Midt i min største oplevelse af Guds nærvær
er jeg tykhudet.
Guds storhed smutter af
på min overflade
som en sten på vandoverfladen
kastet af usynlige hænder.
Jeg priser mig lykkelig over
at vandoverfladen ikke er tykkere
end en sten kan falde igennem
og dansemyg kan skøjte
hen over overfladen
uden at blive våde.
Altid er der et slør
en hinde mellem mig og det
der er større end mig selv
og jeg er tykhudet
fordi hverdagens trummerum
både er livet selv
og livets største fjende.
De usynlige hænder organiserer
mens min vilje til at ville gribe
er større end min villighed til at begribe.
Jeg er min egen største fjende
en dansemyg på en vandoverflade
som er bange for at blive våd
og opdage
erkende med hjertet
at jeg er en sten.
