Fuldmoden eftertænksomhed
frugterne hænger på træerne
klar til at slippe i tunge klaser
drages de ned på jorden
for at spises eller gå til.
Jeg hænger i træernes kroner
fuldmoden
klar til at slippe
og dog
er jeg rigtig klar?
Udsigt til vinter og død
mørke og skiden i efterårsløv
æblet der rynkes og gulnes.
Der går hul på mig
og det sødlige rådne
sender sin duft af død i alle retninger.
Blottet i min afmægtighed med livet
er jeg en frugt der går ned med kernefrø.
Bliver mine tanker til noget
der står efter mig?
Mødet med jorden smatter mig ud.
Jeg er lige blevet til, synes jeg
klarer jeg et forår til
hvor vintersol bliver til forårsglød?
Jeg trækkes afsted af vindens raslen i mit trækroneløv.
Jeg både står og falder.
Jorden er en fjern planet
jeg glider ud af fra
både jordbunden og himmelfri.
Jeg kan ikke slippe
ikke være fri.
Jeg er nu engang den, jeg er
mens der går hul på mig.
Måske er jeg fri nu?
