Helikopterfrøet

Det lille helikopterfrø hvirvlede afsted i vinden. Det havde netop sluppet grenen den havde siddet på mens det voksede, og nu havde den været klar til at slippe.
Den havde kastet sig ud og hvirvlede nu ud i verden.
Den havde glædet sig til at den var klar, for den havde set de andre små helikopterfrø hvirvle afsted og det havde set så sjovt ud, at den også ville prøve at slippe en vindfuld dag.
Og dagen var oprandt.
Den hvirvlede over trætoppe og mellem grenene på de andre træer, som den tidligere kun havde set på afstand.
Den hvirvlede ned mod jorden, og øv! Alt for hurtigt lå den nu på jorden og lå helt stille.
Den så nogle store støvler komme gående i den retning, hvor den lå. Den var faldet så uheldigt, at den lå lige på en sti, hvor mange fødder gik.
Den blev helt bange og fuld af frygt for, at nogen ville komme og trampe den så langt ned i jorden, at den ikke ville kunne se noget mere. Og den havde kun haft sin frihed så kort fra sit modertræ.
Pludselig mærkede den nogle varme små fingre, som løftede den op. Den kikkede op og så, at det var et lille menneskebarn, som havde fundet det, og nu løftede barnet det op i luften og kastede det ud i verden igen. Og luften bar! Og den hvirvlede atter afsted over stok og sten, og den blev så glad af at hvirvle igen, at den kluk lo.
Dens stemme lød som tusindvis af sølvklokker, som ringlede og højere og højere var vinden den op.
Da den atter faldt til jorden, var den ikke så skræmt, som første gang.
Nu havde den fået lov til at hvirvle ud i verden en ekstra gang og den var glad og taknemmelig.
Den faldt til jorden og følte, at den havde oplevet alt, hvad et lille helikopterfrø kan opleve – men så samlede den lille pige den atter op igen og puttede den i sin lomme.
”Hvad nu?”, tænkte frøet, ”Hvad skal der nu ske?”
Den mærkede, hvordan lommen svingede og gyngede op og ned mens pigen gik, og den blev helt fortumlet.
Skulle den nu dø her i lommen. Det havde den ikke regnet med. Den mente nok at frø skal falde til jorden og blive til sit eget træ.
Da pigen kom hjem, tog hun det op af lommen og lagde det varsomt i sine små varme hænder.
Pigen gik hen til sin mor, og sagde: ”Se! Hvad jeg har fundet i dag!”
Hun viste stolt sin mordet lille helikopterfrø og moderen smilede.
Moderen tog pigen på skødet med det lille frø i hænderne og moderen fortalte pigen, at hun kom i tanke om, at dengang hun var en lille pige, havde hun også fundet et fint lille helikopterfrø og havde kastet det op i luften igen og igen og set det hvirvle glad afsted i vinden.
Og hun havde også bragt det med hjem og vist sin mor det, og så havde moderen kommet i tanke om, at hun også havde fundet et helikopterfrø dengang hun var lille.
Og da pigen var kommet hjem med frøet, havde hendes far plantet det og vist hende, hvordan man graver et lille hul, lægger frøet ned og dækker hullet til med jord igen og vander det lidt en gang imellem. Og en dag var der vokset en spire op, som var blevet til det træ, som vokser ved stien hej til oldemor og oldefar.
Den lille pige klappede begejstret i hænderne så det lille frø fløj op i luften.
”Ju hu!”, råbte den lille pige, ”Så er det her lille frø jo oldebarn til oldemors og oldefars træ. For det var nemlig lige dér, jeg fandt mit helikopterfrø”.
Moderen smilede til den lille pige og af hendes fantastiske måde at tænke børnevisdom på.
De gav sig til at lede efter det lille frø – men det var pist borte.
”Måske er det fløjet ud ad vinduet og hvirvler afsted igen ud i verden?”, sagde morderen. Og det var præcist, hvad det lille frø gjorde.
Den lille pige kikkede ud ad vinduet og smilede.
”Måske falder det ned i vores have så jeg også får mit eget træ ligesom oldemor og oldefar”, sagde hun og øjnene faldt i drømme og så ud i stjernernes uendelige himmelrum.