Hvad latteren gør, er altid det rigtige.

Det var i skumringstimen.
Der, hvor alle lyde og dufte lægger sig til ro over markerne og i træerne.
Hun kom trækkende med sin kurv, som var fuld af efterårets høst af blåbær, brombær og syrlige æbler, som hun skulle hjem at sylte.
Hun havde trukket hætten godt op over hovedet, for det var blevet køligt og hun glædede sig til at komme inde døre og sidde lidt ved siden af den varme kamin i køkkenet, inden hun gik i gang med aftensmaden og rensningen af bærrene og æblerne.
Hun traskede over broen og bemærkede, at lige her på broen var lydene ekstra stille.
Hun standsede op og så sig omkring.
Hvad mon det skyldtes, at alt syntes så anderledes lige her?
Hun så ud over muren på broen og kikkede ned i det blå vand.
Himlen spejlede sig i åen, som gled roligt afsted med sit vanlige temperament.
Der var noget forventningsfølelse i stilheden på broen. Hvad var det mon, som kaldte på hendes sanser?
Hun så sig om og skumringsskyggerne lagde sig over hende som en kappe, der var dalet ned fra himlen og lagt sig over landskabet af usynlige hænder.
Kurven føltes pludselig let, og det var som om, at en usynlig tilstedeværelse af et eller andet, hun ikke vidste, hvad var, tog fat i kurven og hjalp hende med at bære den.
Hendes gode ven, katten, dukkede frem bag hende og smøg sig nærmere. Også den havde mærket og følt sig tiltrukket af det magiske skift i stemningen på broen mellem dag og nat.
Katten gik lidt foran hende, satte sig ned og så sig tilbage mod hende, og hun kunne se, at den så på noget.
”Åh! Katte! De er så gode til at se de ting, som mennesker ikke kan se!”, tænkte hun og følte taknemmelighed over at hendes kære kat kom til stede lide, da hun havde brug for mod til at gå videre hen over broen.
Hun standsede op og åbnede for sine sanser.
Hun mærkede vinde, som fik hendes tøj til at bevæge sig en smule, og hun mærkede en varme fra et sted på broen.
”Hvem er du?”, spurgte hun ud i luften og stillede sig afventende på et svar.
Og svaret kom:
”Jeg er det, du har ventet på med længsel, og kikket efter hver dag, når du gik hen over broen”.
”Hvor ved du det fra?”, spurgte hun videre, ”Og hvor ved du fra, at jeg har holdt udkik?”
Stemmen flyttede sig lidt, som om den var en hel bevidsthed, som lå hen over broen.
”Kik ned i vandet”, sagde den, ”Og fortæl mig, hvad du ser”.
Hun drejede sig forsigtigt rundt over mod stenmuren og så sig om, for at se, om hun var alene på broen. Katten kom nærmere og sprang op på kanten, som om den også ville kikke ned i vandet.
Hun lænede sig forsigtigt hen over murkanten og så ned, samtidigt med, at noget af hendes blik så sig omkring på broen.
Hun følte sig urolig og ikke helt tryg.
Så kikkede hun ned i vandet og så til sin overraskelse, at hun ikke bare så genspejlet af sig selv og katten, men også en smuk prins med krone og kappe på. I hånden holdt han hendes kurv og han så sørgmodigt på hende.
”Jeg er en fortryllet prins, og jeg har været dømt til at vandre evigt her i skoven og på markerne omkring den gamle bro.
Jeg husker den gang, den blev bygget af landsbyens folk”.
”Jamen det er jo over hundrede år siden”, afbrød hun ham og så med store øjne på prinsen.
”Ja. En ond heks fortryllede mig om til at vandre i vinden og sørge over at jeg ikke kan hæve fortryllelsen uden hjælp fra et venligt menneske”.
”På hvilken måde skal du have hjælp?”, spurgte hun og følte sig helt forker til at kunne løse forbandelser og forheksede prinser.
Det var så absolut ikke noget, der skete mere i den tid, som hun levede i. Så hvordan skulle hun kunne hjælpe den fortryllede prins, som stod der i genspejlet på åen fra en anden tid.
”Jeg ved det faktisk ikke”, afbrød den fortryllede prins hendes tanker.
”Jeg er kommet til at glemme det, fordi jeg er sådan en sørgmodig bange prins, som ikke rigtig har lært at klare mig selv. Jeg havde altid folk til at hjælpe mig med alt muligt. Jeg skulle ikke engang løfte armene selv, når jeg fik tøj på, og nu har jeg måttet lære det hele selv med at klare mig”.
Hun kikkede på ham i vandspejlet og tænkte sig om.
”Måske står der noget om, hvordan man tryller prinser tilbage til at være sig selv igen i den gamle bog, jeg arvede efter min bedstemor. Hun var sådan en klog kvinde, der skrev alt det ned, som hun lærte af livet i skoven og på det åbne land.
Hun kunne et og andet, når hun ville.
Lad os gå hjem til mig i min hytte og slå op i den gamle blå bog. Den med guldkanterne, som er tung som et hjerte i sorg og med sider så lette, at fingrene kommer til at danse hen over bogstaverne og linjerne, når man bladrer i den.
Hun vendte sig mod huset på den anden side af broen, tog fat i kurven, som stadig var let, fordi den fortryllede prins hjalp hende med at bære den.
De kom frem til køkkendøren og hun åbnede døren.
Katten sneg sig ind først og hun trådte til side, så hendes gæst kunne få lov til at gå ind først.
Hun mærkede igen varmen fra ham, da han passerede hende i døråbningen.
”Kom indenfor og sæt dig i den gode stol ved kaminen. Det må være koldt og mørkt sådan at gå rundt udenfor i alt slags vejr. Sæt dig, og så kikker jeg efter bogen”.
Hun mærkede, at han passerede hende og puden i stolen, hun havde anvist ham, bulede nedad, da han havde sat sig.
Det beroligede hede, for så var han virkelig nok, selvom hun ikke kunne se ham!
Hun gik ind i den hyggelige, lavloftede stue med de gamle møbler fra hendes bedstemors tid og fandt bogen, hun søgte efter på den gamle træreol.
Hun to fat i nogen med begge hænder og bar den ud i køkkenet – for tung var den jo, når den ikke var åben.
Hun satte sig overfor ham på den anden side af kaminen og åbnede den blå bog med de smukke guldkanter:
Det var som om bogen åbnede sig af sig selv, og hun mærkede magien vælde op fra de mange sider, som hendes bedstemor så sirligt havde skrevet på med alle hendes dybe erfaringer om stort og småt, som et menneske har brug for at kende til, når det lever som en enlig kvinde.
Hun begyndte at læse, hvad der stod på siden, som hendes fingre var begyndt at danse på.
Katten kom nærmere og sprang op på hendes skød for at kikke med i bogen.
Den begyndte at tjatte ud med forpoterne efter alle de dansende bogstaver, og kvinden kom til at grine af katten, som så så sjov ud.
Hun hørte en varm latter ovre fra den anden stol, og i det, hun så derover, fik latteren krop og den fortryllede prins blev forvandlet fra usynlig til synlig mens de sad og lo.
”Jamen se nu der, hvor nemt det er at bryde forbandelser, når man kikker i min bedstemors gamle tryllebog”, lo hun så tårerne trillede.
Og han lo med af bar lettelse og glæde.
”Nu kan jeg give dig det, som du ventede på med længsel og kikkede efter hver dag, når du gik over broen”, sagde han.
”Jamen hvordan kan du vide det, når jeg knap nok vidste det selv?”, sagde hun.
”Det tror jeg, vi kan finde ud af ved at kikke i din bedstemors gode, kloge, gamle bog”, sagde han.
Og de kikkede på hinanden.
De havde fundet hinanden på en bro udenfor tid og rum, og de vidste begge, at mødet ikke havde været tilfældigt, men skabt af usynlige hænder fra en, som ved bedst om verdens og menneskers gang.
Katten hoppede ned fra hendes skød og lagde sig i sin varme kurv, som stod mellem dem, og de begyndte at fortælle om deres liv, hvad de havde af drømme og ønsker, og om det, som betyder mest af alt:
En god latter i skumringen over en gammel bog, som besidder al visdom og trolddomsmagi, så alt er muligt for den, som kan finde tid til at sætte sig ned sammen med en god ven ved en varm kamin og danse sammen over linjerne i drømmenes æteriske univers.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: