Man mister nogle gange noget jeg hader at miste noget hader at noget bliver væk som var særligt for mig af største betydning som mit eget åndedræt vejrtrækningen sammen med en jeg holdt af vejret, som blev trukket i samme intime kontakt en nærhed, som kan forsvinde på et øjeblik to mennesker helt tætte på... Continue Reading →
Min langstilkede Asters
Min største frygt er at du ikke bliver til og tankerne kredser om alt det som du selv må klare nu, hvor jeg ikke længere kan bære dig som da du var en lille unge og jeg gættede ordet før det var på din tunge. Jeg havde brystet klar før du vågnede det at nære... Continue Reading →
Verden i et spejl
Verden i et spejl tager jeg fejl er alt til en side og duens mørkehvide vingeblide en silhuet i mig hvor verden er gået sin vej. Verden i et spejl tager jeg fejl er jeg gået i den gale retning og parkeret håret i den gale forfatning og kan ikke dreje rundt i en megaverden... Continue Reading →
Længslen efter Vesterhavet
Vinden over de tørre marker ved Vesterhavet markskellene holdt sammen af skæve vindbidte rafter og sammenbundet pigtråd foroven over det trådede net minder mig om alle de følelser jeg holdt inde mens barndommen og ungdommen gik ad tavse stier alene derude på markerne under det tørre lys som kun kan komme igennem sådan et sted... Continue Reading →
De Sønderslåede
Det slår mig At dem, som er lettest at holde af er de sønderslåede. Dem, som er nedbrudte minesprængte ituslåede er allermest hele i åndfulde hjerter hvor smerten er borte for en stund mens Gud er alt det, der er og mennesket er borte for en stund med himmeldøren åben for fulde skodder og det... Continue Reading →
Mørkemanden
Du kommer sejlende ind med vinden umærkeligt lander du og spreder dine vinger ud over mit ansigt og mørket er her igen. Du er landet tidligt i år. Sommeren kom sent og jeg nåede at smile mange gange nåede at le af overraskelser af overraskelser som kom bag på mig mens jeg turde i spring... Continue Reading →
Afterloving
Min kærlighedselastik er stadig for slap til at blive spændt til bristepunktet sendt afsted uden mål eller med mit indre menneske er stadig af led Hvert mennesker har sin historie endelig opdager jeg at jeg har min og at enhver har sin og er ikke defineret i andres mening om det liv der er mit... Continue Reading →
Tidsaldertærskel
Hvor mærkeligt at stå på tærsklen til stilhedens rum efter så mange år at have kastet sig ud i livets menneske- og tankemylder At have grebet om hver sitrende og bevægelige begivenhed og nu at ønske at sidde stille og gøre intet Ser på mennesker gå forbi med en følelse af at være eet og... Continue Reading →
Indad
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige jamen netop hvad skal jeg sige? jeg har pyntet altanen så folk der går forbi får glæde i øjnene udad men jeg går indad går dybere jeg har sat sommerfugle op så de skræmmer duerne bort med deres blafrende vinger så timianen ikke i år bliver landingsbane for... Continue Reading →
Min ven
Du kan knap nok gå men alligevel går du hvor du får kræfterne fra er ikke til at se små eksplosioner af klarlys kaster du fra dig mens jeg spejler mig i gaden jeg har gået så mange gange før selvom det er de samme ben som stædigt bær og fingrene som rastløs piller huden... Continue Reading →
En lukket dør
Jeg kaster mine bristede drømme ind i dig alt det, du ikk ku gi gir jeg nu tilbage til dig tårer der plettede i sne i røde spor jeg lukker en dør og putter alt det jeg ku li ned i en lille æske med for her får du min smerte som ikke var din... Continue Reading →
Fatamorgana i det ydre Rom 16.33
Lyden af sand duften af ørken stille brise i middagssolen Sandede huse langvejs fra kommer du blafrende i horisonten bølgende i blåt flimrende i vanddisspejl fra oasen langt herfra Du er varm min elskede og jeg ser dig træde ud af horisonten i pragtfulde farver der tænder mit indre og retter alt mod dig fra... Continue Reading →
Happy Valentine 2015
Vi kæmper med modsatrettede kræfter vrede og kærlighed et uopsætteligt frynsegode som får os til at blive ved og ved med at dreje hovedet af led efter fred Jeg elsker din hud – men du er ikke den rette der er noget ved dit smil som får mig til at dreje og dreje hele ansigtet... Continue Reading →
Gult landskab
Går en travrig vej den er gul gul af gamle efterårsblade og spirende forårsløg spændte af saft og Kristusremoulade Med hjertet bankende i en gul listende rytme som længes efter at trampe og at livet er på vej strygende jeg ser mens de sidste vinterskyer stadig truer alt det som endnu ikke er liv og... Continue Reading →
Skårede rødder
Jeg bliver aldrig et helt menneske men jeg må blive helt det jeg er for meget ituslået og aldrig samlet helt med tiden fik sprækkerne buede kantede former men aldrig noget helt Hvordan kan du tro at jeg kan slå streger over noget fra i går? Hvordan kan tiden trækkes tilbage og ændre år for... Continue Reading →
Ud af mørket
Du kom med nye klæder og kom med nye glæder du kom med forår til mit sind og glæden kom springende ind Jeg sad med næsen mod min rude og sang ”Det er hvidt herude” men da jeg trak mit ansigt tilbage fik jeg glimt af dig og håb og bedre dage Nu tar jeg... Continue Reading →
Snefyldte landskaber
Vejen hjem går gennem snefyldte landskaber snepudrede og frosne er minderne langvejsfra gennem de snefyldte landskaber Intet er sket uden grund ellers måtte livet være levet forgæves en forrykkethed en meningsløshed som aldrig endte godt Jeg glider gennem landskabet som en blå engel på vej til at blive rød fuld af glød intet sker uden... Continue Reading →
De modne landskaber
Det er tiden hvor der males med de brede pensler. Livet er blevet modent og jeg stadig i det og lader penslen strinte ud i alle retninger med modig finger mod hårene med alle farver: At jeg er her at jeg griber dig og alt som jeg endnu ikke har fortalt færdigt! I min landskabshistorie.... Continue Reading →
Mit skovsøbarn med de røde blomsterblade
Mit barn! Dine øjne er som dybe skovsøer det kræver mod at kikke dybt i dem de ånder af liv på de brede favne fyldt med grønne planter og bunden fyldt med sand og glittersten så dyrebar er du! Mit kære barn som den første tone i en symfoni som det første hjerteslag du slog... Continue Reading →
Stop tiden
Jeg dømmer mig selv lidt ude med det alt for travle liv mens jeg sidder og husker tilbage på alle de ting vi har gjort sammen du og jeg, Anna! mens børnene var små og vi kunne klare hele verden bare fordi at vi var du og jeg, Anna! to store heltemødre Vi passede hinandens... Continue Reading →
Din nåde er
Du løber spidsrod gennem alle mine forbehold og kysser mig kl. 17 en januardag fuld af nåde. Digt af Marlene Evensen 2015
Et dukkehjem
Du inviterer indenfor i hjemmet som er rodet til af barnelegetøj af julerod den 8. januar hvor juletræet står med bøjede arme hen over nåletæppet ved foden Du taler om samarbejde med at skifte cover på din Ipad og vil have mig til at hjælpe dig Kysser på mig rør ved mig alle steder på... Continue Reading →
Det eneste hun ville var at danse
Stilheden mellem to mennesker der gør hinanden fortræd med det usagte er larmende glasskår fra endnu ikke ituslåede ruder og snitsår fra knive der sitrende står i luften i lufttæt rum så stille så skarpslebne mellem to som ville berøring men frøs. Digt af Marlene Evensen 2015
Længtes hjem
Jeg gik som et lille menneske et lille bitte et som godt kunne nøjes med krummerne fra dit hjertebord Jeg kunne nøjes med at sidde rankt på din kontorstol overfor dig mens dine fingre i det skjulte gemte et brev som var adresseret til et uafsluttet kapitel i dit liv og jeg var taget ud... Continue Reading →
Dit ansigts historie
Jeg sad længe i vintermørket og lod fingrene kærtegne dit ansigt som blev ved med at vende sig væk i ubehagets hastige ryk som om mine fingre gav stød mod din hud som ikke ville røres mere af nogen før noget var sagt eller forløst Pludselig blev det livsvigtigt at leve. Digt af Marlene Evensen
Endnu et skår i mit kødhjerte
Du giver ikke ved dørene Du kommenterer ikke hvad jeg skriver til dig Det er sparsomt med opringninger Jeg føler mig bare som et Booty call Jeg gider ikke mere Har ikke andet end følelsen af noget forkert i mit hjerte. Jeg har brug for kærlighed og nærvær Det kan du ikke give mig Måske... Continue Reading →
De ulykkelige tre
Underligt så stille mobilen kan være når jeg har sat den på lyd efter jeg har besluttet at jeg ikke vil se dig mere Jeg har skrevet til dig hvordan jeg har det med at du aldrig kommenterer det jeg har skrevet til dig at du ikke ringer mig op omsorgsfuldt fordi jeg skriver at... Continue Reading →
Venskab er
Venskab er at du spørger mig hvad du kan gøre for mig når du mærker at jeg har det svært og er villig til at gøre det som jeg svarer dig for at gøre mig godt Venskab er at du kan stå og se på mig mens jeg er bemægtiget af skyggerne og du lader... Continue Reading →
Tåreplettet sne
Sne sne i Trädgård i Sverige langt væk fra hjem Jeg ser mig selv vandre rundt i Trädgården blandt vintersorte træer men jeg sætter ingen spor i sneen Sne i mit indre Mit indre fuld af sne Sne som er dalet ned og har lagt sig stille over mit urolige sind Sne kan tårer gemme... Continue Reading →
Bag øjnene
Bag øjnene sjælens spejl alt for ofte ser du kun alle mine fejl. Slår det hen som en bagatel. Samtidig slår du mig ihjel slår mig hen. Det ville du vel. Det er meget nemmere at vende det døve øre til. Jeg kan jo bare skabe mig som jeg vil. Når bare du kan blive... Continue Reading →
Jeg skræller grøntsager
Jeg skræller grøntsager. Gulerødder, rødbeder, pastinak. De minder alle sammen om din pik. Jeg skræller skrællen af og ved at når jeg har spist dem tisser jeg rødt i morgen. Digt af Marlene Evensen 2014
Jeg kan ikke selv skære mig i stykker
Jeg kan ikke skære i mig selv. Jeg ville gerne af med smerten, men jeg kan ikke skære i mig selv. Jeg kan ikke skære smerten ud. Jeg kan ikke få den ud gennem min hud. Jeg kan ikke skære smerten ud gennem min hud. Jeg kan skade mig selv. Jeg kan skade mig selv... Continue Reading →
Life Story ved Marlene Maria Marcussen 