14. søndag efter Trinitatis
Job 5, 8-16, Luk 18,9-14
Må mænd godt tude?
”Må mænd godt tude?” blev jeg spurgt om forleden dag, da jeg sad i en robåd på Øresund med to ældre herrer.
Det drejede sig så om OL og badmintonstjernen Viktor Axelsen, som de syntes var blevet grebet på det forkerte ben da hans glædestårer var gået verden rundt, og de syntes nu nok, at pressen burde have givet Axelsen 5 minutter til lige at komme sig inden han blev interviewet.
Jeg fik mumlet et eller andet med, at det godt kunne være befriende her midt i en coronatid, at folk får lov til at se andre mennesker vise følelser.
De virkede tilfredse med svaret, og samtalen fortsatte i en ny retning. En af herrerne var i gang med at læse om Karen Blixens far, og der faldt en bemærkning om, at det var da ubegribeligt, at Dinesen var blevet ved med at støtte datterens eventyr på kaffe-plantageprojekt i Kenja, hvilket altid var i færd med at bringe familien på fallittens rand.
Jeg kunne mærke, at jeg måtte bide mig i tungen – for min indfaldsvinkel til mange af de emner, vi ofte taler om, er så ganske anderledes end deres og det hænder, at jeg synes, at de er godt og grundigt forstokkede.
Jeg fik lyst til at forsvare både Dinesens gode hjerte og Karen Blixens livsberettigelse – for havde faderen ikke støttet datteren økonomisk – var verdenshistorien måske gået glip af en skelsættende dansk kvindelig forfatter.
Og så fik jeg lyst til at ruske lidt op i samtalen og sagde henkastet, at jeg er begyndt at interessere mig for træer og den måde, de kommunikerer på med hinanden.
Så var det mine ældre medroeres tur til at ryste på hovedet af mig som så dumt et kvindemenneske.
Og nu er vi fremme ved dagens tekster her til 11. søndag efter trinitatis.
Hvor sker det dog tit at vi dømmer hinanden eller har forudindtagede holdninger til dem, vi møder – og dermed slutter samtaler, der kunne have været berigende.
Det sker, at vi peger fingre ad andre – men så peger vi samtidigt også på os selv med de tre fingre, som vender indad.
Farisæeren og tolderen er to forskellige mennesketyper, som vi sagtens kan genkende os selv i og med teksten fra Jobs bog, bliver vi husket på, at Gud giver sin nåde til den som tør være ydmyg og lukker munden på den, som er selvretfærdig.
Lad os prøve at kikke nærmere på farisæeren og tolderen i et nutidigt fortælleunivers og derigennem ane Guds mening med det hele og måske forstå, hvorfor det er godt at kunne tude:
Først møder vi et menneske som sætter en ære i at være et forbillede for andre. Det er farisæeren og hvis vi ikke allerede havde hørt om begrebet ”en farisæer” og rynket på næsen af hans hovmod, så kunne vi sagtens charmeres af en person, som er fuld af selvtillid. Han har et godt arbejde. Han er rolig og selvbevidst. Ryggen er rank. Han er vant til at få succes og er på alle måder et menneske vi alle ønsker at omgås og blive set sammen med.
Så møder vi et andet menneske. Det er tolderen – og vi kan gætte, at vi nu vil møde en modsætning til farisæeren, og det gør vi!
Vi hører om en person, som går med nedbøjet ryg. Han er fuld af skam fordi han tjener penge ved at snyde og stjæle fra andre mennesker, så ham går folk udenom.
Lad os gå dem efter i sømmene for at finde ud af, hvorfor de blev, som de blev – og hvad der mon blev af dem senere hen.
Vi begynder med farisæeren:
Han var en køn dreng allerede dengang, han var lille.
Hans far og mor elskede ham og de havde økonomi til, at han kunne gå på en god skole, hvor han kunne blive dygtig nok til at tage en fin eksamen, som ville bringe ham langt.
Livet gik let for ham og han fandt en smuk kone og de fik en masse børn og et dejligt hus og et skønt arbejde og livet gik rigtigt godt.
Han var dog aldrig rigtig lykkelig selvom han gjorde alt det som omgivelserne forventede af ham.
På de gode dage bekymrede han sig for alle jordens mennesker, som ikke kunne være lige så moralsk og perfekt som han. På de dårlige dage blev han vred på alle de mennesker som så ud til at være ligeglade med at opføre sig sømmeligt. Han ville i hvert fald godt fortælle dem, hvordan man bør og gør!
Tolderen derimodvar en svagelig lille dreng helt fra begyndelsen af livet.
Hans far foragtede ham og brugte enhver lejlighed til at fortælle ham, at han var en stor skuffelse. Moderen forsøgte at trøste ham, når faderen ikke så det, men det gik ikke så godt med at vise følelser derhjemme og de flyttede meget rundt.
Tolderen blev en vred lille dreng som kom til at hade verden. Han blev altid drillet for at være lille og han besluttede sig for at hævne sig på dem alle sammen og blive til en, som de alle frygtede, når han blev stor.
Han fandt et arbejde som var på kant med loven og som han kunne tjene mange og hurtige penge på.
Han forelskede sig i en kvinde – men viste ikke rigtigt, om hun havde giftet sig med ham fordi hun elskede ham eller havde taget ham for pengenes skyld.
Hun kunne godt lide fest og fart og blev først efter mange år gravid med deres førstebarn.
Der var noget galt med graviditeten og hun fødte et barn som havde en misdannelse som alle kunne se. Han følte, det var hans skyld, at barnet ikke var sundt og raskt, fordi han levede en uærligt liv og han begyndte at skamme sig over sig selv og sin måde at leve på.
Det gik ikke, som han havde håbet og han knoklede i mange år for at skaffe store summer penge for at deres barn kunne gennemgå en lang række operationer og at få et godt liv.
Den dag, hvor han indså, at han ikke selv kunne få sit liv til at lykkes besluttede han sig for at prøve noget nyt, som han ikke havde turdet før:
Han gik hen til kirken og lagde sig fladt ned på kirkegulvet med ansigtet mod de kolde sten og råbte til Gud, at ”Nu giver jeg op – og du må hjælpe mig!”
Farisæeren stod og kikkede på ham et stykke væk og rystede på hovedet.
Tolderen forstyrrede ham i den gode ro, som han ellers havde i dag og derfor var gået hen i kirken for at fortælle Gud, at han klarede sig rigtigt godt.
Han gik ud af kirken og glædede sig over, at han i hvert fald ikke havde det så dårligt, som tolderen og at tolderen nok også selv var ude om det.
Inde i kirken var der blevet stille.
Tolderen lå på gulvet og da han havde grædt færdigt, blev der helt stille i kirkerummet.
Han blev helt bange for stilheden og mærkede hvordan den krøb ind under huden på ham.
Han løftede hovedet og drejede sig om på ryggen. Han kikkede op i loftet.
Det var som om at kirken blev større og større foran øjnene på ham og loftet hævede sig.
Han så den blå himmel og rummet blev fyldt med dufte af blomster og varme. Han lukkede øjnene og følte, at et par store hænder løftede ham op og lagde ham ind til et gigantisk, roligt hjerte.
Han havde det, som om han befandt sig udenfor tid og rum, og da han endelig var blevet helt blød og tryg, mærkede han, at han blev lagt forsigtigt ned på jorden igen af de store varme hænder.
Han åbnede øjnene og så, at han stadig befandt sig liggende på ryggen i kirken og han satte sig op.
Havde det været en drøm?
Men der var sket noget med ham!
Han mærkede en varme inde i sit hjerte og pludselig længtes han efter at komme hjem.
Ude på gaden så tolderen så ryggen af farisæeren, som gik over gaden, og han kunne se al den smerte, som farisæeren bar i sit hjerte.
”Han er ikke lykkelig”, tænkte tolderen og rystede på hovedet og blev så helt forskrækket – for hvor vidste han det fra – det var ganske nyt for ham at tænke på den måde.
Han gik hjem til sin kone og krammede hende – hun så helt forvirret ud – for det plejede han ikke – og så satte de sig ned og tolderen begyndte at græde og fortælle, hvad der var sket henne i kirken.
Han ville gerne begynde på et nyt liv. Konen kikkede på ham og så, at han mente det og at der var noget forandret ved ham – noget varmt og kærligt og hun fik tårer i øjnene – og hun mærkede, at der også blev varmt og kærligt inde i hende. Hun blev fuld af kærlighed og barnet smilede.
Hjemme hos Farisæeren spurgte konen:
”Har du bedt til Gud i dag?” og så op fra strikketøjet.
”Ja” svarede han.
”Nå – Hvad sagde han?”, spurgte konen.
”Han sagde ikke så meget”, svarede manden – ”Men jeg så tolderen. Han var helt ud af flippen og lå på gulvet og græd og råbte på Gud henne i kirken. Så jeg gik så snart, jeg havde bedt færdigt”.
”Ja” – sagde konen eftertænksomt – ”Alle mennesker kæmper kampe, vi ikke kender til. Det er derfor, vi skal møde hinanden med venlighed”.
”Hvad i al verden mener du?” spurgte manden og han følte noget røre på sig inden i brystet.
Han kunne ikke holde følelsen ud og styrtede ud i haven.
Han så over på den anden side af vejen og i retningen af tolderens hus. Han fik et chok da han så, at aftensolen var ved at gå ned over husene og haverne – men omkring tolderens hus var der fyldt med et ejendommeligt lysskær som fik alt det skabte til at gløde af lys i alle regnbuens farver.
Noget vådt ramte hans kind – var det begyndt at regne?
Lad os bede:
Kirkebøn: Bøn tillagt Frans af Assisi.
Herre, gør os til redskab for din fred.
Hjælp os at sprede kærlighed, hvor hadet hersker,
tro, hvor tvivlen råder,
håb, hvor der er angst og nød.
Hjælp os at bringe forsoning, hvor der er begået uret,
at skabe enighed, hvor der er strid,
at sprede lys, hvor der er mørke,
at bringe glæde, hvor sorgen tynger.
Hjælp os at søge – ikke så meget at blive trøstet – som at trøste,
ikke så meget at blive forstået som at forstå,
ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får,
ved at tilgive, at vi selv får tilgivelse,
ved at miste vort liv, at vi finder det.
Vær med vor dronningen, hendes majestæt dronning Margrethe den 2. og hele hendes hus og os med dem.
Styrk og råd dem, der leder og regerer vort land og vis os nye veje til at hjælpe vor klode med at komme i klimabalance, så der også er håb for liv for de kommende generationer.
Pas godt på din kirke i vort sogn, i Danmark og ud over verden.
Tak, fordi vi godt må græde af glæde og sorg,
Og tak fordi du sætter os i samme båd, så vi lærer at holde op med at pege fingre ad hinanden.
Amen
Life Story ved Marlene Maria Marcussen 
Skriv et svar