Katten om den varme grød

Hun sprang ud på vejen foran mennesket, som kom gående.
Hun satte fra på stenene og sprang med alt sit mod.
Hun ville have mennesket væk, for det gik i vejen.
Der var ikke længe til, at det blev fuldmåne, og det var den aften, som hun holdt allermest af hver måned.
Kattene ville samles fra nær og fjern, både dem, som altid sloges og dem, som kom godt ud af det med hinanden.
Hun havde rullet sig i noget gammel fisk, der havde ligget nede ved strandkanten, og nu duftede hun så godt, at hun vidste, at de andre ville komme nærmere til hende i aften.
De skulle mødes på bakketoppen i skoven, hvor de kunne se månen allerbedst.
Fuldmånen i aften var på forårsjævndøgn og himmelen var skyfri og blåsort – lige den farve, hun holdt allermest af.
Det menneske måtte væk.
Hun måtte lokke det på vildveje, så det forsvandt og kattene kunne være i fred.
Hun elskede disse måneskinsnætter, hvor kattende sad på toppen af bakken og miavede i kor og flettede haler bag hinandens ryg.
Det havde allerede været skifte i vejret fra vinter til forår, og med det begyndende dagslys, som var vendt tilbage, havde kattene allerede forelsket sig i hinanden og fundet mager for dette forår.
Nu sad hun der med liv i maven og skulle miave af hele sit hjerte og en hel del af hendes temperament, som holdt af at sidde øverst på bakketoppen ved siden af den gråstribede hankat, som i år ville blive far til hendes unger.
Men mennesket skulle væk. Langt væk. Væk fra bakken og hun sprang rundt om menneskets ben for at få dets opmærksomhed.
Hun snusede til mennesket og fik lov til at komme helt hen til benene på det. Hun satte sine duftmærker på det, så de andre katte ville vide, at hun havde været der først og havde gjort sit.
Mennesket var let at lokke.
”Hvor er mennesker dom dumme”, tænkte hun.
Mennesket rakte ud for at klappe den, men det var hun ikke med på.
Hun kendte ikke dette menneske, og mennesker kunne man ikke altid stole på.
Hun kendte godt gårdskarlen derhjemme, som sparkede ud efter hende, når hun forsøgte at snige sig med ind i den varme stald om vinteren.
Og hun ville snart få brug for en lun rede til hende og de små killinger.
Mennesket fulgte med hende. Det gik så let. Hun lokkede mennesket med ud mellem træerne og væk fra vejen.
En gang imellem stoppede mennesket op og gravede lidt i jorden med en lille skarp skovl og puttede dernæst noget fra jorden op i en lille læderpose, som mennesket havde i bæltet.
Der var for øvrigt noget ejendommeligt ved dette menneske, nu da katten havde fået mere tid til at se på det, når det stoppede op.
Det havde en lang kappe over skuldrene og en blåsort hætte trukket op over hovedet.
Når det bevægede sig, glimtede kappen let i måneskinnet og så ud som om, efter nærmere øjesyn, at kappen var fuld af skoven, solen og månen og stjernerne og dyr og fugle med ædelstene på ærmekanterne og ved hættekanten. Og det gik og sang lige så stille.
Det gjorde godt i hjerte, når mennesket sang på den måde – eller var det nærmere knurrelyde?
Det kom dybt nede fra struben i menneskets hals, og det lød ligesom når katte spinder.
Katten lagde mærke til, at mennesket støttede sig til en stok af en art, når det gik, den kunne se et mønster, som så nærmest levende ud, når lyset faldt på det og når mennesket bevægede det, når det gik.
Katten stod som fortryllet!
Kunne det virkeligt passe?
Den havde hørt de gamle sange, som de gerne sang langt ude på natten ved fuldmåne ved forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn. De handlede om den store troldkvinde, som gik ud og skabte balance i verden mens hun gik og knurrede og spandt som en kæmpekat.
Måske var det hende?
Katten vidste godt, at hvis man kysser trolden, så holder den op med at være farligt. Så den bestemte sig for at være verdens modigste kat – for den kunne godt lide at være bedst til alt.
Den løn hen foran troldkvinden og stillede sig på nogle høje sten, så den så lidt mere farlig ud, end hvis den stod nede på skovbunden.
Den bredte tænderne ud og slog lidt uroligt med halen og overvejede, om den skulle løfte hårene på ryggen, så den blev lidt større.
Troldkvinden standsede op og så på den. Hun så den lige ind i øjnene.
Katten følte, at troldkvindens øjne kunne se lige ind i den s kattesjæl, men den blev ikke bange.
Troldkvindens øjne var skælmske og hun rakte ud efter katten. Hun lod sin hånd komme helt tæt til dens snude, og katten kunne ikke lade være med at kvinde sin snude op ad troldkvindens hånd.
Troldkvinden klappede den blidt på hovedet og kløede den mellem ørene – et sted, den særligt godt kunne lide at blive kløet.
”Du har killinger i maven, lille kat”, sagde troldkvinden og aede katten på maven.
Der var noget fortryllende ved denne troldkvinde.
”Jeg hedder Alisia”, sagde troldkvinden. ”Nu kender du mit navn. Hvis du får brug for hjælp med gårdskarlen, når ungerne kommer, så hvisk mit navn, og så kommer jeg og hjælper dig. Du er en modig lille kat, og jeg vil ønske dig og dine kattevenner en god nat på bakken.
Hvad hedder du, lille kat?”
Og katten spandt: ”Jeg hedder Stormvind, fordi jeg er den hurtigste og modigste kat i skoven”.
Troldkvinden smilede og vendte sig om – og vips, var hun borte.
Katten så sig overrasket omkring.
Væk var hun!
Katten stod og snusede lidt og kunne dufte troldkvinden, hvis duft stadig hang i træerne og skovbunden.
Bedstemor ugle sad oppe i sit træ og havde fulgt med i det hele.
Hun havde set troldkvinden mange gange, når denne gik gennem verdens store skove ved jævndøgn og samlede urter og holdt verden i balance.
Det var aldrig lykkedes for hende at finde ud af, hvor troldkvinden boede, for troldkvinden kunne bevæge sig med lynets hast og kunne gøre sig usynlig.
Katten begyndte at vende sig om og fik et glimt af bedstemor ugle.
”Sikke meget held, jeg har i aften. Sikke meget, jeg har set og oplevet”, tænkte katten.
”Det må betyde, at jeg har børn ud over det sædvanlige i min mave. Alt er godt og som det skal være”.
Hun listede på kattepoter ud fra skoven og ud på vejen igen og gik op på bakketoppen.
De andre katte var ved at ankomme, og hun fortalte om sine oplevelser med megen miaven. Hun fandt den gode plads på toppen af bakken ved siden af den gråstribede kat og mærkede killingernes kildren i maven og kattene begyndte at miave i kor op mod moder fuldmåne.