En uventet chance

”Uh, hvor det trækker”, sagde Yrsa og så sig om.
Hun var irriteret over, at ejeren af Caféen havde ladet døren stå pivåben, så den kølige vind stod lige ind.
Hun så sig om og fik øje på de mange fugle, som var fløjet ind og havde sat sig på og omkring deres bord.
Blåfrost sagde ingenting. Hun var helt blå af kulde.
Hvor var det typisk, tænkte Yrsa. Blåfrost ender altid med at blive blå over det hele af kulde. Hun er godt nok et besværligt bekendtskab.
Så blev hun nødt til at sidde her og kede sig alene, til hun syntes, at det var på tide at gå hjem.
Der var en underlig stemning i caféen. De var de eneste gæster – hvis man da ikke medtalte de mange fugle, som så frækt var fløjet ind – sikkert for at finde noget spiseligt på jorden eller stjæle mad fra caféens gæsters tallerkener.
En stor drossel gav sig til at synge.
Hun blev helt forskrækket. Det lød godt nok højt.
Så begyndte droslens sang at ændre sig fra fløjtende triller, til noget, som kunne genkendes som brudstykker af menneskeord, og hun begyndte at lytte efter til dens sang:

”Her er en pige med kæmpe fødder.
Ingen, som hun, kan slå menneskerødder.
Håret slår krøller og ender i tunger.
Ved hæst næste år får hun krølhåret unger.
Se, hvad hun gemmer i ærmernes folder:
Et øje, som kikker og blikke det holder.
Hun er en pige, vi gerne besynger.
Næste år flyver hun som vor formynder”.

Yrsa så skeptisk på fugleflokken foran sig og skelede til Blåfrost, som stadig sad blåfrossen og mentalt var rejst bort til de blåfrosne egne mod syd eller nord.

”Hvem er du, der fløjter, så det synger?” spurgte Yrsa og følte sig virkelig fjollet ved at spørge en fugl om noget.
Droslen vendte hovedet på skrå fra side til side og slog med fjerene, som når man tager en frakke ordentligt på og lyner lynlåsen.
”Jeg troede ikke, du gad snakke”, svarede den og Yrsa sagde:
”Hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg sidder her og fryser og keder mig og bliver vel forkølet om lidt. Hvorfor kan du tale?”
Droslen hoppede op på bordet og kom lidt nærmere til hende.
”Det fik jeg bare lige lyst til. Du har sat dig ved vores bord sammen med hende der, den blå, og vi er midt i en stiftende generalforsamling for det nye sangkor ”Fuglefløjt” Vi mangler en dirigent. Var det noget for dig?”

Yrsa kikkede på droslen og løftede forbavset øjenbrynene.
”Jeg har godt nok lige gået og tænkt på, at jeg savner at bruge min gamle musikuddannelse, hvor jeg var uddannet dirigent, men det kommer lidt uventet. Synes du ikke, det er lidt mærkeligt, at jeg er menneske og koret består af fugle?”
”Det er der ikke noget mærkeligt i. har du f.eks. aldrig hørt om loppecirkus og gøglere, som optræder med heste og hunde?
Vi har et engagement her i efteråret. Det er godt betalt og kontrakten omfatter en verdensturné. Vi skriver selv vore sange og musik – så du skal bare vifte med armene og lade som om, at du dirigerer os.
Vores turné begynder i Sibirien, hvor en stor gruppe af nattergale er ved at dø efter at høre os synge. Dernæst skal vi til Ægypten, hvor vore største fanskare af storke venter på os ved Nilens bred.
Det er altid en kæmpe oplevelse at optræde for dem, for de klapper af os med næbene.
Derefter skal vi en tur til Indien, hvor mange af os kommer fra.
Her drosler vi ned og holder vinterferie, mens vi tager fuglebad i de varme spaer og får sangundervisning af de største mestersangere, som træner os i at kunne lave triller og synge kvarttonetrin.
De plejer at træne os i at flyve langt og flyve i formationer, så vi kan få luft under vingerne til at synge med.
Tror du ikke, at du kunne tænke dig at være vores dirigent?”

Yrsa kikkede måbende på droslen. ”Det lyder som en drøm – men hvordan skulle jeg dog kunne flyve med jer? Eller rejse i flyvemaskine og så blive I væk et eller andet sted, fordi jeg ikke kender jeres koncertsteder?”
”Det skal du ikke bekymre dig for. Bare du har lyst til at tage med, så finder vi ud af det.
Det største problem er dog dine store fødder. De kan godt tynge dig lidt ned, hvis du ikke kan gemme dem oppe under fjerene, som vi kan”.

Yrsa blev helt ked af det. Nu skulle hun sørme også opleve at fugle drillede hende med hendes store fødder. Det havde der været så mange, som havde drillet hende med, og hun så også, når hun gik på gaden, at folk skelede til dem.
Droslen sad igen og vippede med hovedet og så på hende med hovedet fra side til side:
”Jeg tror, du er en latterfugl”, sagde den, og Yrsa blev både ked af det og vred.
”Nej! Jeg er ikke!”, svarede hun med vrede i stemmen.
”Og det, du sang lige før, var noget værre sludder. Jeg venter ikke barn til høst!”

Der gik en blæst gennem caféen fra den åbne dør og gardinerne blafrede i døråbningen.
Noget rørte Yrsa på skulderen, og hun skuttede sig.
Hun løftede armene fra at trække frakken tættere omkring sig, og idet hun bevægede armene ned ad forsvandt stolen under hende, og hun fløj rundt oppe under loftet.

”Hvad sker der?”, råbte hun forskrækket, men kunne slet ikke kende sin stemme. Den lød som noget skratteri, og hun kom til at grine.
”Der kan du bare se”, sagde droslen: ”Du er en latterfugl! Vil du være vores dirigent? Du har sådan nogle smukke farver på fjerene”
Yrsa så ned af sig selv og så, at ikke bare havde hun skiftet ham til at blive en fugl – men hendes fødder passede nu så smukt – lige præcist til det, hun var: En latterfugl!”
”Ja!”, svarede hun.
”Lad os få den generalforsamling overstået og komme afsted. Jeg trænger til at flyve ud, hvor vingerne bærer – og I er en dejlig flok!”
Og ud af caféen fløj en fugleflok i alle farver med smukke fødder og tog ud på turné og blev verdensberømte.

I caféen sad en blåfrossen pige, som ikke tog med – men det er en helt anden historie!

Billede af Kirsten Seeberg og Gitte Broksø