Pigen der gik gennem døden

Hun havde stået der så mange gange før, på tærsklen ud fra huset, og set ud over haven.

Den mest vidunderlige, eventyrlige have, som befandt sig lige uden for hendes dør.

Hun følte sig ikke ret meget som en heltinde. Hverdagens trommerum havde angrebet hende og gjort hendes krop og tanker stive.

Hun stod og mærkede den rene forårsbrise netop i dag, hvor hun mindedes, at det var 15 år siden, at hendes far døde, og at hun vel egentlig aldrig havde fået ham rigtigt begravet.

Hun huskede en film, som havde gjort stort indtryk på hende. Handlingen havde været grusom og utilgivelig – måske var det også sådan, det forholdt sig med hendes liv. Der var sket grusomme ting, som aldrig var blevet ordentligt begravet og taget afsked med.

I filmen blev et lille barn begravet efter en børnelokker havde slået det ihjel – en lille pige – og faderen havde fået lov til at finde hendes døde krop og talt med hende gennem sløret mellem de levende og de døde. Faderen fik hjælp til at begrave hende, og når det var ubærligt, var han ikke alene og Gud bar med.

Måske har handlingen et tema, som jeg selv må træde ud i og tage en tilgivende afsked med.

Min indre lille pige har været som død inden i så længe, jeg kan huske tilbage – derfor hedder eventyret i dag:

”Pigen, der gik gennem døden”.

Den lille pige hoppede over dørtræsklen og bredte armene ud, mens hun løb.

Hun løb af en lille tilgroet sti ned til haven, som var fuld af farver og former.

Solen skinnede ned og bredte sit lys ud over haven og varmede den lille pige, så hendes hjerte blev varmt og lukkede sig op.

”Luk dig op, lille hjerte”, sang hun og klappede i sine små hænder.

Hjertet kendte den magiske formel og åbnede døren, så rummet omkring pigen blev fyldt med kukure-kuk-kuk og glade lyde af tandhjul, som tikkede og drejede og pigen drejede rundt på jorden på sine glade fødder.

”I dag skal vi gå på oplevelse”, sagde hjertet og bankede varmt i hende.

”Hvad skal vi opleve”, spurgte pigen forventningsfuldt og lyttede med spidsede ører.

”Vi skal gå gennem døden i dag sammen”, fortalte hjertet, ”og du må ikke være bange! Der er et særligt sted midt i haven, hvor der er plantet et kæmpe blomstertræ. Det skal vi kikke mærmere på i dag. Kom! Følg efter mig. Jeg vil vise dig vejen og føre dig. Jeg skaber en usynligven, som kan holde dig i hånden, for jeg kan jo ikke springe ud af dit bryst”.

Pigen gjorde sig klar, beroliget af hjertets blide stemme, og da hun var faldet til ro, mærkede hun en usynlig hånd tage hende varsomt i hånden.

Den usynlige ven ledte hende afsted videre af den lille tilgroede sti midt i haven, og pigen lagde mærke til, at træet i dag glimtede, som om blomsterne var skabt af krystaller, som sendte lys ud i alle mulige farver, når solens lys ramte dem.

Den usynlige hånd trak blidt i hende, og hun opdagede noget, som hun aldrig havde lagt mærke til før; at der var ligesom en revne i jorden, som om, der var en lem fra overfladen som viste, at der var noget nede under jorden.

Hun prøvede med fingrene, om hun kunne finde et håndtag at løfte låget op med, men det var svært for hende at finde, og den usynlige ven hjalp hende med at åbne jordstykket.

Neden under var der en gammel trækiste, og pigen så forbløffet ud i luften og hjertet sprang op i halsen på hende.

”Rolig nu”, sagde hjertet, ”træk vejret roligt. Jeg er med dig. Alt er ikke, som du tror. Mærk dig mine ord, for du vil se underlige ting, som måske kan skræmme dig, men de er alle forvandlede og ønsker at blive til det, som de engang var.

Dagen i dag er den dag, hvor det døde bliver levende igen, og du er den, som kan røre det, som må vækkes til live, for det tilhører dig!”.

Pigen følte sig ikke spor rolig, men der var noget ved hjertet i dag, som sagde hende, at hun skulle stole på det og vandre med.

”Det første, vi skal gøre er at grave jorden fri omkring kisten. Den er ikke så stor eller dyb, så det kan godt lade sig gøre. Jeg har lagt en lille træskovl her ved siden af under træet. Stryg skovlen mod træstammen, og skovlen vil føre din hånd.

Det, som er vigtigt nu”, sagde hjertet, ”er, at du holder let på skovlen og mærker, hvad du føler i din krop”.

Pigen fandt skovlen, strøg den mod den magiske træstamme og mærkede, at skovlen straks førte hendes hånd.

Jorden blev hurtigt løsnet og kisten begyndte at svæve lige så stille op fra hullet i jorden.

Pigen så lidt beklemt til, og så, at kisten blev ført op mod et tømmerværksted bag huset, båret af usynlige hænder, og hjertet hviskede, at hun skulle følge efter.

De kom op til tømmerværkstedet, og de store døre til værkstedet åbnede sig, og kisten blev våret ind og lagt på et par træbukke.

Rundt omkring kisten voksede grønne grene og blade og hvide blomster op og slyngede sig rundt om alt i værkstedet, så rummet forandrede sig til at blive et helligt sted.

Alt var fredfyldt og solen varmede og lyste ned over hele haven og huset og værkstedet.

Det var som om, at engle kom til stede og fyldte rummet med kærlighed og glæde.

Kisten begyndte at lyse og hun så, at kisten ligesom opløste sig selv fra denne verdens træplanker, til at blive til usynlig og let.

Englene samlede sig omkring kisten, og pigen så, at der, hvor der før havde været en kiste, var der nu et krystalbarn, som lå lige så stille, som om det sov.

Pigen stillede sig lidt på tå for bedre at kunne se det lille krystalbarn, og hjertet hoppede i hende, da hun så, at barnet lignede hende selv.

Hjertet jublede: ”Ja! Det er dig! Du har været død så længe, at nu er det på tide, at du bliver levnede igen!”

”Hvad mener du? Og hvordan skal det dog gå til?”, spurgte pigen.

”Krystalbarnet trænger til at mærke dine tårer og den varme ånde fra dine smil, kære menneskebarn”, sagde hjertet.

”Du har så længe gået rundt inde i dig selv i det gamle hus, og du kom aldrig ud og legede med solen og blomsterne og haven. Du har sovet i hundrede år, og du var som død. Nu skal du blive levende igen, for i dag er det din tid!”

Alt i pigen smeltede, og hun mærkede, at hun blev fyldt med bække og åer og floder og træer spirede op, og hun så sit levende indre vende tilbage til liv.

Vandet overvældede hende, og tårerne begyndte at dryppe ned fra øjenlågene, og hun lænede sig ned over den lille krystalpige og græd hende fuld af farver og liv og vækkede hende til live med glæde.

Hjertet sad varmt i hendes bryst og frydede sig over, at den lille pige, som det boede i, havde valgt at lytte til det og blive levende sammen med det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: