Blomsterfolket og ærlighedens fødsel

Folket. Folket. Folket kaldte til samling.
”Ud. Ud. Ud”, råbte herolderne fra alle verdenshjørners toppe.
”Vi må ud i verden nu!”, blev der råbt, og der blev råbt på alle de skjulte og ikke skjulte væsener.

Bedstemor ugle sad i sit træ og så det ske. ”Det må ske”, tænkte hun ved sig selv – for nu var det tid!

Hun havde mærket det så ofte på det seneste. ”Verden må kalde til samling”, vidste hun. Med hver eneste fjer vidste hun det. Med svingfjer og styrefjer, vidste hun det.

Krystallerne havde glimtet i de skjulte søer og vandløb. Hun havde set det. ”Det er verdens tid for ærlighed”, sagde hun til sig selv, denne kloge gamle ugle ugle, som havde set lidt af hvert, og havde været med fra verdensaltets begyndelse: ”Det er tid!”

En stille regn havde bredt sig over verden og gjort alt klart. Regnen havde vækket herolderne fra det skjulte folk, og nu trådte de frem i det ikke skjulte og gjaldede som trompeter ud over verden:
”Det er tid. Det er tid. Det er tid!
Der er en tid for alting:
Alting tar sin tid.
Alting har sin tid”

Og verden blev stille – for det var tid!

Regnen dryppede fra træer og blade.
Regnen dryppede.
Alt blev tyst og bedstemor ugle lyttede.
Stille som før undfangelsen af liv, gled verdenstråde ned fra universet og rørte ved regnen og jorden.
Alt var tyst.

Hun så det ske og mærkede dybt i sin sjæl, at ærligheden var ved at komme til verden.

En fugl lettede fra verdenstræet ved floden til evigt liv og spredte sine vinger blå med øjne-både på. Ud foldede den sine vinger, og verdenstråde samledes med dens himmeltråde og rosenringe begyndte at dreje med universet og afgav blomsterfrø med åndelige tanker om verdensaltets historie, som alt oprindeligt var.

Bedstemor ugle klukkede i sig selv: ”Ja! Nu er det sandelig tid!”

Blomsterfolket kom til fra alle verdenshjørner med deres livskviste, og de tryllede og tryllede fra deres hjertensfryd, rododendronshjerter, forglemmigejkerner, tusindfrydstanker og klokkeblomsterranker.

Blomsterfolket samledes for første gang siden verdens skabelse og Guden sendte himmeltråde ud og flettede ender, som havde været adskilt alt for længe på jorden, som havde kaldt herolderne sammen.

Guden så herolderne og de skjulte og de ikke skjulte væsener mødtes som bølger i et stille hav. Alle bække flød sammen til åer og floder og mundede ud i verdenshavet.

Herolderne åndede og åndede og åndede og alt bevægede sig stille i rosenringe og verden blev oplyst af nye strålefarver, som aldrig havde været set før.

Bedstemor ugle mærkede den gamle fjederham falde af sig som skel fra efterårsblade og den brunlige, grålige fjerdragt blev gylden og strålende i krystalklare farver.

”Vi er her! Vi er her! Vi er her!”, sang blomsterfolket og ærligheden var kommet til verden.