Vi synger en sang på den mørkeste nat.Den korteste dag i året.Vor længsel er fængsel en nymånenat.Vor livsgnist er kørt at sporet.Vi trænges derinde i hjertedal.Vor sindsro er på hospital. Vi tramper på vejen. Vi stamper i sne.Vor støvle er våd i kanten.Vi rusker Vorherre som ingen kan se.Vi kæmper med hånd i vanten.Vi trænges... Continue Reading →
Efterårets stænk af vemods tone
Efterårets stænk af vemods toneFarver blade rødt i træets kroneBlade får orangebrune, gyldne pletterNu, hvor mørket rammer lysets nætter. Æbler hænger tungt i drueklaserEfterårets vinde i os knaserFrakkekanten kravler op om sommernakkenVi, gir kulden en på vinterfrakken. Himlens blå med somrens hvide skyerLetter stejlt med stærens flugt fra byerBorte er de sange som var fuglehæresGrå,... Continue Reading →
Tankebræer
Mine tanker er som isbræerder knækker af og flyder rundti det kolde havlangt mod nord. Blå, lyseblå og hvider hele min verdenmellem det, der er koldtog det, der er flydende. Tankerne går og kommer.Er de drysset ud af usynlig håndsom vil mig det bedstemen har sat mig på frys for at tænke selv? Jeg er... Continue Reading →
Tykhudet
Midt i min største oplevelse af Guds nærværer jeg tykhudet.Guds storhed smutter afpå min overfladesom en sten på vandoverfladenkastet af usynlige hænder.Jeg priser mig lykkelig overat vandoverfladen ikke er tykkereend en sten kan falde igennemog dansemyg kan skøjtehen over overfladenuden at blive våde.Altid er der et sløren hinde mellem mig og detder er større end... Continue Reading →
Du flænger lyn
Du risler migJeg er din bækDine vanddråbe-renderer mit kildespringMine tanker har gjort kvantespringblandt dine indre søer. Du drypper migJeg er dit havDine tagrende-stængerer min mannaregnDine mange våde ruders regngav indre lys-bassiner. Du flænger lynJeg er din skyDine skyformationerer min himmelegnDine pytter blev til buetegnVi bader i dit under.
Jeg lader dig være
Jeg lader dig væreJeg lader dig ikke væreJeg lader dig væredet menneske, du er. Jeg lader dig røreJeg lader dig ikke røreJeg lader dig røredet menneske, jeg er. Jeg lader dig seJeg lader dig ikke seJeg lader dig semere end tusinde ord hver dugdråbe i mig. Jeg lader dig døJeg lader dig ikke døJeg lader... Continue Reading →
Fuldmoden eftertænksomhed
Fuldmoden eftertænksomhedfrugterne hænger på træerneklar til at slippe i tunge klaserdrages de ned på jordenfor at spises eller gå til. Jeg hænger i træernes kronerfuldmodenklar til at slippeog doger jeg rigtig klar? Udsigt til vinter og dødmørke og skiden i efterårsløvæblet der rynkes og gulnes.Der går hul på migog det sødlige rådnesender sin duft af... Continue Reading →
Tiden er en væsentlig faktor
Fyldt med fredog metervis af eftertænksomhedtanker der ikke har været tid til længedukker op i behagelig kømed tid til at mærkesIngen grund til at række udi fremtidens smeltedigelalt falder på pladsmens tiden gårsom en væsentlig faktormod helbredelseaf svære sårJeg går med en lille lygte indenipå en indre vejhvor landskabet langsomt anesskridt for skridtmens jeg skridter... Continue Reading →
Fjer
Endelig er jeg et væsen der kan vejesog ikke være for let. Jeg kan være med til at give vinger.Jeg er med på dettefuglens fuglebræt. Jeg kan svæve oppe nær himlen.Jeg kan ligge på den grønne eng.Jeg kan svæve midt imellemmed al den tid det tar.Jeg kan pustes til af vindenuden at gå i stykker... Continue Reading →
Skjult bag lukkede øjne i himmelregn
Jeg gemmer mig her i mørket.Her i Mørket er jeg skjult.Mørket folder sig sammen om mig med sin stilhedI stilheden lukker sanserne sig opOg jeg sanser alt det gryendeSom jeg ikke kunne sanse. Sanserne spiller mig et pusPludselig er tankerne tomme for mylder.Der er ingen mylder udenfor eller indeniIndeni er jeg fuld af sansningerSom kommer... Continue Reading →
Gud sender engle ud
En venten som aldrig før.En sygdom går dør om dør.Vi rykker tættere sammen i stuenog vore tanker kredser rundt om fluen. Solen er skarp på en anden mådeend vi hidtil lagde mærke til med måde.Der er blevet stille i det ydremen indeni er tankemyldre. Er det klima eller selvforskyldte vaner?Vi taper ruder til, går rundt... Continue Reading →
Jeg skal ud at se langt
Jeg skal ud at se langt…Kun havets kant mod himlen skåret rundter stort noktil mit hjerte får pladstil at være.Jeg skal ud hvor stilheden rammersom en stjernetågemed sfærisk lydsmå hvide plettermod solskoldet hud.Hvor støjen glider afog bølgernes klukken langs stævnendukker opsom en nøgen kropsådan en sommerdag.Jeg skal ud og mærke længslensom den gnaver i mignår... Continue Reading →
Bed og bliv bønhørt!
Du har ingen rynker i panden, og ikke en eneste bekymring i verden Du tror ikke på Gud eller nogen anden, du er ikke bange for smerten. Og du får mig til at grine, mest ad mig selv Og du får livet til at ligne noget, vi godt kan klare alligevel. Og hvis nogen sku'... Continue Reading →
Ingen afgørelse skænderi første fase
Verden er fyldt af flydende sætningeret suppedas af overfladebehandlede meninger.Øjeblikkets lyde fra lungersom fyldes og slippesmens kroppe strækkes og glider ud af. Den behårede del af mit legeme fryser i mødetmed kulden fra kolde lyde som glider henover min indre øresneglsom har gemt sig for hårde ord bag håretsom hænder forsøger at holde på plads.... Continue Reading →
Aldrig mere
Det er regnvejr – både ude og inde Solen giver fortabt overfor den grå masse af regnmur. Jeg er lukket inde i et rum, hvor dørene er rustne på hængslerne. Foråret har givet fortabt i mit indre bur. Aldrig mere! Toner i min indre radio og bringer ord for det håb, som foråret trodsigt skulle... Continue Reading →
Jeg vil have mere med – stop tiden!
Jeg har det utroligt godt med at tiden er gået i stå i min stue. Jeg har pillet batteriet ud så uret ikke står og tikker om opmærksomhed i mit indre rum. Jeg vil ikke have det! Jeg vil ikke have, at det stjæler af den tid, jeg har tilbage. Jeg vil ikke selv blive... Continue Reading →
Marlene Evensen 