vi får trang til at læse ”Peters jul” for de små nye verdensborgere, så de også kan få mulighed for at kende til vort land og slægts tradition og historie. En del af julen er også indbefattet for mange, at så er det da den dag i året, hvor de gerne vil i kirke og synge med på julesangene og høre juleevangeliet.

Vi kender det fra fødselsdage, hvor flaget står på bordet – måske i form af dåbsflaget givet i gave fra gudmoder eller gudfader og hvor papirflag er sat op på indgangsdøren og i indkørslen, når vi modtager vore gæster.

Vi flager på første skoledag og tager imod de små børn med flag og balloner i klasselokalet. Vi ser det i kolonihaverne på søndage eller andre flagdage. Vi ser det over alt – og vi elsker det!

Ejer du en flagstang i haven føler du dig også forpligtet til at bruge den. Dannebrog er en stor del af vor selvforståelse og det står ikke til diskussion, om der skal flages eller ej.

Der sker noget i os, når vi ser flaget stige til tops – og at prøve at hejse det selv– er også noget der maner til andagt og refleksion.

Det bliver brugt som udtryk for fest og glæde og fællesskab.

I år fik vort flag en anvendelse i et omfang, som jeg ikke tror, vi har set siden maj 1945.

Der blev flaget på husmure og ud af vinduer i lejligheder. Det blev sat på broer og ikke nok med det – flaget med de rød-hvide farver, som vi ellers plejer at male os selv i ansigtet med til de store fodboldkampe, blev pludselig selv tegnet og malet på for at udtrykke sympati og kærlighed for en fodboldspiller, som faldt om midt på grønsværen til en landskamp mod Finland i Europamesterskabet i fodbold.

Her fik flaget en helt særlig betydning midt i en tid hvor vi alle oplevede at være isoleret på grund af Corona restriktioner, hvor glæde og sorg og frustrationer kunne lukkes ud med den helt store eksponering ved at vise sin sympati med Christian Eriksen og hans familie og klubhelten, som prompte gik i gang med at yde førstehjælp og trøste Eriksens hustru.

Her blev vort rød-hvide flag samlingspunktet og udtryksmidlet midt i en krisetid, som heldigvis for Eriksen fik en lykkelig udgang.

Når der i dag bliver tildelt et flag eller en fane her i gudstjenesten, er det en særlig ære, som vi vil blive belært om senere her i gudstjenesten, da det at modtage et flag eller en fane medfører, at man skal omgås flag eller fane med behørig respekt – og kunne anvende det på rette måde.

Jeg ser det som en kæmpe gave, at vi fra barnsben har fået leget flaget ind i vor selvopfattelse, så det at modtage et flag eller en fane både kalder til ærefrygt og til glæde.

Det giver os en mulighed for at sige de ting, som vi ikke kan sige med ord – men kan vise i handling og gennem ritualer.

Der venter alle de nye, der modtager et flag eller en fane her i dag en dybere erkendelse af vort land, vor tro og vor selvforståelse.

Det er jeg sikker på, at tidl. kriminalinspektør Bruno Juul vil brede mere ud for os senere i gudstjenesten.

Og nu er jeg tilbage ved start, da jeg slutter min prædiken nok engang ved dansk roning, fordi vi også har vort eget helt særlige flag, nemlig et splitflag:

Dansk Forening for Roning modtog den 22. marts 1888 en meddelelse om, at kongen – det var selvfølgelig Hans majestæt kong Christian d. 9. havde accepteret tildelingen af et flag til D.F.f.R. bestående af det danske orlogsflag med guldbogstaverne D.F.f.R. over to korslagte årer i øverste firkant, og lige siden har danske roere med stolthed ført splitflaget ved festlige lejligheder. Når denne usædvanlige tilladelse blev givet, skyldtes det sikkert i høj grad indflydelse fra Dansk Idræts-Forbunds senere præsident, kontreadmiral Victor Hansen, der følte sig særlig knyttet til rosporten og ofte fungerede som dommer ved dens stævner.

Når vor rosæson begynder, ryger Dannebrog og vor klubstander til tops, endnu en gang for at markere at flaget står i vor midte og vi samles omkring flagstangen på bådpladsen. Standeren markerer samtidigt, at nu kan vi ro en sommersæson sammen igen – og når rosæsonen slutter, stryger Dannebrog atter til tops inden vi stryger flag og stander og giver standeren i gave til den roer, som i årets løb har gjort sig særligt bemærket til gavn for vor klub og fællesskab.

Som altid medvirker studentersangerne, som synger flagsangen i foråret – ”Der er ingen ting som maner, når et flag det går til tops” og er det helt specielle mærkedage i roklubben og både skal døbes, sker det, at vor protektor indenfor rosporten, nemlig Hendes Kongelige Højhed prinsesse Benedikte er til stede og overværer begivenhederne.

Og hvorfor betyder det så meget for os at få et flag: Det er fordi der er et kors i midten! Det handler om det, vi tror på, som vi ønsker at værne om og kæmpe for – og dø for – om så det gælder!

Sådan er det med vort danske flag, at det har en dyb rod i vores historie om korsriddere og kamp for fædrelandet, hverdag og fest, det, vi tror og bekender os til søndag efter søndag i folkekirken, i kulturen og nationalstaten. Der er nok til mange prædikener i Dannebrog – men nu vil jeg slutte for denne gang med at bede jer rejse jer og modtage den apostolske velsignelse:

Den apostolske velsignelse: (2. Kor. 13,13):
Må vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle! Amen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: