Enebærfolket i Horneby

Der var engang et meget mærkeligt folk i Horneby. De var kendt for at godt kunne være lidt hårde i filten – men det tog folk dig ikke rigtigt af. De gik meget mere op i, om folk så pæne ud og om de var lidt blå i kanten. Der var især en lille blå person, som mange lagde mærke til – men det er en helt anden historie.

Jeg vil begynde med den dag, hvor der var et særligt postyr i Enebærbusken, hvor enebærfolket huserede.
Det var nemlig Valnødsdag, og den var faldet alt for tidligt det år, så det havde forstyrret mange – ja særligt mange, for ingen brød sig rigtigt om forstyrrelser eller noget, der var ude af takt.
Enebærfolket havde været tidligt oppe, og solen stod på den særlige måde, som solen plejede, når der var valnødsdag, så et eller andet var helt forkert i enebærbusken.
Den ældste blå person havde kaldet til samling og enebærfolket klumpede sig sammen, som de havde for vane på alle andre store dage, hvor der var noget særligt på færde.
Den ældste blå person tog ordet, og vinden raslede i løvet, men personen brummede og brummede, og en efter en var der flere, der stemte i, og snart genlød enebærbusken af brummen og summen o alle tonearter.
Guldregn, som boede ganske tæt derved, rystede let på de tørrede blomsterranker og hviskede: ”Husk vi er giftige. Husk vi er giftige” – og det var de ganske rigtigt, og alle vidste det.
Enebærfolket lod vinden tage sig og stemmerne løftede sig op mod den blå himmel over Horneby.

”Hvorfor brummer vi?”, spurgte Guldregn syrligt og forventede straks et svar. Men enebærfolket var gammelt som jorden selv, og de lod sig ikke kyse.

”Hvorfor spørger vi? Hvorfor spørger vi?”, spurgte enebærbørnene og rislede med vingerne – for de var endnu ikke flyvefærdige.

Guldregn bøjede sig irriteret i vinden og bukkede sig op og ned i blæsten:
”Vi vil vide besked! Hvad sker der i enebærfolket? Hvorfor brummer vi i Horneby?”

Bedstemor ugle så det og myrene sådet. Duen så det og kurrede: ”Vi ved det nok. Vi ved det nok”, og steg op mod den blå himmel for at danne sig et overblik.

Duen kurrede. Guldregn bukkede sig syrligt i vinden og enebærfolket brummede.

”Hvad brummer vi?”, spurgte den ene blå person den anden i enebærbusket, som mærkede det forunderlige i at noget var anderledes.

Det kom fra børnene:
En efter en stod de frem i deres blå farver og brummede nye klange.
”Vi er de små blå børn og vi kommer med forandring. Valnødderne hænger ikke på deres grene og grene rasler. Der er udbrudt krig i Valnøddetræet og vi synger nye sange om valnødder. Vi kan ikke nøjes med at brumme. Vi må have bønner med, for nu er lyden af klange ikke længere nok. Vi må brumme med lyde, som Guden forstår”.

De blå gamle, som var gamle som skovsjælen selv, mærkede vinden kange i enebærbusken, og mærkede, at der var groet afstande mellem enebærfolket, som altid havde stået tæt.
”Vi må række ud”, sagde den ældste blå, ”men vi må række ud, som vi aldrig har gjort før!”

Enebærfolket brummede – for det var alt, det kunne, og en fortvivlelse bredte sig, for de havde aldrig følt savn og afstand før.
”Hvad skal vi dog gøre?”, brummede de ældste, og opdagede, at de var magtesløse og uforberedte, for de havde aldrig været adskilte før,

Enebærbørnene kom løbende. Som kom de fra alle verdenshjørner.
”Vi må holde fast i fortællingerne om enhed”, sang de med deres nye ordstemmer.
”Vi må synge. Vi må synge”.
Deres små stemmer tog til som en begyndende ouverture, og græshopperne og myrene og mariehønerne og guldsmedene tog deres stemmer frem og stemte i.
Hele verden samlede sine ører og nærvær om det lille blå flok af enebærbørn og insekter, som stemte i med den nye verdens sang.

”Jordens sang! Jordens sang!”, sang guldregnen. Som ikke længere var vissen og syrlig og bedstemor ugle smilede og lindede på det ene øje.

”Børnene kommer med håb”, tænkte hun, og verdenssjælen vågnede af sin søvn, som havde varet i århundreder.

”Vi må synge. Vi må synge”, sang fuglen, som kom til stede. De bragte farverne med sig, og den brune valnød og det blå enebærfolk fandt sammen på nye måder i en ny verdensorden.

Vinden greb enebærfolket og sendte deres sange ud over have, ud over skellet. Ud over verden.

Det var den ny valnøddetid og enebærfolket havde atter reddet verden og alt åndede af nye sange, nye klange, venskaber og nærhed.
Verdenssjælen smilede – for det vat alt, den kan.