Kildevælde og de syv søstre i Månedalen

Dens blik ramte hende lige i hjertet.

Den stod der i det blåmørke nattelys med intense og nærværende øjne.

”Hvem er du”, syntes den at sige, mens dens øjne kikkede ind i hendes sjæl.

Den var fuldstændig rolig. Den stod på stien, som om den var en del af hele jordkloden og var blevet vakt til live af alt det magi, som vågner ved nattetide.

Hun blev stående og blev langsomt nærværende, som dyret, der stod foran hende bag klippefremspringet.

Det rolige blik, som så ind i hendes øjne vedblev at se hende i øjnene og hun mærkede, hvordan hendes menneskeskikkelse opløstes i måneskinnet og efterlod hende som silhuetterne i nattemørkets skygge.

Hendes nye form var let som vinden og tyst som skovens dyr og fugle, der lytter i natten efter lyde fra farer og lyde fra ro.

Det magiske dyr vendte sig om og gav hende et lille nik, som ville den sige: ”Vil du med?”

Og det ville hun.

Hun nærmede sig forsigtigt dyret og mærkede sig let og mærkede sin nye evne til at gå stille gennem nattemørket – uden frygt – kun nysgerrig og til stede.

Hun så ned af sig selv og så, at hun nu var iført en blå, let kjole med kappe over, som havde syninger med månesølvtråde, og hun glitrede svagt, når hun bevægede sig fremad ved siden af dyret.

”Hvem er du? Og hvad hedder du?”, spurgte hun dyret, og hendes stemme lød som vinden gennem træernes løv, og dyret vendte sit hoved mod hende.

”Jeg er dit skytsdyr og jeg har ventet dig her på tærsklen mellem den gamle verden og den nye.

Dit hjerte har længtes efter mig og dit gamle liv var blevet mere og mere udtømt.

Jeg er her for at lede dig frem til Månedalen hvor dine frænder bor. De har længtes efter dig, for uden dig har de ikke været hele.

I er syv søstre med hver jeres farve og stemning. Nu har din længsel efter at leve i harmoni med din indre væren af bevægelighed ført dig her til.

Dit navn her i Månedalen er Sølvtråd, og dine søstre hedder: Guldtråd, Hjertensgod, Forglemmigej, Rolighed, Potentiella og Altidnær.

Om lidt er I sammen igen, I Syvvindens søstre – for første gang i den nye tidsalder”.

Sølvtråd så ned af sig selv igen, og så, at hun havde et garnnøgle og en saks i hænderne.

”Din opgave er at væve verdens hjerter sammen og klippe tråden over, når et liv er slut.

Du får en vanskelig opgave, men hjælpen er nær. Dine søstre er gamle som livet selv, og de vil hjælpe dig med at finde din erindring frem, så du kan huske, hvem du er.

Din opgave i den gamle verden er fuldført. Alt er, som det skal være.

Nu vil vi vandre frem til Månedalen og til dine søstre, og for hvert skridt, vil du huske mere og mere af, hvem du er og hvad din opgave er her i den nye verden.”

Stille fulgte hun med det smukke, magiske dyr, som lyste op i natten og kastede små blå lyspletter ud i universet fra sin koboltblå aura.

Skridt for skridt mærkede hun, hvordan oldgamle kvindestemmer kom til hende og fyldte hende med visdom om verdenssjælens tråde, der spinder alt levende sammen.

De gik over en bro over en lille bæk, hvis vand ringlede og rislede, som var bækken fyldt med syngende væsener, som sang op mod dem.

Hun følte, hun blev taget imod af vandet og jorden og vinden, og hendes hjerte blev fyldt med sangene fra alt levende og åndende og det ny univers samlede sig omkring hende i nattemærkets sølvblå farver og levende skygger.

”Nu er vi der snart”, sagde dyret. ”Mit navn klinger i dit hjerte.

Når du har brug for mig, kalder du mig ved navn og jeg kommer. Mit navn er Kildevælde. Jeg er din og du er min. Glem aldrig mit navn”

Og væk var det magiske blå dyr med det snoede sølvergevir.

Hun så sig omkring og så, at farver nærmede sig hende fra alle verdenshjørner.

Da de kom nærmere, så hun, at farverne var skikkelser, som kastede små farvelyspletter ud i universet fra hver deres farvede aura.

Jo nærmere, de kom, jo mere fyldtes hendes hjerte med glæde.

”Sølvtråd. Sølvtråd”, sang det i hendes hjerte, og klangen fyldte hendes hjerte, og hun mærkede, at tonerne tonede ud i hele hendes væsen.

”Åh! Hvor var det godt at være genkendt som den, jeg er”, tænkte hun, og farverne fra de andre væsener slog sig sammen om hende i kaskader af lys.

Latter fyldte Månedalen om de syv søstre, som nu var samlet.

”Sølvtråd. Sølvtråd”, sang de, og hun mødte dem med deres egne navnes sange.

Solen var begyndt at stå op, og de syv søstre tog hinanden i hænderne og stillede sig i en rundkreds om solen og fløj ud i den nye verdens ydre univers.

”Nu skal vi i skole”, sang søstrene. ”Vi skal synge for alt det levende, så det husker dets værdi. Alt har værdi, for vi kan ikke leve uden hinanden.

Derfor hedder vi: Guldtråd, Hjertensgod, Forglemmigej, Rolighed, Potentiella og Altidnær – og du er den Sølvtråd, som holdes os sammen.

I den gamle verden var der krig og ondskab, fordi vi havde mistet kontakten til hinanden.

Nu er vi sammen, og vores sange spinder tråde ud i alle universer, så alt igen kommer i harmoni, og verdenssolen og månemoderen vil samle alt levende i sølvtrådeværket, som er vores nye verden.”

Sølvtråd tænkte på Kildevælde og sang dens navn i sit hjerte – og straks stod Kildevælde foran hende og kikkede kærligt ind i hendes øjne og sjæl og hele væsen.

”Kildevælde! Tak fordi du ventede på mig. Tak fordi du er mit skytsdyr. Jeg vil aldrig vandre alene mere og aldrig frygte for at vise, hvem jeg er i mit hjerte.

Tak søstre! Tak Månedal! Tak verdenssol og månemoder.

Jeg er kommet hjem. Hjem.

Jeg er hjemme”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: