Togrejsen

Perronen var omgivet af morgendis, som trængte sig på som en usynlig ven, men jeg stod der helt alene denne tidlige morgen.
Alt var farvet i dis og gråblå farver, og jeg åndede ud gennem læberne for at se, om jeg kunne ånde små vatskyer ud af min mund.
Uret over perronen tikkede langsomt, og jeg faldt til ro. Jeg var kommet i god tid, så jeg nåede mit tog og ikke skulle haste rundt for at finde ud af, hvor toget holdt og hvilket nummer tog, jeg skulle gå ind i.
Luften var frisk og kølig og føltes kold på min næsetip.
Jeg kunne næsten allerede mærke duften fra toget, hvilket fik mine sanser til at lukke sig endnu mere op og blive endnu mere nærværende.
Nu kunne jeg hære det lille tog komme asende og masende i horisonten. Lige så stille kom det nærmere og nærmere, og jeg mærkede en kildren i min mave, som bredte sig ud til hele kroppen.
Jeg knugede let min gamle blå og brune rejsetaske med det bløde skindhåndtag. Jeg var parat, og jeg vidste, at der ventede mig noget af en rejse forude.
Toget ankom til perronen, og en konduktør med en fin bulet kasket og sort blød unikorm trådte frem på trinbrættet og rakte en hånd ud for at hjælpe mig ombord.
Jeg tog imod hans hånd taknemmeligt, og følte mig ikke længere så urolig. Jeg fik en dyb indre fornemmelse af, at jeg var lige der, hvor jeg skulle være.
Han viste mig ind i kupeen til min plads, og til min store glæde så jeg, at alle dem, som jeg havde håbet på skulle med, allerede var ombord.
Dér var ballerinaen med sit lyserøde strutskørt og hvide trikot. Dér var den stærke mand med det store overskæg og rødternede skjorte og blå bukser medsømmen i gult.
Dér var sandmalersken, sigøjneren, som læste i krystalkugle og gav folk små amuletter med Jomfru Maria på i hemmelighed under bordet, når de havde brug for indre styrke på skæbnevejen.
Dér var hundedamen med alle hendes sorte pudler med hårene klippet i fine faconers.
Nogle volierer med fugle som snakkede lystigt med på alt det, artisterne i kupéen talte om, stor i det ene hjørne.
Der var en mumlen og en intensitet i samtalerne på kryds og tværs, og jeg pakkede mig ind i lydene og farverne og alle de levende mennesker, som hver især havde brugt hele deres liv indtil nu, på at blive til dem de var, og nu var vi på rejse!
Toget kørte afsted. Røgen fra skorstenen puffede og puffede røgskyer op ad og ud i landskabet.
Vi kørte ud i landskaber med bjerge og skove. Vi så solen stå op og alle begyndte at røre på sig. Alle havde en længsel efter at komme frem til det sted, som toget ville føre os hen til.
Der var en sitren i kupéen af energi fra hver enkelt – selv fuglene og hundene var ramt af den urolige forventningsfuldhed.
En gul papegøje fangede min opmærksomhed.
Den gik sidelæns fra side til side på en pind i sit bur og dukkede sit hoved på og ned og virkede til at være meget ivrig efter at tale med mig.
Jeg smilede til den og så den i øjnene. Den så intenst tilbage på mig og jeg mærkede, at den og jeg var fuldstændigt intenst tilstede i dette nu, hvor vi opdagede hinanden.
Den dukkede atter hovedet og løftede nakken op igen flere gange.
Den ville mig noget. Det mærkede jeg i mit hjerte. Jeg følte glæde ved at se den, og jeg gik hen til dens bur.
Den satte hovedet på skrå og plirrede med øjnene. Jeg kom til at smile, for dens energi og nærvær bragte alt godt frem i mig.
Jeg rakte forsigtigt min pegefinger frem til den, og den satte sig nærmere og ville godt lade mig hilse på den ved at stryge den lidt over hovedfjerene.
”Hvor er du en fin fugl”, sagde jeg og papegøjen lagde atter hovedet på skrå og kikkede på mig med sine intense sorte øjne.
En mand nærmede sig buret. Han udstrålede styrke og vilje og lagde en stor tung hånd på toppen af buret, som om han ville klappe papegøjen på hovedet.
”Det må jeg sige”, sagde han.
”Luzia plejer ikke at ville hilse på nogen og slet ikke fremmede! Hun er en meget sjælden andalusisk papegøje, og hun ved godt, at hun er noget ganske særligt. Hvem er du? Og hvor er du på vej hen?”
”Jeg skal til verdens ende og hjem igen”, fløj det ud af mig. ”Jeg er på en ganske særlig rejse, ligesom dig og Luzia og alle gøglerne her.
Vi skal noget helt specielt: Vi er samlede her for at redde verden.
Verden er ved at under, og det er kun kunsten, musikken og levende hjerter, som kan frelse verden.
Vi er på vej til Tågedalen, hvor vi skal hente livsenergi og stjernedrys, og så skal vi til landet med klippesiderne, hvor vi skal skrive nye eventyr og male alt det levende frem fra jorden igen, så børnene kan då lys i øjnene og mærke sig selv igen”.
Den stærke mand rømmede sig.
”Du taler så frit om de største hemmeligheder. Vi får brug for alle de gode og kreative hjerter, som er samlet her – mennesker, dyr og fugle.
I havet springer fiskene op over havoverfladen for at fortælle os, at der er med.
Alle samles nu, og vi er på vej til verdens ende for at forsamles.
Er du klar til turen?”
Jeg rødmede lidt. Det var mit hjerte, som gav mig farve. Mit hjerte slog blødt og roligt og lod min forventningssitren fortælle mig – at jeg var klar.
”Jeg har øvet mig hele livet på at holde sangene og eventyrene levende.
Jeg har dyppet pensler i maling, så malingen ikke stivnede og tørrede ind.
Jeg er her for at male solopgangen i den nye verden, så alle i hele den gamle verden kan mærke en længsel efter at være sig selv som levende mennesker og dyr.
Jeg har bevaret den hemmelige recept på at male ting levende på bjergvægge, og det er det, som er min gave til alt levende gennem alle tider”.

Manden smilede let og fjernede hånden fra burets top.
”Så er det dig, som skal tage dig af Luzia fra nu af. Hun er ne ganske særlig fugl.
Når hun synger, er det dagen, hvor verden skal forvandles til farver, følelser og fællesskab.
Hun er en stille fugl, men lytter du med hjertet, vil du høre, at hunsynger gamle sange ind i dit hjerte.
Hun er gul som sollyset, og hun vil åbne dit hjerte det sidste stykke, som skal åbnes, når vi har passeret landskabet for frygt.
Du lyser allerede af guld omkring dig. det er det, hun kan, Luzia. Hun lyser håb ind i mennesker og væsener og får dem til at blomstre op.
Må hun inspirere dig til en underskøn verden fyldt med fantasi og glæde og kærlighed.
Luzia. Du er fri til at flyve hen til din rejsefælle”.
Han vendte sig mod mig, og sagde venligt: ”Jeg er sikker på, at du har nogle brødkrummer i din taske, som hun vil holde af”.

Den store mand vendte sig om. Han var så mægtig, at det var som om, at hele kupéen bulede udad, når han passerede igennem stolerækkerne, så han kunne være der.

Jeg så mig rundt og mærkede, at alle havde et venligt blik hen imod mig. Jeg smilede tilbage og følte en vidunderlig livstråd spinde sig lystigt mellem hjerterne på os.
Luzia hoppede ud af buret og satte sig på min skulder og aede sin kind op ad min.
Jeg mærkede guldet falde som bløde dugdråber over mig og fyldte mig med styrke og vilje og lys.

Vi er på vej mod verdens ende og hjem igen.