Det lille helikopterfrø hvirvlede afsted i vinden. Det havde netop sluppet grenen den havde siddet på mens det voksede, og nu havde den været klar til at slippe.Den havde kastet sig ud og hvirvlede nu ud i verden.Den havde glædet sig til at den var klar, for den havde set de andre små helikopterfrø hvirvle... Continue Reading →
Den lille hare sad og gned sin snude med forpoterne.Den var ked af det, for den følte sig helt alene i skoven.Den kunne høre uglen tude mellem træerne. Det var ved at blive mørkt.Den kunne ikke finde sin mor og alle var blevet væk.Den turde ikke gå nogen vegne i frygt for, at den så... Continue Reading →
Jeg ved ikke noget bedre, end når jeg er ude at ro med en flok nye roere i Københavns havn, og kongeskibet Dannebrog ligger for tøjret ved søværnet overfor Langelinie og Den lille Havfrue. Roerne – eller kaninerne, som vi kalder dem, har lige lært at ro og skodde og kan de mest elementære kommandoer,... Continue Reading →
14. søndag efter TrinitatisJob 5, 8-16, Luk 18,9-14 Må mænd godt tude? ”Må mænd godt tude?” blev jeg spurgt om forleden dag, da jeg sad i en robåd på Øresund med to ældre herrer. Det drejede sig så om OL og badmintonstjernen Viktor Axelsen, som de syntes var blevet grebet på det forkerte ben da... Continue Reading →
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn:(”Om at leve i nuet. Livsfilosofisk gruk”. Piet Hein):At leve i nuet er livets teknik –og alle folk gør deres bedste,men halvdelen vælger det nu, som gikog halvdelen vælger det næste. Og det forrige nu og det kommende nubliver aldrig i livet presente,og alle folks levetid går sågumed bare... Continue Reading →
Midt i min største oplevelse af Guds nærværer jeg tykhudet.Guds storhed smutter afpå min overfladesom en sten på vandoverfladenkastet af usynlige hænder.Jeg priser mig lykkelig overat vandoverfladen ikke er tykkereend en sten kan falde igennemog dansemyg kan skøjtehen over overfladenuden at blive våde.Altid er der et sløren hinde mellem mig og detder er større end... Continue Reading →
Du risler migJeg er din bækDine vanddråbe-renderer mit kildespringMine tanker har gjort kvantespringblandt dine indre søer. Du drypper migJeg er dit havDine tagrende-stængerer min mannaregnDine mange våde ruders regngav indre lys-bassiner. Du flænger lynJeg er din skyDine skyformationerer min himmelegnDine pytter blev til buetegnVi bader i dit under.
Jeg lader dig væreJeg lader dig ikke væreJeg lader dig væredet menneske, du er. Jeg lader dig røreJeg lader dig ikke røreJeg lader dig røredet menneske, jeg er. Jeg lader dig seJeg lader dig ikke seJeg lader dig semere end tusinde ord hver dugdråbe i mig. Jeg lader dig døJeg lader dig ikke døJeg lader... Continue Reading →
Fuldmoden eftertænksomhedfrugterne hænger på træerneklar til at slippe i tunge klaserdrages de ned på jordenfor at spises eller gå til. Jeg hænger i træernes kronerfuldmodenklar til at slippeog doger jeg rigtig klar? Udsigt til vinter og dødmørke og skiden i efterårsløvæblet der rynkes og gulnes.Der går hul på migog det sødlige rådnesender sin duft af... Continue Reading →
Hænder flakser nedsom vingeskudte fugle.Jeg rakte opmen solen stod lavt.Jeg var for sent ude.For sent med flyvende hænderder rakte ud. ”For sent” ånder frygten for døden.”Du når det ikke”hvisker hjertet frygtsomtog øjenbrynene løfter sigover øjnene. Fuglene lander på taget overfor.Basker med vingerne.Slår sig til ro på række.Vipper med hovedetsom om de siger:”Du når det nok!Se... Continue Reading →
Life Story ved Marlene Maria Marcussen 