Konfirmationsprædiken efterår 2021 Boholte kirke

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn:
(”Om at leve i nuet. Livsfilosofisk gruk”. Piet Hein):
At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.

Dagens tekster handler om bøn og om det at bede.

Det har været temaet i undervisningen i det år, der er gået.
Vi har indledt timerne med at sige trosbekendelsen, så de unge ved, hvad det er, de siger ja til i dag – og vi har udfoldet indholdet i trosbekendelsen, som handler om at sige ja til, at vi siger nej til det onde – at vi tror på Faderen og Sønnen og Helligånden. Vi bad Fadervor og talte om mission – som da vi havde undervisningsgangen om Folkekirkens Nødhjælp, hvor vi fik en fornemmelse af, hvad det vil sige at være kristen i et anden land og være fattig og sulten, og vi så film og små introduktionsvideoer til de emner, som vi var forbi og fik lidt at vide om hvorfor vi hører og synger med på så meget fremmedartet musik under gudstjenesterne, som sjældent er i et tonesprog som vi kender fra vores nutid.

Om lidt vil jeg invitere jer med ud på en fantasirejse gennem det, som vi har gennemgået i årets løb så I ved, hvad de unge har lavet, mens de sad og fik undervisning – eller lå på sengen i teenageværelset:
Prøv at kigge i programmet på side ??, så kan I se et billede af den bedekrans – Kristuskransen, som vi havde som overordnet tema – den havde vi som en ledetråd gennem undervisningen. Måske har I set den på jeres unge konfirmands arm – eller på natbordet eller i skrivebordsskuffen – ellers så kik engang her (jeg viser dem min Kristuskrans).
Vi skal ud på en eventyrlig rejse – så sæt jer godt til rette. I er velkomne til at lytte med lukkede øjne eller bare lade øjnene hvile et eller andet sted på altervæggen mens jeg fortæller om eventyret. Det er et eventyr, som begynder godt og ender godt – som alle rigtige fortællinger skal gøre.
Om en Skabergud, der skabte alt i verden, og som havde hver enkelt af os i sine tanker, inden vi blev til i verden, og som fyldte en hel bog med løfter om, at han ville komme til menneskene i verden som en frelsende kongegud og forblive sammen med os ind til verdens ende i form af en inspirerende, kreativ og venskabsopbyggende Ånd.

Eventyret om den store fortælling er placeret under regnbuens mangefarvede løfte til alle mennesker om Guds kærlighed og hemmelighedsfulde plan med os alle. At alle under himmelhvælvingen har fået et løfte om, at vi har en Gud, som vi kan kommunikere med, ved at møde Ham i bønnens indre liv i os mennesker.

Vi må leve i nuet for at begribe det!

Måske kommer I til at gøre, som konfirmanderne gjorde en gang imellem – de fik sig en lille ”guddommelig morfar”, mens de lå og hørte på præstens stemme gennem ZOOMskærmen – og det kan jo også godt være, I lige har brug for at slappe af inden i skal hjem og festen begynder.
Det er aldrig til at vide, hvilke udfordringer enhver familie har med hinanden – så det kan være godt at ruste sig her i kirken.

Rejsen begynder i Guds bankende hjerte. Vi mærker pulsen af liv, som er i gang med at skabe, og vi mærker, at vi er på vej til at blive til.
Vi er med i skaberværket. Det kribler i os. Vi er fulde af liv og glæde. Der er tænkt på os, og vi er ønskede.
Vi bæres til dåben af stærke arme, som har tænkt, at sådan har vi altid gjort i vor familie. At det er en tradition. Vi vil det bedste for de mindste, for det nye liv. Det, at barnet blev til, gjorde os små og verden større. Måske er der noget, som er større end os?

Det ”større”, giver vi barnet i gave ved vandet i dåbsfadet, hvor Helligånden kommer med i det lille nye barns liv. En helgardering. En sammensmeltning af to verdener – det synlige og det usynlige. Det timelige ”Her og nu” og det uendelige. Vi blev ”podet” på livets træ som en lille ny stikling.

En engel kommer os i møde og giver os en dåbskappe på, og vi er klar til at tage på rejse. En rejse, som fører os rundt i livet, på den måde, som det møder os, og som det mødte den Søn, der kom til verden for 2.021 år siden, for at vise os vej til mødet med Gud.

Vi er små som myrer, der går ind i den ene lille eventyrperle efter den anden i bedekransen, som kaldes Kristuskransen. Hver perle fortæller noget om Gud – og om os selv. I hver perle er der en ledetråd, som fører os frem til skatten, som vi længes efter og leder efter.

Vi er så små, at vi kan gå ind i de landskaber, der skildres for os undervejs, og vi oplever dem og sanser dem.

Vi begyndte altså med at være i Gudsperlen, hvor alt det skabte blev til. Så var i jegperlen, som er en repræsentant for hver af os, og herfra kom vi videre fra dåbsperlen og går nu ind til en perle, som viser sig at være: en uendelig ørken, som vi ikke kan finde vej ud af:
Vi hører sandstormen nærme sig, og vi erkender, at vi ikke kan klare alt selv.
Vi husker ting, vi fortryder og gerne vil gøre godt igen. Englen kommer og bærer os gennem perlen, her midt i livet, hvor alt kan ske med os.
Englen husker os på, at vi er Guds dyrebare skat, og at Han sendte os sin Søn, for at vi kunne komme til at vide, at Gud ønsker, at vi skal kaste vore bekymringer fra os og leve det autentiske liv, som han har skabt os til. Han fortæller os, at Jesus gerne vil bytte vore byrdefulde rygsække ud med hans lette rygsæk, som er fyldt med tilgivelse og nyt håb.

Maria står sammen med Jesus og giver os en blå kappe ovenpå den hvide dåbskappe. Det gør de for at gøre os trygge midt i farlige landskaber.
Maria vidste om nogen til smerte og bekymringer i prøvelsernes verden. Men hun oplevede også glæden ved at opleve, at alt kan gå godt til sidst.

Vi bliver ført videre til kærlighedsperlernes morgenrøde univers. Vi løftes op i toppen af livets træs krone, og vi får udleveret en dejlig frugt af vores skytsengel, som samtidigt også giver os den smukkeste sølvkniv, som vi kan dele vores frugt over med: I to stykker – så der er et stykke til os selv og et stykke til at give til andre.
Vi spiser af kærlighedens frugt, og vi får kræfter til at gå videre.
Vi er fulde af kærligheden fra Gud og kærligheden til Gud, til mennesker og naturen. Vi forstår, at det kun er ved at dele, at vi kan komme videre og finde skatten. At det er fantastisk dejligt at få og lige så dejligt at give.

Det er dejligt at gå ud i livet, når kærligheden er med, men der er også svære ting. Ting som vi gemmer som hemmeligheder. Dem, vi kun deler med familien eller dem, vi kan dele med venner – og dem, vi kun kan dele med Gud, fordi de gør for ondt at tale om. Det er hændelser, vi skammer os over, alt det, som er uretfærdigt og føles utilgiveligt. Men vi kan øve os i at lade dem komme frem i lyset, ved at tale om dem sammen med Gud.
Vi kan skælde ud og rase, græde og være utrøstelige – men en dag kan vi få inspiration til, hvordan vi kan komme videre med de svære følelser og minder og blive hele igen.

Der er dage og nætter, måneder og år, som er mørke som natten.
I nattens perle er det mørkest lige før daggry. Alle skygger får liv i mørket. Vi hører uhyggelige lyde og mærker en eksistentiel angst.
Der kan blive mørkt i hjertet, når vi føler os alene, når nogen dør, eller når nogen skælder os ud eller er hårde ved os.
Skytsenglen kommer til dig, og du opdager, at skytsengle også findes, når det er mørkt. Din skytsengel peger hen på alteret for at vise dig, at der er tændt lys. At lysene beder for dig, og fortæller, at du ikke behøver at være bange.
Englen fortæller også, at den er god til at se i mørke, og at den altid kan se din Himmelske Fars ansigt, og den begynder at bede den store tryghedsbøn for dig, som Jesus har lært os – nemlig Fadervor.
I Fadervor bedes om alt det, vi har brug for, og vi får lov til at opleve, at Gud er mørkets modsætning: Gud sendte sin Søn for at overvinde mørkets magt, da han stod op af graven påskemorgen og blev levende denne opstandelsens morgen.

Den sidste perle i Kristuskransen er også den første – ringen er sluttet: Eventyret om Gud, som skabte verden og som lover os, at ikke engang døden skal skille os ad fra Ham eller hinanden.
Vi får en krone på hovedet, som viser sig at være LIVETS krone.
Den har ni ædelstene, som står for nådegaverne, vi har fået, med kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.
De ord, der bliver sagt ved bryllupper, for at huske os på, at kærligheden er den stærkeste skabende magt i verden.

Vi hører Guds stemme fortælle os, at vi er kongebørn i Guds usynlige rige, og at livets Gud velsigner os og bevarer os.

Mens vi nu vender tilbage til kirkerummet, åbner vi øjnene og trækker vejret dybt et par gange. Vi lytter til bønnen i vore hjerter, som er vores svar på Guds nådegaver:
Den lyder sådan her:
Gud – du er grænseløs, du er nær, du er lys – og vi er dine!
(Pause)

Kirkebøn: Lad os bede sammen:
Herre!
Kom og fyld os med din Ånd og giv os styrke og kræfter til at være fulde af din kærlighed og til at turde bede om alt det, som vi ved, at du ved, vi har brug for.
Hjælp os med at kunne blive ved med at huske at bede dig om hjælp og til at takke dig, mens vores liv leves og vi må forholde os til alt det, som synes fuld af mening eller meningsløst.
Giv os kræfter til enhver ny dag i vores liv, og kom til os, så vi mærker, at du vil være sammen med os og føre os hjem på den store dag, til fuldbyrdelsen af det liv, du har skabt os til: Nemlig et liv sammen med dig i evighed sammen med alle dem, vi elsker og alle dem, vi ikke har nået at elske.
Sæt os ind i din store sammenhæng, hvor vore bange og frygtsomme hjerter bliver til hjerter af kød og blod, som kan banke og leve i denne verden blandt andre levende mennesker.
Hjælp os til, at hvert levet ”NU”, er en mulighed for at opdage dig og til at se andre mennesker med dine øjne.

Tak at vi må bede, at du vil lytte og være sammen med os ind til verdens ende. Amen.